Klumme i Jyllands-Posten 15.4.2019
Af Lars Olsen
I sidste weekend demonstrerede tusindvis af forældre landet over. Protesten gav genlyd i medier og politik, og vi har fået en tiltrængt debat om normeringer i vuggestuer og børnehaver. Tallene er krystalklare: År for år er der blevet færre voksne pr. barn, og med det stigende børnetal bliver det kun værre.
I februar var det ældre. En meget omtalt rapport fra VIVE viste, at 73.000 svage ældre ikke får den nødvendige hjælp, og at mange lever i skidt og møg. Tallene er krystalklare: Det er markant flere end for ti år siden, og med det stigende antal ældre bliver det kun værre.
For nogle år siden sagde Lars Løkke Rasmussen, at den offentlige sektor skal køre længere på literen. Han holdt sit løfte. Velfærdsstatens motor hoster og hakker afsted, mens store grupper efterlades på perronen.
V-LA-K skyder skylden på kommunerne, men det er hult. Man kan ikke udbetale over 20 mia. kroner i skattelettelser – og ovenikøbet som LA fejre det med pokaler – uden at det har konsekvenser. Det er et legitimt synspunkt, at man foretrækker lavere skatter og mindre velfærd, men så sig det dog ærligt og drop myten om den konsekvensløse politik.
Folketingsvalget nærmer sig med raske skridt, men Løkke tøver med at trykke på valgknappen. Det forstår jeg godt. En valgkamp er altid uforudsigelig, meget kan ændre sig, men Løkke & Co. er historisk bagud i meningsmålingerne.
Og nok så alvorligt: V-LA-K er ude af trit med den folkelige stemning på 3-4 afgørende områder. En udbredt træthed over de stadig større mangler i velfærden er kun én af flere faktorer:
Stigende utryghed er en anden. Med udspillet om tidlig folkepension til folk med mange år på arbejdsmarkedet har Socialdemokratiet adresseret dét, der ifølge Tryghedsmålingerne er en vigtig kilde til utrygheden – stigende pensionsalder, afvikling af efterlønnen og risiko for et »seniorproletariat«.
Socialdemokratiet afkræves svar på, hvem der mere præcist skal nyde godt af tidlig pension, men det ændrer ikke hovedbilledet: S og venstrefløjen adresserer utrygheden for de sene år på arbejdsmarkedet – det gør V-LA-K ikke. Også på dette område er de ude af trit med »silden i folkehavet«.
En tredje afgørende faktor er grådigheden i toppen. Skats kollaps har især gavnet rigmænd og smartenheimere, det samme har hvidvask i bankerne og astronomiske direktørlønninger. Venstres nestor, den skarpe fritænker Bertel Haarder, er ganske præcist:
»Borgerligheden er stærkt udfordret af den moralske krise, som vi tilsyneladende er rodet ud i (…) Det er til stor skade for liberalismen og kapitalismen, når folk med magt forvalter deres succes på en måde, der ikke er til gavn for samfundet, f.eks. når man sidder i en bestyrelse og giver hinanden enorme lønstigninger, bonusordninger og gyldne håndtryk«, sagde Bertel Haarder for nylig i Berlingske.
Læg hertil klimaet, der rykker op på dagsordenen og mobiliserer mange unge. Det er med god grund, at Venstre i tirsdags søgte at gøre udlændinge til et afgørende spørgsmål. På et pressemøde præsenterede hele tre ministre nogle tvivlsomme beregninger, men det gik galt. »Venstres udlændingetrio skulle skyde på de røde, men ramte sig selv,« konstaterede JP.
I politik skal man aldrig sige aldrig, de »røde« partier kan med en ihærdig indsats skyde sig selv i foden, men immervæk: Det ser svært ud for Løkke & Co. Den folkelige stemning er på afgørende områder rykket til venstre. Vi kan meget vel stå foran et politisk systemskifte som Anders Foghs i 2001 – bare med modsat fortegn.
