Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.4.2018
Af Lars Olsen
Venstrefløjen skifter sjæl. Tidligere repræsenterede de socialdemokratiske og venstreorienterede partier især arbejderklassen og folk med beskedne indkomster – i dag er kernevælgerne folk med længere uddannelse. Politik er i stigende grad en konflikt mellem de uddannelsesmæssigt og de økonomisk velstillede. Højrefløjen står nemlig stadig stærkt blandt vælgere med store formuer
Det konkluderer den franske økonom Thomas Piketty, der har kortlagt ikke mindre end 70 års valg i USA, Storbritannien og Frankrig. Piketty blev kendt for Kapitalen i det 21.århundrede, hvor han dokumenterede en langsigtet tendens til øget økonomisk ulighed. I det nye forskningspapir spørger Piketty, hvorfor stigende ulighed ikke har udløst et folkeligt og demokratisk modsvar.
Ifølge Piketty er forklaringen, at vi i dag har et »fler-elite-partisystem«, hvor ingen for alvor kæmper for social omfordeling: Venstrefløjen repræsenterer uddannelseseliten, det etablerede højre repræsenterer erhvervseliten – de kortuddannede med jævne indkomster føler sig tilsidesat, søger mod populistiske partier eller holder helt op med at stemme.
I graf på graf dokumenterer Piketty, hvordan dette skifte præger Demokraterne i USA, centrum-venstre i Frankrig og i et vist omfang Labour i Storbritannien. Ekspansionen i uddannelsessystemet har – sammen med nye konflikter om indvandring og globalisering – svækket de »klassebaserede koalitioner for omfordeling«, der stod stærkt fra 1950’erne til 1980’erne og skabte velfærdsstaterne.
Pikettys nye analyse er spændende læsning, også herhjemme. Forskningspapiret har den underfundige titel Brahmin Left vs. Merchant Right. Højre repræsenterer penge og handelsliv, mens venstrefløjen er »brahminer«: Hinduernes øverste kaste, præsteskabet, der udlægger visdommen – en lidet flatterende betegnelse for uddannelseseliten.
Den slags er alt andet end politisk korrekt i Danmark. Vi førte sidste år en ophedet debat om, hvem der overhovedet tilhører eliten. Med bogen De lærdes tyranni rettede S-folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek en skånselsløs kritik af uddannelseseliten, men blev stemplet som »akademikerbasher«. »Uddannelseseliten findes ikke«, mente sociologen Christoph Ellersgaard. Det samme var budskabet fra Enhedslisten og uddannelseselitens hoforgan – Politiken.
Højrefløjen udviser samme reaktionsmønster. Enhver kritik af klasseskel og økonomisk overklasse mødes med postulatet: Danmark er verdens mest lige land. For nylig skældte Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance ligefrem journalisterne ud, da de spurgte til den stigende økonomiske ulighed. Fløjene har hver deres kæledægger og blinde pletter.
Problemet er dét, Piketty peger på: Et »fler-elite-partisystem«. Konflikten mellem de økonomisk og uddannelsesmæssigt velstillede fremmedgør store grupper, som oplever at politik handler om nogle andre end dem.
Mange af mønstrene ses også i danske vælgerundersøgelser. VLAK-partierne repræsenterer erhvervslivets over- og middelklasse – det gælder også Venstre, der i 00’erne var et bredere folkeparti. Radikale og Alternativet er entydigt for folk med længere uddannelser, mens Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten appellerer bredere.
Dansk Folkeparti har – som i andre lande – erobret et solidt brohoved i arbejderklassen. Socialdemokratiet har dog stadig en del arbejdervælgere, og Danmark har ikke oplevet andre landes store fald i valgdeltagelsen. Er det også sådan om ti år? Pikettys analyse maner til eftertanke – også herhjemme.
