Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 1.2.2013
Af Lars Olsen
Det vakte opsigt, da topchefen i Mærsk, Niels Smedegaard Andersen, for nylig forlangte lønnedgang for danskere uden lange uddannelser. En del medier og politikere klappede begejstret, men mange almindelige lønmodtagere har givetvis undret sig: Hvad bilder han sig ind?
Niels Smedegaard Andersen hører til dem, der har deres på det tørre. I 2011 var hans indkomst ikke mindre end 18,7 millioner kroner. Han forlanger således lavere løn til folk, der kun tjener få procent af hans egen fyrstelige gage.
Men måske skal vi ikke undre os. Et hold forskere har kortlagt Danmarks 100 mest indflydelsesrige direktører – det vil sige Niels Smedegaard Andersen og andre topledere i de store firmaer. Direktørerne lever i deres egen verden, påpeger forskerne. Ja, de taler ligefrem om en subkultur, sådan som det kendes fra rockerbander og lignende, som knyttes sammen af helt andre normer og æresbegreber end resten af samfundet.
»Sat på spidsen fungerer top-100 blandt direktører som en subkultur. Direktørerne ligner hinanden til forveksling – den typiske direktør er mand, hans far er også direktør, han bor i whiskybæltet, har læst til cand.merc. eller til ingeniør (…) Der er en bestemt uniform, tøj, sko, omgangsformer. Hos direktørerne er motorcyklen og læderjakken med rygmærket skiftet ud med cigar og golf, og maratonløb er det seneste hit«, sagde sociologen Christoph Ellersgaard i lørdags til Politiken.
Kortlægningen viser, at 80 af de 100 top-direktører er født i de to øverste socialgrupper – ja, 33 kommer ligefrem fra familier, hvor farmand også var direktør. I dette lukkede univers er det logik, at almindelige lønmodtagere skal holde igen, mens de selv bevilger hinanden store lønstigninger. Fra 2007 til -11 steg bankdirektørernes løn med 21 procent, selvom bankernes overskud i kriseårene faldt med 77 procent.
Et gammelt ordsprog siger, at »når det regner på præsten, så drypper det på degnen«. Sådan er det også med lønfesten på direktionsgangene. Vinderne er ikke kun top-direktørerne, men også det bredere lag af højtuddannede specialister og kloge-Åge’er, der findes i de fleste virksomheder og offentlige institutioner.
Jeg er blandt forfatterne til den nye bog, »Det danske Klassesamfund«, der kortlægger klasseskellene fra 1985 til i dag. Analyserne viser, at de stigende indkomstforskelle i det danske samfund især skyldes de mest velaflagte tre-fire procent – overklassen og dele af den højere middelklasse stikker simpelthen af fra resten af samfundet. Denne ulighed får endnu mere turbo, hvis Smedegaard Andersen og resten af subkulturen får deres vilje.
