Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 31.10.2011
Af Lars Olsen
De vestlige samfund præges af en ny type klasseskel, som kun bliver skarpere fremover. Det vurderer Richard Florida, der blev verdenskendt med bogen »Den kreative klasse« og fik nærmest kultstatus blandt progressive danskere.
»Siden jeg skrev bogen om den kreative klasse, er klasseskellet og segregeringen blevet markant større. Det gælder både i USA og i Canada, hvor jeg bor, men også i lande som Danmark og Sverige,« sagde Florida for nylig til Information i anledning af en opdateret udgave af bogen.
Nutidens klassekamp står angivelig mellem en højtuddannet progressiv overklasse, som vil have liberal indvandringspolitik og miljøvenlig klimapolitik, og en ressourcesvag underklasse, der ikke vil indrette deres liv efter overklassens opskrifter. Samtidig sker der i USA en dramatisk geografisk opsplitning:
»Den helt store fællesnævner for denne kamp er placering. Hvis du ser på det politiske spektrum, bliver stater og byer mere og mere segmenterede i politiske områder. Hele den amerikanske højrefløj bor stort set alle sammen i forstæderne og på landet, mens bykernerne bliver mere og mere liberale«, påpeger Florida.
En af Floridas disciple, Bill Bishop, dokumenterer USA’s politiske opsplitning i en anden bog, »The Big Sort«. Her påvises det, at der er færre politisk blandede valgsteder – et stigende antal amerikanere bor enten i solidt republikanske eller solidt demokratiske områder. Ifølge Bishop skyldes det, at folk vælger bolig ud fra, om naboerne har samme værdier, smag og livsstil. Der sker en »selvsegregering« i forskellige »stammer«, som får stadig sværere ved at tale sammen.
Richard Floridas budskab gav kraftig genlyd herhjemme, da hans bog i 2005 udkom på dansk. Den radikale Marianne Jelved brugte Florida imod den stramme indvandringspolitik, da tolerance overfor minoriteter angiveligt er afgørende for at tiltrække de eftertragtede »kreative«. Og danske kommuner søgte at omsætte recepten i kreative bymiljøer.
Mærkelig nok overså de danske proselytter Floridas sociale arrogance. Til den »kreative klasse« hører et bredt lag af forskere, undervisere, mediefolk, ingeniører, designere og andre, som bruger kreativitet i det daglige arbejde. Ifølge Florida står de overfor to andre socialgrupper. Den ene er arbejderklassen, som befatter sig med noget så gammeldags som fysisk produktion. Den anden er en voksende »serviceklasse«, der passer børn, er sekretærer, holder vagt, laver mad og på anden vis agerer tjenende ånder for de kreative, som ikke selv har tid til den slags trivielle gøremål.
Det spændende ved Florida er, at han formulerer klassebevidsthed for en socialgruppe, der nødig ser sig selv som overklasse. Sjovt nok opererer han med samme klassekonflikt som Dansk Folkeparti og borgerlige meningsdannere, bare set fra den modsatte skyttegrav. Mens Pia Kjærsgaard & Co. hylder »folkets« kamp mod »eliten«, så kanoniserer Florida den oplyste overklasse overfor den bagstræberiske underklasse.
Begge parter tager imidlertid fejl, når det hele gøres til kulturkamp, mens de økonomiske klasseskel går i glemmebogen. Det er særlig graverende i USA, hvor den rigeste procent er blevet ufattelig rige, og stadig flere protesterer imod dette. Men også herhjemme puster krisen nyt liv i fordelingskampen. Mens murersvenden må kigge i vejviseren efter dagpenge og efterløn, modtager direktørerne hidtil usete lønninger og forgylder nøglemedarbejdere med aktieoptioner. Magt handler både om økonomisk og kulturel kapital, og begge udløser sociale konflikter.