Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 8.4.2012
Af Lars Olsen
Det er fredag før påske. Mens lyntoget buldrer gennem det solbeskinnede fynske landskab, fordøjer jeg de seneste dages oplevelser. Danmark er et lille land, men med helt forskellige verdener.
Onsdag holder jeg foredrag for lærere på Ørestad Gymnasium. Det er en af gymnasieverdenens frontløbere og ligger i et palads af glas i Københavns nye bydel. Skolen er i gang med et spændende projekt, »viden i spil«, hvor eleverne i nye studieretninger skal ud i verden og få et bedre samspil mellem teori og praksis. Min bog ”Uddannelse for mange” handler om det samme, derfor er jeg dér.
Jeg minder om, at 60 procent af en årgang i dag tager en gymnasial uddannelse, og at de fleste ikke efterfølgende bliver akademikere, men sygeplejersker, folkeskolelærere og lignende. Men nogle af lærerne betragter tydeligvis det akademiske som en højere form for læring end det teoretisk-praktiske. »Hvad med dem, der skal arbejde i FN og skrive artikler til internationale videnskabelige tidsskrifter«, spørger en kritiker.
Jeg forlader skolen med en fornemmelse af, at en del af de universitets-uddannede lærere har det bedst i osteklokken. De vil vist helst undervise nogle, der ligner dem selv, tænker som dem og bliver som dem.
Dagen efter er jeg i et andet Danmark – i mere end én forstand. Jeg holder foredrag for 3f’ere på Langsøhus ved Silkeborg. De fleste er nye tillidsfolk, som er på deres første kursus. Hér er ikke bare socialdemokrater og SF’ere, men også folk med sympati for Dansk Folkeparti.
Mange oplever, at samfundet sværmer for det akademiske og ser ned på håndens arbejde: »Da jeg startede på arbejdsmarkedet, var man stolt over at være arbejdsmand. Sådan er det ikke i dag«, siger én.
Hér går de kritiske spørgsmål nok så meget på mantraet om »mere uddannelse«: Er der overhovedet brug for alle de akademikere, som regeringen vil uddanne? Og hvorfor er alt blevet så bogligt – skal en sosu-assistent nødvendigvis kunne engelsk?
Uddannelse handler om meget andet end det akademiske, svarer jeg. Erhvervsuddannelserne er afgørende, det samme er mere praktiske måder at lære på. En del er dog fortsat skeptiske. Efter foredraget drikker jeg en øl med to jyske lastbilschauffører. »Vi er sgu’ ikke boglige. Hvad skal der blive af sådan nogle som os«, spørger den ene.
De fortæller om et mere brutalt arbejdsliv. Vognmanden følger konstant chaufførerne på GPS, og deres dag er styret og tilrettelagt til sidste minut. Mange tvinges ned i løn. Arbejdsgiverne truer med at lukke virksomheden, og folk er bange. En af tillidsmændene fandt efterfølgende ud af, at firmaet havde tjent godt – også under krisen. Arbejdsgiverens bluff har ikke just øget tilliden.
Jeg falder også i snak med en fabriksarbejder, der nu er faglig sekretær i 3f. Han hæfter sig ved tallene fra mit foredrag: Kun 8 procent af de voksne danskere er akademikere, 66 procent er faglærte og ufaglærte. Alligevel er der blandt mange 3f’ere en mindreværdsfølelse: »Man har bildt majoriteten ind, at den er en minoritet – og det holder folk nede,« siger han.
Skellene i Danmark bliver dybere i disse år – økonomisk og mentalt. Indkomsterne hos den rigeste tiendedel stiger markant, og samfundets fokus på det akademiske skaber en ny form for arrogance blandt de højtuddannede. Hos mange arbejdere er klassebevidsthed igen ved at blive til almuesind. Tidligere gav de røde dem stolthed og kamplyst, nu kan alene ordet »arbejderklasse« splitte SF. Også centrum-venstre er i dag tættere på Ørestad Gymnasium end på jyske lastbilschauffører.
