Klumme i Jyllands-Posten 11.10.2021
Af Lars Olsen
»Virksomhederne skriger på arbejdskraft«. Vi hører det igen og igen. Fra arbejdsgivere. Borgerlige partier. De store medier… Onsdag indgik regeringen en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om flere hænder, men ifølge arbejdsgiverne er det slet ikke nok, så kampagnen fortsætter.
For arbejdsgiverne er der kun én løsning: Mere udenlandsk arbejdskraft. I dag kan virksomhederne hente arbejdskraft fra hele verden, hvis de ansættes til over 37.083 kroner om måneden. Det er inklusiv feriepenge og pension, så arbejdsgiverne kan allerede i dag hyre både specialister og velbetalte faglærte world-wide.
Hertil kommer fri bevægelighed i EU. Det har allerede bragt tusindvis af østeuropæere til Danmark, men også skabt en vildtvoksende underskov af platugler. Så sent som i denne uge kunne Fagbladet 3F afdække, hvordan mange Kina- og sushi-restauranter hyrer rumænere til 20-30 kroner i timen.
For arbejdsgiverne og deres hylekor er det imidlertid ikke nok. Fra politisk korrekte radikale til profithungrede restauratører kræves det, at »vi skal sænke beløbsgrænsen« – danskere med lønninger på 30.000 kroner skal også under pres. Reelt er det et krav om fri indvandring, så måske er det tid til at få øje for det bredere billede:
I sommer offentliggjorde Danske A-kasser en analyse af det seneste tiår. Bag den megen glamour om stigende beskæftigelse er nogle rå realiteter: Ja, beskæftigelsen steg markant fra 2013 til 2019, men det skyldes to grupper – udlændinge og danske seniorer. Antallet af danske statsborgere under 60 på sociale ydelser har stort set ikke ændret sig.
Når økonomien går op, kommer folk på dagpenge i arbejde, men gruppen på førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp m.v. er påfaldende konstant. Eneste lyspunkt er, at flere er i fleksjob, ofte »mini-fleksjob« under 15 timer om ugen – lidt flere fra de svage grupper visiteres således til en plads på arbejdsmarkedet.
Det brede billede er imidlertid, at op mod 600.000 danskere cykler rundt i diverse ordninger. »Hele det højt besungne arbejdsudbudsregime har været en fiasko… Antallet på forskellige ordninger er næsten konstant«, sagde direktøren for A-kasserne, Verner Sand Kirk, til Weekendavisen.
I de seneste uger har vi med rette diskuteret kræsne nyuddannede akademikere, der kun vil tage »drømmejobbet«. Måske skal vi også diskutere kræsne arbejdsgivere, der kun vil have drømmekandidaten.
Stigende pensionsalder har ikke kun bragt flere seniorer i arbejde, men også øget ledigheden. Jeg havde det selv tæt på, da min hustru blev fyret som 59-årig. Hun havde et flot cv, søgte snesevis af job, men kom på to år kun til samtale to gange – forgæves. Masser af seniorer beretter noget lignende.
Vi har i de seneste årtier fået et mindre rummeligt arbejdsmarked. Store grupper, der ikke er 110 pct. effektive, parkeres i stedet på overførselsindkomst. Udenlandsk arbejdskraft har kun gjort arbejdsgiverne mere kræsne. For restauratøren er det nemmere med en 27-årig EU-borger end en 45-årig dansker, som både har barns sygedag og familiære hensyn til vagtplanen.
Kravet om mere udenlandsk arbejdskraft peger frem mod et todelt samfund. Hvor stadig flere job besættes med folk udefra, mens danskere havner i udenforskab. Lad os i stedet se disse års buldrende højkonjunktur som en chance. »Virksomhedernes sociale ansvar« må forfremmes fra skåltaler til virkelighed.
