Synspunkt i fagbladet Socialrådgiveren, august 2006
Af Lars Olsen
Gennem det meste af 1900-tallet tog stadig flere arbejderbørn en videregående uddannelse, men så gik den sociale dynamik i stå. Ny kortlægning er tankevækkende læsning for politikerne
Jeg startede i skole i 1961 og blev student i 1974. Min folkeskole lå i et blandet kvarter. Jeg kommer selv fra et middelklassemiljø, men mange af mine skolekammerater var fra arbejderhjem. Og jeg oplevede dengang en stærk og opløftende social mobilitet.
Mange af mine kammerater fra arbejderklassen gik videre i gymnasiet. Det var en mere fremmed verden for dem end for mig, men de blev de første studenter i deres familie. Og forældrene var pavestolte.
Jeg kom en del hos en pige fra klassen, der boede i en lille lejlighed over for skolen. Hendes far var arketypen på en fagforeningsmand – en stor tyk mand med røde seler – og hun fortalte mig senere sin families historie: Faren var vokset op på Lolland i dyb fattigdom. Som 11-årig blev han sendt ud for at tjene på gårdene. Hér boede han på et lille kammer i stalden ved siden af dyrene – under forhold vi i dag kun ser på museer.
Siden flyttede han til København, mødte min venindes mor og boede i noget værre slum, indtil de fik den lille lejlighed med bad og centralvarme, hvor vi holdt til i mange af frikvartererne. Det var i sig selv en drøm, der gik i opfyldelse, men drømmen blev ved: Først blev sønnen student, og siden blev datteren – min skolekammerat – også student. Da hun gik ud af gymnasiet med den hvide studenterhue, stod den store fagforeningsmand og græd. Så langt var velfærdssamfundet nået i hans tid, arbejdsmandens datter blev student!
Udjævningen gik i stå
Desværre var min årgang en af de sidste, der oplevede denne meget stærke sociale dynamik. Op gennem 1900-tallet skete der en kraftig udjævning af uddannelseschancerne i det danske samfund. Flere arbejderbørn tog gode uddannelser, og de velstilledes forspring blev snævret ind. Men processen gik i stå i de årgange, der blev født i 1960erne og gik i skole i 1970erne.
Det fremgår af en omfattende kortlægning af »chanceuligheden«, der er foretaget af den unge sociolog Lars Benjaminsen. Afhandlingen »Chanceuligheden i Danmark i det 20. Århundrede« udkommer til efteråret.
I de første årtier af 1900-tallet havde en ung fra et højtuddannet miljø tyve gange større chancer for at tage en lang eller mellemlang videregående uddannelse end en jævnaldrende, hvor forældrene var ufaglærte.
I min ungdom var forskellen snævret ind til fem gange større chancer. Det blev udlignet en anelse yderligere i de følgende år, men så gik fremskridtene i stå.
Lars Benjaminsen har beregnet »chanceuligheden« i en matematisk model, der sætter uligheden på kort formel. Den viser faldende ulighed hos mænd frem til de årgange, der blev født i 1962 og gik i skole i 1970erne. Udjævningen fortsatte nogle år længere hos kvinderne, der først ret sent havde fået del i uddannelsesfremgangen. Blandt kvinderne gik den imidlertid i stå hos dem, der blev født efter 1967 – dem der i dag er under 40.
Ifølge Lars Benjaminsen er der to afgørende forklaringer på, at uligheden er frosset fast på et relativ højt niveau:
For det første er der stadig en meget skæv rekruttering til de lange videregående uddannelser. Her har unge fra akademikerhjem og andre med lange uddannelser markant større chancer end dem, der kommer fra hjem uden tradition for boglig uddannelse.
For det andet er der en stor »restgruppe«, der hverken gennemfører en boglig eller faglig uddannelse, og den er meget skævt sammensat. Det er frem for alt de ufaglærtes børn, der bliver ufaglærte. Op mod 40 procent af de ufaglærtes børn havner i restgruppen, og det ændrer sig ikke fra den ene årgang til den næste. Derimod går det langt bedre for unge, hvor forældrene har en faglig uddannelse – håndværkere, maskinarbejdere, kontoruddannede etc. Der er i de seneste årtier blevet stadig større forskel på de faglærtes og de ufaglærtes børn.
Den nye intelligensreserve
Kortlægningen er tankevækkende læsning for politikerne. Sommerens velfærdsaftale mellem de politiske partier lægger op til, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse – mod kun 80 procent i dag. Samtidig skal mindst halvdelen af en ungdomsårgang tage en videregående uddannelse. Et løft, der skal ruste Danmark til globaliseringens skarpe konkurrence.
Lars Benjaminsens kortlægning sætter disse tal i relief. Hvis politikerne vil indfri målene, må de tage fat på uligheden i uddannelsessystemet. Løsningen ligger ikke i nye ordninger, der letter de velstilledes gang på jord – deres børn får masser af uddannelse allerede. Samfundets uudnyttede ressourcer findes frem for alt i de miljøer, som har sværest ved at støtte børnene på den lange march gennem uddannelsessystemet.
Det er især unge fra arbejderklassen, der ikke udnytter en god studentereksamen til at tage en lang uddannelse. Det fremgår af en anden undersøgelse, der er foretaget af forskere ved Aalborg Universitet. Blandt gymnasielever med et snit på mellem 9 og 10 bliver 75 procent af akademikernes børn selv akademikere. Derimod er det kun 40 procent af de faglærte og ufaglærtes børn med samme fine gennemsnit.
Det er disse unge, der udgør det moderne Danmarks »intelligensreserve«. Samfundet opnår flere resultater ved at satse på dem end ved at hælde endnu mere uddannelse på den højere middelklassens knap så kvikke unger.
Bred indsats nødvendig
At fremtidens uddannelsespolitik også er socialpolitik står endnu klarere, når vi diskuterer den såkaldte »restgruppe«. Det er især unge fra bunden af samfundspyramiden, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse.
Hér indeholder sommerens velfærdsaftale mange fornuftige tiltag – mentorordninger, mere målrettet vejledning m.v. Samtidig har politikerne omsider erkendt, at en styrkelse af erhvervsuddannelserne er nøglen til at få 95 procent gennem en ungdomsuddannelse. Fremover skal alle unge have en uddannelsesgaranti indenfor det hovedområde, hvor de påbegynder en erhvervsuddannelse – forligsteksten åbner ligefrem for økonomisk pres på arbejdsgiverne for at sikre flere praktikpladser.
Den største fare er formentlig, at det hele gribes for snævert an. Skole og uddannelse kan ikke isoleres fra den bredere sociale udvikling. I dag bunder negativ social arv ikke bare i hjem uden uddannelsestradition, men også i rodede familieforhold og forældre, der er marginaliseret på arbejdsmarkedet. Unge uden uddannelse handler nok så meget om Brian, der er vokset op hos en enlig mor, som gik tidligt ud af skolen og ikke fik varigt fodfæste på arbejdsmarkedet.
Samtidig er mange af de svage unge kendetegnet ved, at de bor og går i skole i sociale ghettoer. Det gælder især de unge indvandrere. Hvis man vokser op i et miljø af kontanthjælpsmodtagere og grønthandlere, bliver ambitionerne også derefter.
Uddannelse til alle bliver en kolossal udfordring. Det kræver nye tiltag i skolen og uddannelsessystemet, men også mere end det. Det stiller nye krav til bolig-, familie- og socialpolitikken.
