Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 25.8.2014
Af Lars Olsen
Bølgerne gik højt, da topfolk i fagbevægelsen i sidste uges mødtes på LO-skolen med den socialdemokratiske partitop og folketingsgruppe. Forbundsformænd talte dunder i medierne og forlangte en stærkere indsats for de 44.000, der har mistet dagpengene. Svaret var »en ordentlig skideballe« fra statsminister Helle Thorning-Schmidt – som en mødedeltager udtrykker det.
Opgøret stikker imidlertid dybere end som så og handler om langt mere end dagpengene. Det er et historisk opbrud, som kan vende op og ned på over hundrede års dansk arbejderbevægelse.
Socialdemokratiet i Danmark opstod i 1870erne i tæt samspil med fagforeningerne, og i årtier blev arbejderbevægelsen betragtet som ét samlet hele. Frem til 1990erne var S og fagbevægelsen direkte forbundet ved repræsentation i hinandens ledelser.
Siden blev båndende mindre formelle, men så sent som ved 2011-valget var der et tæt samarbejde. Trepartsforhandlinger med fagbevægelse og arbejdsgivere var et hovedpunkt i S-SF’s valgoplæg, fagbevægelsen kanaliserede betydelige midler til S, og tillidsfolk landet over mobiliserede kollegerne for at vælte den borgerlige regering.
Det er denne tætte alliance, der er i opbrud. Skuffelsen over Thorning-regeringen er massiv – både blandt medlemmer og fagbosser. Det får store dele af fagbevægelsen til at orientere sig bredere og søge nye politiske alliancer.
Det vakte opsigt, da Metal-formand Claus Jensen sidste år talte på Venstres landsmøde. Landets største fagforbund, 3F, gennemførte i foråret en hidtil uset åbning mod Dansk Folkeparti (DF) – med både offentlige og fortrolige møder. Det store offentlige forbund, FOA, har i en del år haft bredere kontakter – ikke kun til Enhedslisten, men også til DF. Faglige topfolk forventer, at der efter næste valg kommer en borgerlig regering, og at medlemmernes interesser så skal varetages via kontakt til DF.
Frem til valget vil opbruddet ramme Socialdemokraterne på et ømt punkt: Pengene. Billedet skifter fra fagforbund til fagforbund, men færre vil yde tilskud til den socialdemokratiske partikasse. To mindre forbund – Dansk El-forbund og Serviceforbundet – meddelte for nylig, at de indstiller støtten eller gør den afhængig af ændringer på dagpengeområdet.
Ved kommunalvalget støttede 3F en lang række af forbundets medlemmer, der stillede op – en del for S, nogle for venstrefløjen eller DF. Støtten blev typisk givet til kandidater, der ligesom 3F kæmper imod social dumping. Meget tyder på, at denne form for betinget støtte til enkeltkandidater bliver almindelig – også ved folketingsvalgene. Til gengæld tørrer det ud i pengestrømmene til den socialdemokratiske partikasse.
De fleste faglige topfolk er stadig socialdemokrater. De foretrækker Thorning frem for Løkke – det samme gør de fleste tillidsfolk. Fagbevægelsen vil da også gå aktivt ind i valgkampen, men i højere grad gennem egne kampagner. For eksempel vil 3F sætte medlemmernes arbejdsliv på den politiske dagsorden, mens FOA fører kampagne imod uligheden i samfundet. De tætte bånd til S – økonomisk og politisk – vil for det meste af fagbevægelsen være fortid.
Kommentatorerne analyserer politik som Christiansborg. Socialdemokratiets styrke bygger imidlertid på et folkeligt engagement ude i det brede land – at titusinder af fagligt aktive taler centrum-venstres sag ved kantinebordene og familiefesterne. Thorning-regeringens politik har sendt mange af disse aktive hjem på sofaen, og dét ændrer næste valgkamp. Den socialdemokratiske valgmaskine vil kun køre på halv kraft.
