Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.7.2015
Af Lars Olsen
Som forfatter deltager jeg i meget forskellige debatter. Jeg har knap fire tusinde venner på Facebook, og diskussionerne kommer vidt omkring. Flere af mine bøger handler om den unikke danske skoletradition, hvor børn af høj og lav går i fælles folkeskole. Det førte forleden til denne tankevækkende historie på min Facebook-side:
»Jeg har i 50’erne gået i kommuneskole med ”roden” Peter Belli på den ene side og den senere direktør hos A. P. Møller Jess Søderberg på den anden, ”fortyndet” med en masse arbejderrødder og ”pæne” funktionærbørn samt børnehjemsbørn fra Bethlehem i gymnastik og til præst. Den blanding og smeltedigel har været af stor betydning for alle,« skrev Jørgen Garp, der trådte sine barnesko i et blandet boligområde nord for København.
Jeg oplevede noget lignende i 1960’ernes københavnske folkeskole. Nogle af kammeraterne kom fra højhusene på Bellahøj, hvor lejlighederne dengang var dyre og prestigefyldte – andre boede i kvarterets små og billige lejligheder eller som jeg i rækkehusene neden for Bellahøj Bakke. Skolen var en sund blanding af arbejder- og middelklasse, og vi blev alle klogere på livet i andre miljøer.
Folkeskolens sociale smeltedigel er ikke et tilfælde. Det var en bevidst strategi fra Socialdemokratiet og Venstre, der skabte folkeskolen efter demokratiets sejr i 1901. Skolen skulle udvikle en »folkeenhed« på tværs af samfundets klassemodsætninger, fastslog Venstres Johan Ottosen, da Folketinget i 1903 vedtog almenskole-loven.
Siden har skolen været mødested for bønder og byfolk, arbejdere og akademikere, indvandrere og danskere… Folkeskolen skabte et kendskab og venskab på tværs af sociale skel og kulturelle miljøer, som var afgørende for opbygningen af velfærdssamfundet.
Desværre er den fælles folkeskole under pres. Knap 16 pct. går i dag i privatskole, og tallet stiger støt. Fri- og privatskoler er dog også en blandet landhandel. Nogle steder bidrager friskoler faktisk til at opretholde sammenhængskraften i lokalsamfundet.
For nylig besøgte JP landsbyen Hundelev sydvest for Hjørring. Kommunen har lukket den lokale folkeskole, men en kreds af forældre fører den videre som friskole: »Vi har et stærkt sammenhold i byen, og mange har interesse i, at vi fortsat har en skole. Uden en skole bliver det svært at få børnefamilier til at flytte hertil, og så ender vi som en pensionistby«, siger Susan Ohrt fra friskolens bestyrelse.
Helt anderledes er billedet i de store byer – og især hovedstadsområdet. Næsten halvdelen af børnene i hovedstadens overklasse og højere middelklasse går i dag på skoler, hvor deres egne velstillede samfundsklasser er i overtal. De vokser op uden den demokratiske dannelse, som skabes af kendskab til andre samfundslag. De får lange uddannelser og indflydelsesrige job, men kender ikke livet uden for osteklokken.
Nogle af de privilegerede parallelsamfund findes på de »fine« københavnske privatskoler. Andre er på folkeskoler i velhaverkvartererne, hvor stigende boligpriser skaber en stadig mere skæv beboersammensætning. Samtidig betyder boligmønstrene, at vi – i den anden ende af spektret – har »ghettoskoler« med massiv overvægt af indvandrere og danskere på overførselsindkomst.
Parallelsamfundene findes således både i toppen og bunden af samfundet. På ghettoskolerne er det normalt at være »gangster« – på velhaverskolerne hører det til dagligdagen at holde sommerferie på Hawaii og ordne juleindkøb i New York. Begge yderpunkter er noget skidt. Resultatet er et skævt verdensbillede og en mere indskrænket horisont.
