Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.3.2012
Af Lars Olsen
Jeg holder meget af at læse erindringer. De gode af slagsen giver et spændende tidsbillede, set gennem den personlige fortællings prisme. For nylig læste jeg ”Ilden i min Esse”, skrevet i 1977 af den socialdemokratiske fagforeningsmand og politiker Hans Rasmussen, i folkemunde »den stærke smed«.
Gennem en menneskealder – fra 1944 til 1972 – var han formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund (i dag Dansk Metal). Hans Rasmussen var også folketingsmand, næstformand i Socialdemokratiet og en central skikkelse i »helhedsløsningen«, som i 1963 søgte at rette op på dansk økonomi. Det vender jeg tilbage til.
Hans Rasmussen giver et næsten svimlende billede af de fremskridt, der i hans tid løftede arbejderne fra almue til borgere i et velfærdssamfund. Han blev født i Odense i 1902 og voksede op i en lille, kold og utæt lejlighed uden elektrisk lys – med lokum i gården. Sådan var vilkårene for mange arbejderfamilier, men da »den stærke smed« går på pension, er verden dramatisk forandret. Den typiske metalarbejder har bil og parcelhus.
Det var den faglige og politiske kamp, som skabte en mere retfærdig fordeling af goderne. Men det var også bevidstheden om, at et højtudviklet erhvervsliv er fundamentet for velstand og velfærd.
I 1944 konstaterede smedeforbundet, at Danmark ikke kan leve af »at fremstille askebægre og papnæser« – som Hans Rasmussen udtrykker det. I samarbejde med jernets arbejdsgivere nedsatte de et udvalg om industrialiseringen af Danmark efter krigen. Udvalgets sekretær var den 28-årige cand.polit. Arne Lund, der senere blev direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Udvalget er blot et lille eksempel på den blanding af samarbejde og kamp, der kendetegnede forholdet til arbejdsgiverne. »Først når erhvervslivet fungerer og florerer, kan vi få de flest mulige i arbejde – og samtidig opnå sociale forbedringer«, skriver Hans Rasmussen.
Efter krigen blev Danmark for alvor et velstående industriland, men økonomien løb ud af kontrol. Det var det, statsminister Jens-Otto Krag søgte at rette op på i 1963 – i tæt samarbejde med Hans Rasmussen. »Helhedsløsningen« var et bredt indkomstpolitisk indgreb. Regeringen greb ind i overenskomsterne og holdt igen på arbejdernes lønninger, kun de lavtlønnede fik lidt ekstra. Men samtidig ydede de bedrestillede også deres bidrag gennem et stop for priser, avancer, udbytter og huslejer.
Hans Rasmussen spillede ikke kun en central rolle som smedeformand, men var også Socialdemokratiets hovedordfører på lovpakken. Den kom igennem trods modstand fra både de borgerlige og venstrefløjen – Krag stod fast og truede med valg. I december 1963 lykkedes det imidlertid for erhvervslivet at overtale den radikale handelsminister Hilmar Baunsgaard til at ophæve prisstoppet. Konsekvensen var, at lønkravene væltede ind fra arbejdspladserne, og at helhedsløsningen brød sammen.
Hans Rasmussen konstaterer, at 1963 var det eneste i en lang årrække, hvor Danmark havde overskud på handelsbalancen. Grosserernes grådighed banede vej for landets gældsætning, godt hjulpet på vej af Hilmar Baunsgaard, der siden blev statsminister.
Forløbet er tankevækkende i forhold til SRSF-regeringens aktuelle tale om »helhedsløsning«. Der bliver strammet op på førtidspension og kontanthjælp, og lønmodtagerne indgår overenskomster med nedgang i reallønnen, men de velstillede har stærkt stigende indkomster. Det kan regeringen gøre noget ved med den kommende skattereform, men det sker næppe. Thorning og Vestagers politik ligner mere og mere en Hilmar.
