Klumme i Altinget februar 2025
Af Lars Olsen
Ved valget i morgen vil Tyskland opleve et jordskred til højre som Danmark i 2001. Højrefløjen appellerer til en fortrængt nationalfølelse og modstand imod masseindvandring, og kun den yderste venstrefløj har lidt vind i sejlene
Demonstranterne gør klar til en lang eftermiddag, hundredvis sidder på den kolde asfalt. Siddeunderlag går fra hånd til hånd, mens aktivister fra Linke uddeler skåle med varm pasta. Demonstranterne blokerer gadekrydset, det samme gør en lignende forsamling oppe i næste kryds.
Vi er i Dresden. Aktivisterne vil stoppe en højreradikal »sørgemarch« gennem byens gader. Det er 80.året for en af 2.verdenskrigs værste bombardementer, da det britiske Royal Air Force i 1945 udslettede en stor del af den gamle kulturby og dræbte op mod 35.000 civile.
Hvert år markeres dagen af det officielle Sachsen med mindehøjtideligheder, gudstjenester og andet, men budskabet fra den højreradikale march er ikke kun sorg og refleksion. »Bombe-holocaust«, kalder de det – et forsøg på at relativere Holocaust i de tyske Kz-lejre. En revision af historien, der vækker bred forargelse.
For den radikale venstrefløj er dét imidlertid en oplagt lejlighed til at mobilisere imod »nazisterne«. Bannere blandt demonstranterne advarer forud for valget på søndag imod et nyt 1933 – året for Hitlers magtovertagelse – og opfordrer til at »fravælge nationalismen«.
Budskabet står i skærende kontrast til plakaterne på lygtepælene ovenover. De er fra det nationalkonservative AfD: »Tid til at være stolt«, »tid til Tyskland«. Vores nabofolk har det stadig svært med deres historie: kan man tillade sig at være stolt over at være tysker?
I årtierne efter 1945 var svaret åbenlyst nej. Men det forekommer mindre entydigt som årene går. For mange i dag er det ikke oplagt, at de skal stå til regnskab for krigsforbrydelser, der blev begået på deres bedsteforældres og oldeforældres tid.
Også valgplakater fra det store borgerlige CDU taler for »et stærkt Tyskland«.
Det er ikke kun nazismen, der kaster historiens lange slagskygger over tysk politik. Det samme gør kommunismen, delingen mellem Øst og Vest og genforeningen efter 1989, der viste sig langt sværere end antaget.
En stor del af østtyskerne nærer mistillid til de gamle vesttyske partier og stemmer på AfD, det venstreorienterede Linke eller det venstrepopulistiske Bündnis Sahra Wagenknecht. Mistilliden går tilbage til 1990’erne, hvor den forcerede overgang til kapitalisme lukkede det meste af DDR’s industri:
»Afindustrialiseringen betød ikke kun, at folk mistede jobbet. I DDR var virksomheden centrum for børnehaven, sundhedsklinikken, sportsholdet og meget andet. Når virksomhederne lukkede, forsvandt alle de lokale strukturer der skabte fællesskaber,« påpeger forfatteren Jana Hensel, der voksede op i DDR og har skrevet en stribe bøger om at være »barn af zonen«.
Vi møder Jana Hensel i Prenzlauer Berg, hvor hun bor. Det gamle arbejderkvarter er blevet hipt, den kreative klasse er rykket ind, og de færreste østtyskere har råd til at bo dér. Formuerne i Øst er markant lavere end i Vest, også på anden vis satte genforeningen østtyskerne under pres:
»DDR var et diktatur, men på andre områder var det faktisk som Skandinavien. Kvinderne var på arbejdsmarkedet, børnene i børnehave, en kvinde alene med et barn var ikke en katastrofe. Det havde været nemmere for os at blive genforenet med Danmark end med det katolske Vesttyskland,« konstaterer Jana Hensel.
Tyskerne polariseres imidlertid ikke kun af fortiden, men også af voksende uenighed om fremtiden. Og polariseringen gælder ikke kun politikerne, men stikker dybt i de folkelige strømninger.
Det fremgår af en omfattende kortlægning fra tænketanken Konrad Adenauer Stiftung.
Hvad enten der spørges til klimapolitik, socialstat eller indvandring, er meningerne mere polariserede i dag end for fire år siden.
Nok så afgørende er det, at folkestemningen har rykket sig i retning af »at begrænse indvandringen«. Samtidig har indvandringen siden efteråret 2023 været »det vigtigste politiske problem«. Et skred, der blev yderligere forstærket af de seneste måneders attentater i Magdeburg, Aschaffenburg og München, alle begået af folk med baggrund i Mellemøsten.
Det folkelige krav om strammere indvandringspolitik giver AfD medvind – også i Vest. AfD har hidtil været et »østparti«, næret af østtyskernes utilfredshed med afindustrialisering, dyr klimapolitik og mistillid til de etablerede partier. Meget tyder på, at AfD ved valget på søndag også får pæn opslutning i Vest.
Parallelt hermed har CDU skærpet deres indvandringspolitik, også dette bidrager til at gøre dét til valgets dominerende spørgsmål.
De to store centrum-venstre-partier, det socialdemokratiske SPD og De Grønne, er i defensiven. En del har haft et nærmest romantisk forhold til »multikulti«, som det store flertal af tyskerne nu siger nej til.
Som dansker er debatten et deja-vu. Socialdemokratiske og grønne politikere søger at tale indvandrings- og integrationsproblemerne ned, ligesom deres danske kolleger forsøgte for 25 år siden.
I stedet svinges det store stempel over højrefløjen: »At stemme til højre er som 1933«, bekendtgør en plakat på SPD’s hovedkvarter. En historisk parallel, der åbenlyst hører til på agitationens overdrev.
Polariseringen har imidlertid givet vind i sejlene til Linke, det tyske svar på Enhedslisten. Mobilisering imod AfD og CDU, sociale mærkesager og nye kvindelige stjerner som Heidi Reichinnek giver fremgang blandt unge og kvindelige vælgere.
Derimod er luften gået ud af det fjerde centrum-venstre-parti, Sahra Wagenknechts venstrepopulistiske BSW. Kombinationen af stram indvandringspolitik og venstreorienteret velfærdspolitik gav ellers flotte valg på omkring 15 procent i efteråret i tre østtyske delstater.
Det nye BSW har imidlertid ikke organisation og penge til en storstilet landsdækkende valgkampagne, og det er delvist selvforskyldt. Da BSW i efteråret red på en bølge af entusiasme, blev nye kun forsigtigt lukket ind i det topstyrede BSW. Forestillingen om et lille »kadreparti« rammer nu tilbage som en boomerang, meget tyder på, at BSW ikke klarer den tyske spærregrænse på 5 procent.
Tyskland vil på søndag opleve et jordskred til højre, ligesom indvandringen gav Venstre og Dansk Folkepartis valgsejren i 2001. En vælgerlussing, der bør få det tyske centrum-venstre til at gentænke sin politik – men desværre, det sker næppe.
