Klumme i Jyllands-Posten 6.4.2020
Af Lars Olsen
Jeg er årgang 1955. På den indre nethinde ser jeg Winston Churchills begravelse i 1965. Familien var samlet hos moster Asta, en af de få der havde fjernsyn. På det sort-hvide tv fulgte vi en hel verdens farvel til 2.verdenskrigs store statsmand.
Far og mor undrede sig: Hvorfor valgte briterne ikke Churchill ved efterkrigsvalget i 1945? Filmen ”The spirit of ’45” giver forklaringen, og den er tankevækkende hér under Corona-krisen.
Churchill var en formidabel leder under krigen, men ude af trit med den folkelige dagsorden i sommeren ’45. Filminstruktøren Ken Loach bruger en blanding af dokumentarfilm og interviews med briter, der oplevede 1930’erne og 1940’erne (”the spirit of ’45” kan ses gratis på filmstriben.dk).
Mange briter huskede stadig 1.verdenskrig, hvor menigmand kæmpede i skyttegravene, men vendte hjem til klasseskel og fattigdom under 1930’ernes krise. Vi var borgere i verdens største imperium, men boede i det værste slum, konstaterer en ældre arbejder. Og Labour vandt en jordskredssejr på solidarisk patriotisme: Nationen stod sammen og tævede nazisterne, nu skal vi i fællesskab bygge boliger, skoler og hospitaler.
Noget lignende skete i Danmark. Ved valget i ’45 rykkede danskerne så langt til venstre, at Kommunisternes fremgang fik Socialdemokratiet til at opgive regeringsmagten, men i 1947 vendte Hans Hedtoft tilbage. Og de næste årtier støbte fundamentet til den velfærdsstat, vi kender i dag. Også i andre lande var årtierne efter krigen en epoke med øget velfærd, mindre klasseskel og større social mobilitet. Den kollektive erfaring fra krise og krig omsattes i genopbygning og sociale fremskridt.
Hvad sker der efter Corona? Vi ved det ikke, men det seneste kollektive stød – finanskrisen – bød på en helt anden historie. I starten af krisen brugte staterne gigantiske summer på nødvendige hjælpepakker til bankerne, men så skiftede det: EU fokuserede ensidigt på statsgælden, og Europa skruede sig ned i en spiral af kriseforlængende sparepakker og sociale forringelser.
Herhjemme blev dagpengene beskåret og efterlønnen sat under afvikling. Vi mistede en kvalitet ved vores samfund: Bredt favnende tryghed. Mange forblev utrygge – også efter krisen.
Corona-krisen appellerer atter til sammenhold. Tv hylder dem, vi ellers ikke hører så meget om: Sosu-assistenten, kassemedarbejderen bag plexiglasset, renovationsarbejderen der tager sig af vores skrald… Og Mette Frederiksen spiller på solidarisk patriotisme, når hun priser Danmarks »fælles løsninger på fælles problemer«, der skal værne »den generation, som lagde de første sten til vores velfærdssamfund«.
Krisen er lige nu en stjernestund for den danske samfundsmodel, hvor venstre og højre, arbejdsgivere, fagbevægelse og civilsamfund trækker på samme hammel. Lørdag var Venstre – igen, igen – tophistorie på TV2 News: Hjælpepakkerne til erhvervslivet skal være endnu bedre – og minsandten: Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv var enig. De borgerlige overhaler venstrefløjen i generøsitet på statens vegne.
Lur mig: Om et halvt år har piben en anden lyd. Så synger Ellemann & Mikkelsen den gamle sang fra finanskrisen – pas på statsgælden, skær i de sociale ydelser, skattelettelser i toppen…
Danskerne kommer i et afgørende valg: Skæv krisepolitik eller solidarisk patriotisme? Jeg vælger ”ånden fra ’45”, med respekt for sosu’en, kassedamen og renovationsarbejderen – også efter Corona.
