Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 30.1.2017
Af Lars Olsen
Jeg var 17 år, da danskerne i 1972 stemte om EF. Jeg fulgte levende med i opgøret og husker stadig Benny Holsts sang med tekst af Jesper Jensen: »Jeg ser dig stå og fryse/på den grumsede perron/i bukselommen knuger jeg billetten«. Det er en sang om familier, der brydes op af arbejdskraftens fri bevægelighed: »Der kom en flok med toget/små bange brune mænd/med øjne endnu mørke af en afsked«.
I mange år kunne sangen afskrives som propaganda på vers. Danmark oplevede ikke den masseindvandring af billig arbejdskraft, som EF-modstanderne frygtede. Dette ændrede sig imidlertid dramatisk, da de østeuropæiske lande i 00’erne kom med i EU. Østarbejdere er blevet dagligdag i mange brancher, og det danske sprog er beriget med endnu et engelsk udtryk: social dumping.
I virkeligheden er Europa i gang med et større eksperiment, end vi normalt gør os klart. Arbejdskraftens fri bevægelighed blev i sin tid indført i et EF, hvor de økonomiske forskelle mellem landene var relativ beskedne. I dag er indkomstforskellen mellem de rigeste og fattigste lande 1:8. En rumæner kan i snit få 8 gange så meget i løn ved at tage til Danmark.
Det er et kolossalt incitament. Gevinsterne er så store, at en driftig ung østeuropæer vil gøre hvad-som-helst for at få job i det forjættede land. At der kan følge børnecheck, dagpenge m.v. med i købet, gør det kun endnu mere attraktivt.
Et fælles arbejdsmarked for lande, hvor forskellen i gennemsnitsløn er 1:8, vil uundgåeligt føre til voldsomme spændinger. I USA er gennemsnitslønnen i delstaten med de højeste lønninger kun dobbelt så høj som i delstaten med de laveste – altså 1:2. Tallene fremgår af en polsk analyse, der er fyldig omtalt i Weekendavisen.
De over én million indvandrere fra Østeuropa var afgørende, da englænderne stemte for at forlade EU. Spørgsmålet spiller også en stor rolle på ufaglærte danske arbejdspladser, selv om det kun glimtvis når frem til middelklasse-offentligheden.
Endnu mere upåagtet er den katastrofe, der på sigt truer Østeuropa. 11 pct. af rumænerne og 7 pct. af bulgarerne er allerede flyttet til Vesteuropa, og store områder i Øst- og Centraleuropa vil frem til 2030 opleve en befolkningsnedgang på over 20 pct. På kort sigt vinder landene på de penge, som udvandrerne sender hjem, men på sigt truer en demografisk bombe.
Spørgsmålet er – omsider – trængt ind i de regerende kredse. Den britiske premierminister David Cameron rejste det, da han søgte at få sin skeptiske befolkning til at blive i EU. Senest kommer kritikken fra de skandinaviske socialdemokrater, der for nylig mødtes i organisationen SAMAK:
»Arbejdskraftens fri bevægelighed har fremskyndet lønpres nedad og social dumping. Det skyldes, at reglerne er forkerte«, sagde den svenske statsminister Stefan Löfven til ABC Nyheter. Han vil ændre regler i både EU og Sverige. Synspunktet støttes af danske Mette Frederiksen, der efterlyser reformer i EU for at genskabe den folkelige opbakning.
Realpolitisk er det desværre svært. Mange ændringer i EU kræver, at alle lande er enige. De østeuropæiske regeringer har – uklogt – blikket stift rettet imod de kortsigtede fordele ved den fri bevægelighed. Og for EU-kommissionen er princippet helligt: »Den fri bevægelighed for arbejdere er lige så meget en europæisk værdi som vores kamp mod diskrimination og racisme,« fastslår kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
Brexit var ikke nok til at ryste elfenbenstårnet – der skal tilsyneladende mere til. Beder Juncker & Co. ligefrem om Marine Le Pen som præsident i Frankrig?
