Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.9.2017
Af Lars Olsen
Sensommerens læsning bød på en mammut: »Adults in the Room«, 550 sider af den fhv. græske finansminister Yanis Varoufakis. Ifølge britiske The Guardian er det »en af de bedste politiske erindringer nogensinde«. Yanis Varoufakis giver et fantastisk kig ind i magtens inderste cirkler.
Mange husker sikkert den maskinklippede finansminister, der kørte på motorcykel og i Bruxelles blev set som en fantast. Erindringerne giver et andet billede. Da venstrefløjens Syriza står til at vinde det græske valg, kommer Varoufakis hjem fra sit økonomiske professorat på University of Texas. Han er ikke medlem af Syriza, men var i 00erne rådgiver for den socialdemokratiske statsminister George Papandreou. Varoufakis bliver offentligt kendt, da han tidligere end andre fortæller sandheden: At den græske stat er bankerot. Et forhold, der fra 2011-12 fører til de massive internationale lån til Grækenland.
Den tidligere finansminister peger på Grækenlands korruption og massive skattesvindel, men gør også opmærksom på en overset kendsgerning: De internationale lånepakker gik primært til franske og tyske banker, som havde milliarder i klemme hos den forgældede græske stat. Konsekvensen blev omfattende græske sparepakker, der har gjort hver anden ung arbejdsløs og fået hundredtusinder af talentfulde unge til at emigrere. Det var dette, som i 2015 førte til Syrizas valgsejr og startede et dramatisk europæisk opgør.
Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble siger det direkte: »Det kan ikke tillades, at valg ændrer den økonomiske politik«. Schäuble og Varoufakis tørner sammen, men de to glødende europæere får også et godt personligt forhold. I en samtale siger Schäuble, at han aldrig selv »som patriot« ville acceptere så dramatiske sparepakker, men han ønsker at statuere et eksempel overfor de andre eurolande: »Det vil blive en langt stærkere eurozone, hvis den bliver disciplineret af Grexit«, forklarer Schäuble.
Med truslen om Grækenlands exit fra euroen har Schäuble gjort regning uden den eneste, der kan overtrumfe den magtfulde finansminister: Forbundskansler Angela Merkel. Bogen er tankevækkende læsning under den tyske valgkamp. Merkel er ikke den altfavnende landsmoder, vi møder i danske medier, men en benhård magtpolitiker. Grækenland får en stor indrømmelse i februar 2015. Merkel kommer udmattet hjem fra fredsmission til Ukraine, og »Mutti« orker ikke mere vrøvl. Eurogruppens formand, hollænderen Jereon Dijsselbloem, får en lodret ordre: Spark det græske problem til hjørne.
Varoufakis arbejder målrettet på at skabe stærke allierede udenfor EU. Han forsøger med Kina, der driver en del af Piræus havn og har store interesser i Grækenland – men aftalen bliver bremset fra Berlin. Varoufakis satser også på USA, hvor præsident Obama er kritisk overfor EU’s sparekurs. Den amerikanske finansminister Jack Lew meddeler imidlertid Varoufakis, at Grækenland er en del af Tysklands økonomiske interessesfære.
Som journalist fulgte jeg EU tæt i årene omkring Berlinmurens fald og euroens tilblivelse. Den nye store Tyskland skulle indlejres i et stærkt EU, sagde man. Hellere et »europæisk Tyskland« end et »tysk Europa«, lød ræsonnementet. Paradoksalt nok har vi fået begge dele.
Den græske statsminister Alexis Tsipras turde ikke føre oprøret med sparekursen helt igennem, og Varoufakis forlod den græske regering i juli 2015. I dag leder han en international bevægelse, der vil demokratisere EU. At bide skeer med magten er sværere end som så.
