Klumme i Jyllands-Posten 18.3.2019
Af Lars Olsen
Ingen lades uberørt af Colosseums storhed: 66 porte, 50.000 siddepladser, en underjordisk labyrint i fire etager til maskiner, scenearbejdere og gladiatorer. Og ingen lades uberørt af kejserpaladsets gigantiske buer, der stadig knejser på Palatinerhøjen over Forum Romanum som et formidabelt symbol på antikkens civilisation.
På hotellet i Rom drikker vi vandet i hanerne. Andre sydeuropæiske byer må rense deres vand med klor, men Rom får frisk drikkevand fra bjergene gennem de to tusinde år gamle akvædukter.
Romerriget besad ikke kun en teknisk kunnen, vi på mange områder først opnåede 1500 år senere – det samme var tilfældet med Republikkens sociale organisation. To tusinde år inden demokratiet tilkæmpede Roms brede lag, plebejerne, sig organiseret indflydelse på statens styre.
I 494 før Kristus gennemførte plebejerne historiens første kendte massestrejke, hvor de under trusler om at udvandre fra byen fik indført valgte folketribuner med betydelig indflydelse. Og i de følgende århundreders sociale kampe opnåede den frie mandlige befolkning efterhånden en stribe rettigheder.
De ledende embeder blev stadig besat af de rige, alligevel var der »en bredere politisk kultur, hvor den folkelige stemme udgjorde et meget vigtigt element,« skriver historikeren Mary Beard i ”SPQR” og fortsætter: »De fattiges stemmer havde betydning og blev ivrigt efterstræbt. De rige var som regel ikke enige, og valgene ikke givet på forhånd. De, som besad eller søgte politiske embeder, lagde stor vægt på at overtale folket til at stemme på sig«.
Retorikken mindede også om den, der to tusinde år senere blev brugt af arbejderbevægelsen. Da folketribunen Tiberius Gracchus i 133 før Kristus foreslog en radikal jordreform, forlangte han respekt for de soldater, der udkæmpede Roms krige. De bliver »kaldt for verdens herrer, men de ejer ikke den mindste smule jord, de kan kalde deres egen«.
Rom bliver den altdominerende magt, og fraværet af en stærk ydre fjende ændrer samfundet. Den romerske historiker Gajus Sallust pegede allerede dengang på, at sejren over den afgørende rival, Karthago, svækkede samhørigheden mellem rige og fattige og koncentrerede magten på få hænder. Datidens »klassekompromis« brød sammen.
Det sidste århundrede før Kristus præges af klassekamp og borgerkrig. Den politiske brudflade er kun al for velkendt i dag. De privilegerede kaldte sig selv optimaterne: De rige og dannede, som angiveligt ville sikre staten det optimale styre – almuen interesserede sig jo kun for »brød og skuespil«. På den anden side stod popolares, datidens populister der påberåbte sig folkets interesser.
Klassekamp fra oven rullede de folkelige landvindinger tilbage, og med Cæsar blev Rom et kejserdømme. Nogle hundrede år senere brød imperiet sammen, millionbyen Rom blev nærmest affolket, og middelalderens mørke sænkede sig over Europa. Historiens store motor var for alvor gået i bakgear.
Siden oplysningstiden har vi troet på fremskridtet: At det bliver bedre årti for årti – økonomisk, socialt og kulturelt. Holder dét? Kig på USA, samfundet er dynamisk teknisk og kulturelt, men socialt og politisk ved at gå op i limningen.
Så galt er det ikke i Danmark – endnu. Men også vi har grund til bekymring: Har vi velfærdsstaten om tyve år? Vores samfundsmodel er i en legitimitetskrise – øget utryghed, Skats kollaps, en dyb kløft mellem politisk retorik om velfærd i verdensklasse og en ganske anderledes folkelig virkelighed… Også hos os risikerer historiens store motor at gå i bakgear.
