Klumme i Jyllands-Posten 24.10.2022
Af Lars Olsen
Valgkampen er på vej ind i den sidste uge, og det bliver tæt. Relativ få vælgere afgør, hvem der fremover skal lede Danmark. Interessen samler sig ikke mindst om de 7-8 pct., der kan skifte mellem ”rød” og ”blå” blok – danskere som Jane Larsen, vi for nylig mødte i JP. Den 40-årige fleksjobber stemte i 2015 på Dansk Folkeparti, i 2019 på Mette Frederiksen – og er i dag smuttet videre til Inger Støjberg.
Det er nok så meget de »stressende og angstprovokerende« erfaringer på Jobcenteret, der driver Jane Larsen. Hun håbede, at Mette Frederiksen ville rette op på den uværdige behandling, mange sygemeldte beretter om, men det skete ikke.
Jane Larsen ved godt, at Inger Støjberg ikke har lagt politik frem på dette område, men har stor tillid – »hun vil lytte til en som mig«. Det må man håbe. Inger Støjberg var beskæftigelsesminister 2009-11, hvor dagpengeperioden blev forkortet og kulturen på Jobcentrene mere rigid.
Arbejdsliv og helbred optager også mange andre. Analyse Danmark kortlagde for nylig 40-59-årige 3F’ere. Fire ud af ti har været sygemeldt med smerter indenfor det seneste år. Dyrepasser Linda Hiort har tyve år til pensionsalderen, men døjer allerede nu med alvorlig slidgigt efter mange års tunge løft i Zoologisk Have: »Jeg kan ikke engang åbne et syltetøjsglas,« siger hun til Fagbladet 3F.
Ved valget i 2019 adresserede Arne-pensionen denne utryghed, og S-udspillet flyttede afgørende vælgere. Tre års Arne-pension er et vigtigt fremskridt med dagens pensionsalder på 67, men batter ikke rigtig for Linda Hiort og andre, der skal arbejde til 70-72. Derfor foreslår 3F og Fødevareforbundet, der repræsenterer slagteriarbejdere og andre med fysisk arbejde, at Arne-pensionen udvides, når pensionsalderen stiger.
Ingen af statsministerpartierne har imidlertid bidt til bolle, heller ikke Socialdemokratiet. I stedet genopfører S og K sidste valgkamps opgør om den eksisterende Arne-pension. Det ”glemmes”, at politikerne allerede i 2025 igen skal forhøje pensionsalderen, og at befolkningen ret beset har krav på nogle svar.
Den underprivilegerede halvdel af danskerne er nærmest forsvundet i denne valgkamp. Vi hører rigtig meget om bogstavleg og koalitioner efter valget. Der bruges også meget krudt på FE-sagen, Mette Frederiksens ”magtfuldkommenhed” er kittet i en politikfattig blå blok. Kun de konservative har fremlagt en ambitiøs plan om skattelettelser, men det er de ikke sluppet godt fra hos de velfærdsglade danskere.
Socialdemokratiets folkelige sællert er denne gang bedre løn og arbejdsforhold for grupper af offentligt ansatte. Bagtæppet er en rekrutteringskrise i afgørende velfærdsfunktioner, men S-strategerne er også bevidste om, at plejepersonale, pædagoger og sundhedspersonale er klassiske socialdemokratiske vælgergrupper. Også de store tv-stationer har tiltrængt fokus på ældrepleje og sygehuse, senest med TV2’s ”Opråb fra plejehjemmet”; derimod er energikrisen og de hårdest ramte danskere gledet i baggrunden i løbet af valgkampen.
Kriser i velfærden er spørgsmål, der går på tværs af sociale klasser – finansanalytikeren og førtidspensionisten kan begge havne på sygehuset. Men husk det nu: betydelige underprivilegerede grupper slås med særlige problemer – som Linda Hiort, der er mærket af mange års fysisk arbejde, eller Jane Larsen, som ikke har råd til at tænde for radiatoren. De er valgkampens forsvundne folk.
