Klumme i Jyllands-Posten 21.9.2020
Af Lars Olsen
Jeg arbejder for tiden på en ny bog. Det er en opfølgning på de bøger om sociale klasser, jeg tidligere har lavet med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andre gode kræfter. Jeg er begravet i data om de sociale klasser, og sommeren er gået med reportagerejser til arbejderklasse- og industriområder.
Jeg har også studeret stemmetal på lokale valgsteder. Valget i 2019 var et større jordskælv, end vi gør os klart. I mange arbejderkredse fik Socialdemokratiet 35-45 pct., og det tidligere så stærke Dansk Folkeparti gik massivt tilbage. Det blev imidlertid opvejet af store S-tab blandt højtuddannede storby-vælgere, som foretrak Radikale, SF eller Enhedslisten.
For nylig kortlagde Berlingske den tredjedel af kommunerne, hvor S fik over 30 procent. De fleste har mange industriarbejdspladser og/eller er tyndt befolkede med store afstande. Tag Brønderslev, Morsø, Kerteminde, Langeland – eller Thisted:
»Vi har ikke bybusser efter klokken 17 i hverdagene, og vi har heller ikke en bus, der kører ud i fjernområderne. Man er nødt til at have én bil eller to… Jeg misunder ikke dem, der sidder i regeringen og skal komme med forslag, der både skal tage højde for storbyerne og os herude,« sagde Thisted-borgmester Ulla Vestergaard (S).
For to uger siden advarede jeg på denne plads imod den fanatisme, der præger mange af aktivisterne i storbyernes klimastrejker og demonstrationer. Min klumme gav genlyd i Politiken: »Lyt ikke til Socialdemokratiets chefideolog«, advarede debatredaktør Magnus Barsøe i en stort opsat kommentar.
Jeg er ikke medlem af Socialdemokratiet, men Barsøe pegede med rette på, at mine bøger har været inspiration for mange af ministrene, ja min seneste var angivelig »politisk drejebog for Mette Frederiksens regering«.
På Politikens netside blev jeg ligefrem stemplet som »klimaskeptiker«. Det er simpelthen forkert. I min optik er klimaforandringerne i hovedsagen menneskeskabte, og vi er nødt til dramatisk at nedskære vores CO-2. Men jeg er dybt bekymret for de sociale og geografiske skævheder, og lur mig – dén debat kommer nu.
Klimaspørgsmålet er ved at skifte spor. Længe handlede det om, at der er et problem, og at vi skal mindske udledningen – så langt var der politisk og folkelig konsensus. Nu er spørgsmålet hvordan, og folk deler sig efter anskuelser.
En Megafon-måling viser, at flertallet af danskerne siger nej til dyrere benzin- og dieselbiler for at skaffe flere el-biler. Danskerne bakker op om den grønne omstilling, men ikke hvis det koster bil og job.
Dét har sendt regeringen og støttepartierne i totterne på hinanden. Hvor går det galt, spurgte en forundret studievært. I virkeligheden er det såre enkelt: De repræsenterer vidt forskellige vælgergrupper.
Især Radikale og Enhedslisten har deres højborge i storbyerne – studerende, offentligt ansatte og akademikere. Derimod er det lykkedes for Socialdemokratiet at genskabe båndene til den arbejderklasse/lavere middelklasse udenfor storbyerne, der i andre lande ifører sig Gule Veste eller støtter diverse populister.
For Mette Frederiksen er genskabelsen af samfundskontrakten et afgørende politisk projekt. Og det gør hun ret i. Samfundets sammenhængskraft er under pres i de vestlige samfund: Utryghed, større skel, tilsidesatte samfundsgrupper, Trump, Brexit, Gule Veste… Klimaomstillingen må ikke skrive sig ind i disse års store populistiske fortælling.
