Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 4.4.2014
Af Lars Olsen
Den meningsdannede elite har fået virkeligheden galt i halsen. Fremtidens Danmark er ikke et »videnssamfund« af cafe latte drikkende storby-akademikere. Også i 2030 er flertallet faglærte og ufaglærte og bor uden for de store byer, viser ny analyse.
Danmark forandres i disse år. Medierne beretter dagligt om storbyernes vokseværk, og flere unge end nogensinde tager en højere uddannelse. Men det går meget langsommere, end vi får indtryk af i den offentlige debat. Danmark år 2030 ligner i dag mere end vi tror.
Det viser en ny rapport fra Center for Fremtidsforskning, der har fremskrevet de store linjer i samfundsudviklingen. Det er i dag 12,5 procent af arbejdstyrken, der er akademikere. Det er i 2030 vokset til 15 procent. Ikke mindre end 57 procent af arbejdsstyrken vil til den tid være faglærte og ufaglærte.
Vi har et skævt billede af virkeligheden, påpegede Jesper Bo Jensen, direktør for Center for Fremtidsforskning, i lørdags i Politiken. »Det skyldes, at den offentlige debat om vores samfund i høj grad finder sted mellem de højtuddannede fra hovedstaden. De tror, at alle andre danskere ligner dem selv,« forklarede han.
At hovedstaden har vokseværk fremgår næsten dagligt af medierne. Det er heller ikke forkert. I dag bor 22 procent af befolkningen i København og omegn, og det vil i 2030 være vokset til – 25 procent. Også til den tid vil flertallet bo uden for de store byer.
Det er også rigtigt, at videnstunge erhverv som rådgivning og konsulentbistand er i vækst. Men igen: Det går langsommere end vi tror. I 2030 vil de fleste danskere leve af landbrug og fødevarer, industri, skibsfart og detailhandel. Nogenlunde som i dag.
Denne klummeskriver har i nogle år praktiseret en lille gætteleg. Ved foredrag rundt om i landet spørger jeg, hvor stor andel af de voksne danskere, der er akademikere. Det er som nævnt 12,5 procent af arbejdsstyrken og kun 8-9 procent af alle 30-60-årige. Men gættene er dramatisk højere – 20 procent, 30 procent, ja nogle siger 40 procent. Intet sted gættes der så forkert som nord for København, hvor folk med lange uddannelser og høje lønninger klumper sig sammen.
Ikke desto mindre indrettes samfundet efter netop dem. Op gennem 00’erne skete en voldsom centralisering omkring de store byer – af alt fra uddannelser og politistationer til sygehuse. Da efterlønnen blev forringet, begrundede nuværende skatteminister Morten Østergaard ® det med, at flere tager en videregående uddannelse og kommer sent på arbejdsmarkedet. Ja, men kig lige på tallene. Også i 2030 er flertallet af danskerne faglærte og ufaglærte, der starter i job langt tidligere end dem med de lange uddannelser.
Storby-akademikerne indretter samfundet i deres eget billede – på trods af det store flertal.