Klumme i Jyllands-Posten 9.2.2015
Af Lars Olsen
Danmark er et eventyrland. En af H. C. Andersens fortællinger foregår i en hønsegård. Hér bliver én fjer til fem høns. Jo, det er ganske vist …
Der er også noget eventyragtigt over Liberal Alliance (LA). Partiets politik markedsføres i utallige dyre helsidesannoncer og er en liberalistisk revolution: Topskatten væk. Personfradraget op på 84.000 kr. Efterlønnen fjernes og overførselsindkomster skæres med 23 mia. Betaling for lægebesøg. Og den største post af alle: Produktiviteten i den offentlige sektor forbedres med 55,5 mia.kr. Ikke 50 mia., ikke 60 mia., men 55,5. Præcision er en dejlig ting.
LA har netop fået et par gevaldige fjer i hatten. Finansministeriet, ledet af socialdemokraten Bjarne Corydon, har puttet de mange forslag ind i dets omdiskuterede økonomiske model. Og vupti: Danmark bliver meget rigere. »Effekten af forandringerne er forbløffende,« skriver LA-leder Anders Samuelsen i endnu en helsidesannonce.
Det mest forbløffende er imidlertid, at Finansministeriets politiserende modeller tages for gode varer – og at den stærke saglige kritik aldrig når frem til de store medier. Modellernes tyrkertro på liberalistisk »udbudsøkonomi« har længe mødt kritik fra folk som fhv. overvismand Christen Sørensen og tidligere departementschef Jørgen Rosted. På det seneste har de fået følgeskab af Michael Rosholm, der var vismand frem til 2012. Han peger på, at Finansministeriet regner med positive »dynamiske effekter« af skattelettelser, men ikke af offentlige investeringer i for eksempel daginstitutioner:
»Det er åbenlyst, at man mangler at medtænke værdien af, at børn går i for eksempel daginstitution. Altså se på hvad det egentlig skaber af samfundsøkonomisk overskud og livskvalitet senere hen,« sagde Michael Rosholm for nylig til Ugebrevet A4.
En tidligere direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen pegede hér i avisen på et andet eksempel. Finansministeriet regner med, at lavere dagpenge har en positiv effekt, fordi folk presses til at søge job mere aktivt. Modellen tager imidlertid ikke højde for, at en del mister dagpengene og ryger helt ud af arbejdsstyrken:
»Passivitet og manglende tilbud skaber dekvalificering af de ledige. Det åbne og direkte spørgsmål til Finansministeriet er: Hvad er den negative strukturelle effekt af denne nedgang i arbejdsstyrken?«, spurgte Preben Buchholt, der i dag er beskæftigelsesdirektør i Aalborg Kommune. Han fik aldrig noget svar.
SRSF-regeringen vedtog i 2011 at nedsætte et udvalg for at kulegrave modellerne, men Corydon lod blot embedsmændene køre videre. Ifølge forgængeren som socialdemokratisk finansminister, Mogens Lykketoft, var den ukritiske accept af regnemetoderne Corydons »største indledende fejltagelse«: »De bygger på økonomiske teorier, som strider imod enhver erfaring på dansk jord,« påpegede Lykketoft.
Fejlen ramte Corydon som en boomerang, da han for nylig var i direkte debat på TV2 med Anders Samuelsen. Debatten vakte af gode grunde opsigt i den Christiansborgske hønsegård: Corydon blev knockoutet. At argumentere imod en liberalistisk politik, der er blåstemplet af ens eget ministerium, er slet og ret mission impossible.
Økonomi er præget af uenighed mellem forskellige »skoler«. De økonomiske regnestykker fører til vidt forskellige resultater, alt efter hvilke forudsætninger der lægges ind i computeren. Med Finansministeriets nuværende regnemetoder er liberale forandringer pr. automatik af det gode. Corydon har lagt i kakkelovnen til en valgkamp, hvor én liberal fjer hurtigt bliver regnet om til fem fuldfede høns.
