Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 1.5.2017
Af Lars Olsen
Aktiemarkedet steg, euroen blev styrket og eurokraterne jublede. Det etablerede Europa varmer sig over midtsøgende Emmanuel Macrons sejr i 1. runde af det franske præsidentvalg. Macron er favorit til at vinde over nationalpopulisten Marine Le Pen ved 2. runde på søndag.
For de europæiske eliter er Macron »en af vore egne«: uddannet på det prestigefyldte Ecole Nationale d’Administration, fhv. bankmand og ganske rig. Han stiller op udenfor de gamle partier, men cocktailen af EU-begejstring og reformer er velkendt tankegods.
Men: Bemærk understrømmene i det franske valg. Al for ofte reduceres oprøret mod eliterne til højrepopulistisk modstand imod indvandring. Det snævre syn er formet af velbjærgede liberale og kulturradikale, der elsker at diskutere EU og indvandring, men giver pokker i menigmands levevilkår.
Le Pens appel handler imidlertid ikke kun om indvandring, men også om »økonomisk nationalisme,« der angiveligt skal genskabe franske produktionsjob og stoppe sociale nedskæringer. Samtidig skal det bemærkes, at hver femte satte kryds ved venstrepopulisten Jean-Luc Melenchon, en tidligere socialistisk minister, der står bag bevægelsen Det Ukuelige Frankrig.
Det franske valg var først og fremmest en social protest. 66 pct. af arbejderne stemte på højre- og venstrepopulistiske partier, som er kritiske overfor EU og vil en anden økonomisk politik. Det samme gjorde 54 pct. af de unge, der rammes af stor arbejdsløshed og få fremtidsudsigter. Det underprivilegerede Frankrig gjorde oprør mod eliterne, og Macron vil som evt. præsident stå med en massiv udfordring.
Det snævre syn på populisme førte også til fejllæsning af valget i Holland. Al opmærksomhed samledes om højrepopulisten Geert Wilders. Trods pæn fremgang fik Frihedspartiet ikke en jordskredssejr – og meningsdannerne drog et lettelsens suk.
De etablerede partier – socialdemokrater, liberale og kristelige demokrater – har imidlertid ikke stået så svagt siden 2. verdenskrig. Det engang så mægtige Arbejderparti kollapsede totalt, da vælgerne revolterede imod den liberal-socialdemokratiske sparepolitik, og Hollands parlament har i dag hele 13 partier.
EU bærer et stort medansvar for den politiske nedsmeltning. Svigtet i migrationskrisen er velkendt. Grænsekontrollen blev ophævet, men Bruxelles gennemførte aldrig den lovede kontrol af de ydre grænser. Konsekvensen var en flodbølge af krigsflygtninge og lykkeriddere.
Mere upåagtet er den økonomiske politik. Siden finanskrisen har EU – efter tysk pres – fokuseret ensidigt på at nedbringe landenes gæld. Nødvendigt – men ulige lettere, hvis EU også gjorde noget andet: Pumpede gang i hjulene og skabte flere job. Frankrig og Italien har gang på gang krævet en mere ekspansiv politik, men kansler Merkel siger nein. I stedet er de gældsplagede sydeuropæiske lande tvunget ned i en spiral af besparelser, arbejdsløshed, faldende skatteindtægter og nye besparelser.
Det næste drama kommer i Italien, som skal til valg om senest ét år. De regerende socialdemokrater, som har haft ansvaret for krisepolitikken, er splittet, og den populistiske 5stjernebevægelse står til at blive landets største.
De uforudsigelige 5stjerner, ledet af komikeren Beppe Grillo, har miljøbevidsthed, borgerløn og modstand imod euroen som mærkesager. Ikke desto mindre spekulerer iagttagere i en koalition mellem dem og det højrepopulistiske Lega Nord.
Dette er intet mindre end et mareridt-scenarie i Bruxelles. Hertil kan kun siges ét: I ligger som I har redt.
