Klumme i Jyllands-Posten 29.12.2014
Af Lars Olsen
Det er mærkedagenes tid i vores hjem. Min hustru, Karin, fyldte 60 tidligere på måneden, og jeg gør det samme i starten af det nye år. Når champagnepropperne springer i overmorgen, kan vi ønske hinanden tillykke med mange gode år – en lille snes sammen. Desværre kan vi også markere et andet skarpt hjørne: At Karin nu har været arbejdsløs et år.
Det er en uvant situation. Karin kom i kontorlære i 1972, da hun var 17, og har arbejdet lige siden – bortset fra en kortere ledighedsperiode for ti år siden. Hun hører til generationen før den lange barselsorlov: Tre måneder efter fødslen, så var det op på hesten.
Hun har et flot cv efter mange gode job. Karin arbejdede femten år på Christiansborg, hvor hun var sekretær for den legendariske SF-rorgænger Gert Petersen. Det seneste var en årrække i Højskolernes Hus som tovholder på et projekt for at få udsatte unge i uddannelse. Projektet var finansieret af Satspuljen og havde derfor en udløbsdato.
I det seneste år har Karin søgt omkring to job om ugen. Der er mange medieskrøner om arbejdsløses gøren og laden, men knap to ansøgninger om ugen er en pligt for overhovedet at modtage dagpenge.
Hvad kom der så ud af det? Karin var i foråret til en samtale, men fik ikke jobbet. På jobnet.dk kan hun se, at tre arbejdsgivere har kigget på det nye »kompetence-cv«, der tog timer med en coach at udarbejde. Så dét var årets høst: Én jobsamtale og tre surfende arbejdsgivere!
Hvad så nu? Om et år ryger dagpengene. Til dén tid er Karin 61 – og kan lige præcis gå på efterløn. Planen var ellers at arbejde nogle år mere, men nu kan efterlønnen blive en redningskrans. Uden efterløn var det blevet lidt tid på den midlertidige kontanthjælpslignende ydelse – og så forsørgelse af mig. Sådan er det for mange af de ledige i 50’erne, der har arbejdet i årtier, passet deres job og opbygget velfærdssamfundet. Deres seniorår bliver på ægtefællens regning – de fleste med færre penge end os.
»Efterlønsreformen er en succes,« konkluderede den radikale Morten Østergaard for nylig på forsiden af JP. Det skete med en såkaldt »ny analyse« fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, der viste sig at bestå af én graf: At flere af de 60-årige er i arbejde end før reformen.
Ja, hvad ellers? Der kommer også mandage efter søndage. Folk hænger selvfølgelig på et halvt år mere, når de er nødt til det. Men hvad med de ledige, der er bare lidt yngre end Karin og rammes hårdere af efterlønsreformen? Hvad med de nedslidte, der kun holder ved jobbet med det yderste af neglene? Og hvad med de unge arbejdsløse, der trænger til arbejde? Efterlønsreformen skaber ikke flere job her og nu, men fordeler dem bare mere uhensigtsmæssigt.
Vi er ved at skabe et brutalt samfund for de seniorer, der er så uheldige at blive syge eller arbejdsløse. Arbejdsgiverne putter dem bagerst i køen, mens politikerne forringer dagpenge, efterløn og sygedagpenge. 50+ tegner sig for over 40 pct. af dem, der mister dagpengene. En særegen tak til dem, der muliggjorde politikernes gratis universitetsuddannelser på verdens højeste SU.
Morten Østergaard skabte tidligere på måneden politisk ravage. Under en rejse til Mellemøsten nåede han til den banebrydende erkendelse, at de syriske flygtninge ikke rejser hjem med det første. Et par timer i yoga-stilling på et tæppe var tilsyneladende nok. Måske er det på tide, at den unge minister møder de ledige og slidte seniorer, der betaler prisen for hans opreklamerede »reformer«. A-kasser og fagforeninger vil givetvis være behjælpelige med en rejse ud i den danske virkelighed.
