Kronik i Altinget 30.11.2021
Af Lars Olsen
Hvis Socialdemokratiet forlader Mette Frederiksens fokus på arbejderklasse og lavere middelklasse, så ryger regeringsmagten. Men der er givetvis brug for mere politik for de underprivilegerede i storbyerne
Socialdemokratiets pauvre kommunalvalg skaber debat. Hele den strategi, der i 2019 skabte et nyt flertal i dansk politik, er under beskydning.
Kommunalvalget var »et sammenbrud for Arne-ismen« med fokus på arbejderklassen og den »oversete midaldrende hvide mand i provinsen (…) I sin essens er Arne-ismen antimoderne«, skriver tidligere Thorning-rådgiver Noa Redington i Politiken.
I samme avis vil Socialdemokratiets kredsformand på Vesterbo, René Rud Mikkelsen, have stærkere fokus på de veluddannede vælgere i København. De skræmmes væk af udflytning af arbejdspladser og uddannelser og af »tonen i udlændingedebatten«, mener han.
En anden udgave af storbyvælgeren møder vi i Weekendavisen, som taler med forskeren Morten Vinæs fra Aarhus Universitet: »Hvad nu hvis midtervælgeren i stedet er storby-djøfferen, som Martin Vinæs siger. Sådan en slags Mette Abildgaard-konservativ, som ikke kun går op i topskat og business, men også i familie og klima og ordentlighed«.
Måske er det på tide at minde om et par kendsgerninger og lige huske proportionerne:
I ”Rige børn leger bedst” kortlægger vi de seneste tredive års omkalfatring af den sociale geografi. Arbejderklassen af faglærte og ufaglærte er stadig langt den talrigste klasse, men rykket vestpå – til Syd- og Vestsjælland, Fyn og Jylland udenfor de største byer. Et typisk arbejderkvarter er ikke længere nedslidte lejekaserner i brokvartererne, men mindre parcelhuse i Svinninge eller på Als.
For tredive år siden var København en arbejderby, i dag domineres mange kvarterer af højere middelklasse og universitetsstuderende – grupper der kun udgør godt en femtedel i landet som helhed. De andre storbyer har også ændret sig, men ikke så dramatisk.
Klasser og geografi er således knyttet tættere sammen end før. Det, der i hovedstadsmedier kaldes »storbybashing«, er nye muligheder for arbejderklasse og lavere middelklasse i provinsen – pædagoguddannelse i Holbæk, motorvej til Kalundborg, nærpoliti i en snes mindre byer landet over.
Den klassemæssige omkalfatring skaber også en ny politisk geografi. Under Mette Frederiksen har Socialdemokratiet orienteret sig imod arbejderklassen og den lavere middelklasse, og like it or not: de bor i dag i forstæder, købstæder og stationsbyer. Provinsbyer som Frederikshavn, Holbæk og Sønderborg har da også stærke socialdemokratiske borgmestre, ny socialgeografi skaber nye højborge.
Når der i 2019 blev etableret et nyt flertal i dansk politik, skyldes det et dobbelt vælgerskred: Socialdemokratiet gik frem i arbejderklassen og provinsen, men mistede stemmer i de store byer – de blev imidlertid samlet op af SF, Enhedslisten og Radikale, og Mette Frederiksen blev statsminister.
Socialdemokratiets pauvre kommunalvalg lå heller ikke i kortene. For få måneder siden lignede det en valgsejr, men mink og sms ændrede billedet. Den uset massive kampagne i medier og politik svækkede den dagsorden, som regeringen søgte at sætte med udflytning af uddannelser, infrastruktur i provinsen, nærhospitaler m.v. Det svækkede appellen til provinsen, som kunne have opvejet tilbagegang i storbyerne.
Op til 2019 udviklede Socialdemokratiet en stærk folkelig recept: Arne-pension, stram udlændingepolitik og opgør med centraliseringen. Hvis regeringsmagten skal fastholdes, er der ikke anden vej end dette sociale og geografiske fokus, men med mere politik for de underprivilegerede i storbyerne.
Det har regeringen også søgt. Boligminister Kaare Dybvad landede fredag en politisk aftale om tusindvis af nye betalbare boliger i storbyerne. Hertil kommer, at Mette Frederiksen siden sommer har lagt en mere utålmodig klimalinje. Den nye socialgeografi kalder imidlertid på dybere overvejelser om, hvordan og for hvem der føres politik i storbyerne og frem for alt København.
Vælgere med gode indtægter og/eller lange uddannelser er blevet talstærke i storbyerne, de har privilegeret adgang til hovedstadsmedierne og sætter dagsordenen, »rød« politik består nok så meget i at kæmpe for underprivilegerede og knap så højrøstede grupper. To nedslag fra København:
Titusindvis af københavnere bor i 50.000 almene lejligheder. Kun en mindre del er »ghettoer«, langt det meste er almindelige boligområder hvor folk tjener det halve og har kortere uddannelser end resten af byen. For dem er det fint med flere almene boliger, men det afgørende er livet dér hvor de bor: stigende energipriser, dyrt internet, for meget utryghed i gader og opgange m.v. Hverken Socialdemokratiet eller andre har udviklet en politik for denne lidt oversete gruppe.
Et andet eksempel er unge og uddannelse. Ifølge en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er over 76.000 unge under 30 hverken i job eller uddannelse. Over 6.000 af disse er vokset op i Københavns Kommune. Byen er blevet rig og fancy, men skoler og uddannelse er dårligere end andre til at løfte de svageste unge. Heller ikke dette blev et tema.
Socialdemokratiet formåede ikke at sætte sin egen dagsorden, men lod sig jage rundt i manegen af Politiken-segmentet. Først fik man tæsk for boligplanerne på den tidligere losseplads, der nu kaldes Lærkesletten, siden søgte overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen at komme kritikerne i møde ved at ville fjerne tusindvis af parkeringspladser – og mistede dermed stemmer til de borgerlige.
Det er tankevækkende, at kandidaterne fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom fik gode valg i storbyerne, i Aarhus blev 29-årige Anders Winnerskjold næststørste S-stemmesluger efter borgmesteren og er nu den yngste rådmand i byens historie. Landet over førte de unge socialdemokrater aktivistiske kampagner med at stemme dørklokker, møde folk i øjenhøjde og levere gennemarbejdede budskaber til udvalgte grupper. Stadig flere vælgere skifter fra valg til valg, de vindes ved møder i øjenhøjde – ikke ved busreklamer og glittet markedsføring.
At løbe efter et relativ snævert, men højrøstet, segment af storbyvælgere med lange uddannelser, er simpelthen verdens dårligste råd. Tag dog lige et kig på vores nabolande:
Når Norge i september fik et markant rød-grønt flertal, skyldes det samme dobbelte vælgerskred som Danmark 2019. Arbeiderpartiet – og de allierede i Senterpartiet – havde et godt valg i arbejderklassen og provinsen, ikke mindst i Nordnorge, men mistede stemmer i Oslo og Bergen – de blev imidlertid samlet op af de mindre rød-grønne partier, og Norge har en socialdemokratisk statsminister.
I andre europæiske lande er S-partierne netop i krise, fordi de ikke som Danmark og Norge har mestret den socio-geografiske omkalfatring. I Storbritannien fik Labour det dårligste valg i 70 år, da de konservative gennembrød »den røde mur« til arbejderdistrikterne i Nordengland. I Sverige har Socialdemokratiet kurs imod et valgnederlag, mange i arbejderklassen stemmer på Sverigesdemokraterne.
Flertal i politik skabes i dag i kraft af sociale og politiske koalitioner. Socialdemokratiet bliver ikke et 40-procent-parti som under Stauning og Krag, men kan – med det rigtige sociale og geografiske kompas – blive et 30-procent-parti i spidsen for en rød-grøn koalition.
Storbyvælgere med lange uddannelser er rigt repræsenteret af Radikale, SF og Enhedslisten, men det eneste »røde« parti med landsdækkende appel til arbejderklassen er Socialdemokratiet. Hvis Socialdemokratiet glemmer dette, kan de lige så godt begynde at pakke flyttekasserne i ministerkontorerne.
