Kronik i Jyllands-Posten 11.9.2019
Af Lars Olsen
Arbejderne deserterer fra de europæiske socialdemokratier, og det tyske SPD er i dyb krise. I Danmark holdes derimod S-kongres med ny vælgeropbakning i arbejderklassen og de mindre byer.
Årets sommerferie gik til Tyskland. Karin og jeg kørte på tværs af Nordtyskland fra Wismar i øst til Bremen i vest. Vi krydsede den gamle grænse, hvor jerntæppet i 40 år delte Europa. Endnu engang så vi den store forskel på øst og vest, 30 år efter Murens fald.
Selv i Wismars gamle bydel, der er på UNESCO’s verdensarvsliste, springer tomme huse i øjnene. Ude på landet er det værre. Mindre østtyske byer præges af det triste grå DDR-byggeri, og der er stadig mindre veje med brolægning fra kejsertiden.
Enhver tysk by med respekt for sig selv har et Karstadt stormagasin, men varerne er ikke de samme. I øst er det mest discount, i vest kvalitet som et dansk Magasin. Købekraften i de to landsdele er vidt forskellig.
Skellene spillede en stor rolle, da Brandenburg og Sachsen tidligere på måneden gik til valg. To tredjedele af østtyskerne mener, at de behandles som anden-klasses-borgere, og mange satte krydset i protest: På højrenationale AfD eller venstrepopulistiske Die Linke.
AfD var valgets store sejrherre: Med en fjerdedel af stemmerne i begge delstater kan de med rette kalde sig et ”folkeparti”. AfD står særlig stærkt i underprivilegerede grupper – arbejdere, arbejdsløse og folk i områder, der føler sig hægtet af.
For socialdemokratiske SPD var valget en katastrofe. Med 7,7 pct. var Sachsen det dårligste delstatsvalg i tysk historie. Det gik lidt bedre i Brandenburg: SPD gik også hér markant tilbage, men bevarer posten som ministerpræsident. Frygten for AfD fik en del til at samles om ministerpræsident Dietmar Woidke, SPDs særlige appel til samfundets underprivilegerede er imidlertid fortid.
SPD er storebror i det internationale socialdemokrati, tyskerne har fostret giganter fra Karl Marx til Willy Brandt. Men krisen er manifest: 34 pct. i 2005, 20 pct. i 2017, 13 pct. i dag. Det er endnu værre i Holland og Frankrig, hvor S-partierne opnår under 10 pct. og Marine Le Pens nationalister er Frankrigs store arbejderparti.
I Norden er nedturen knap så markant. Også de svenske socialdemokrater er gået tilbage, Sverigesdemokraterne vinder frem i arbejderklassen, men statsministeren hedder fortsat Stefan Löfven. I Norge taber Arbejderpartiet ligeledes terræn, hér går de mindre røde og grønne partier kraftigt frem, og i Finland blev S tidligere på året det største parti.
Billedet er således forskelligt fra land til land, men tre store udfordringer går igen:
For det første flygtninge- og indvandrerpolitik. Flygtningekrisen i 2015 blev katalysator for en bred folkelig bekymring over det multikulturelle samfund. På dette område har de fleste S-partier fortsat svært ved at finde en grimasse, der kan passe, mens især folk nederst i hierarkiet presser på for stramninger.
For det andet er mange af S-partierne rykket til højre i fordelingspolitikken. Det skete herhjemme med Thornings ”reform-amok”, i Tyskland med 00’ernes Hartz-reformer, der øgede utrygheden på arbejdsmarkedet og brød båndene mellem SPD og store dele af arbejderklassen.
Krisen er således både kulturel og socioøkonomisk, socialdemokratierne har valgt en »dobbelt liberalisme«, der på begge områder udfordrer de traditionelle kernevælgere blandt arbejdere og underprivilegerede. Resultatet er dramatiske politiske nedture og fremgang til højre- og venstrepopulistiske partier.
Samtidig opstår protestbevægelser som Frankrigs Gule Veste, hvor arbejderklassen i ”det perifere Frankrig” revolterer imod eliten i Paris. En repræsentationskrise, hvor de etablerede partier og især socialdemokratierne er ude af trit med arbejderne og folk udenfor storbyerne.
Sceneskift: Det var en varm sensommerdag. Vi lånte et sommerhus på Møn, og jeg lå på stranden med en historisk roman. Pludselig bippede mobilen. Der var SMS fra en journalist, som ville tale med mig. Altinget havde netop offentliggjort en analyse af folketingsvalget: »Socialdemokratiet genvandt titlen som arbejdernes parti«.
I de senere år har S og DF kæmpet tæt om at være det største arbejderparti, men 5.juni var det anderledes entydigt: Næsten hver tredje af de afgivne arbejderstemmer faldt på liste A. Også SF havde et pænt valg blandt arbejderne, hvor 57 pct. stemte på de røde og grønne partier – helt unikt i Europa anno 2019.
S fik med 25,9 pct. af alle vælgere stort set det samme som sidst. Men bag den tilsyneladende stabilitet skete en klassemæssig omkalfatring: Liste A gik pænt frem blandt faglærte og ufaglærte, men over 6 procentpoint tilbage blandt folk med videregående uddannelse. »Socialdemokratiet har et helt andet vælgerkorps i dag, end de havde for bare fire år siden,« siger professor Kasper Møller Hansen, der har udarbejdet analysen.
Den klassemæssige omkalfatring er også geografisk. S gik tilbage i storbyerne og især København, der i dag er en middelklasse- og studenterby, men pænt frem blandt de mange faglærte og ufaglærte i provinsen: over hver tredje vælger i Frederikshavn, Brønderslev, Rønne, Lolland og arbejderkredse i Randers og Aalborg.
Hvordan har Socialdemokratiet genskabt båndene til de grupper, der vender ryggen til SPD og andre søsterpartier? Forklaringen er lige så enkel som den er kontroversiel: Mette Frederiksen & Co. har gjort op med »den dobbelte liberalisme«, der har præget socialdemokratierne i både økonomi/fordeling og indvandring/værdier.
Thornings reform-amok og Corydons konkurrencestat er fortid. I stedet blæses til kamp mod New Public Management og centralisering, og med udspillet om tidlig folkepension adresseredes den voksende utryghed i arbejderklassen.
Samtidig har S gjort op med den liberale udlændingepolitik. Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye er bevidste om, at en universel velfærdsstat, med gratis uddannelse, sundhed og social sikkerhed, har svært ved at integrere store grupper fra ”mindre udviklede lande”. Vi skal værne om velfærdsstaten.
Analyser viser, at den stamme linje støttes af det store flertal blandt S-vælgerne, derimod siger et lige så stort flertal af de radikale og venstrefløjens vælgere nej. Stram udlændingepolitik er en vanddeler på venstrefløjen.
Udlændingepolitikken er et vigtigt bagtæppe for valgets klassemæssige omkalfatring. Med stram udlændingepolitik, tidlig folkepension og opgør med centralisering flyttede S store vælgergrupper i arbejderklassen og provinsen, men fremmedgjorde samtidig højtuddannede i storbyerne. De blev imidlertid samlet op af SF, Enhedslisten og Radikale, og facit var et overbevisende flertal for en ny regering.
I den kommende weekend samles socialdemokraterne til kongres i Aalborg, det bliver givetvis en hyldest til statsministeren og det nye ministerhold. I et europæisk perspektiv er det mest bemærkelsesværdige imidlertid den klassemæssige omkalfatring, der banede vejen. Danmark har fundet en recept imod krisen på det europæiske centrum-venstre.
I sidste uge beskrev politologen Wolfgang Merkel, der er medlem af SPD’s Værdikommission, hvordan tyske socialdemokrater fokuserer på etniske, religiøse og seksuelle marginalgrupper. Det brede lag af arbejdere og andre i de lavere lønklasser kan ikke længere genkende det gamle parti:
»Man har givet afkald på at være et folkeparti og siger til folk, at hvis I ikke er kosmopolitiske og enige med os, er I racister og reaktionære (…) I SPD er de blevet specialister i valgnederlag; det eneste, de går op i, er at de har de rigtige meninger«, sagde Wolfgang Merkel til JP.
Det danske socialdemokrati har gjort op med »den dobbelte liberalisme«, det er vendt tilbage til det historiske fokus på arbejderklassen og den lavere middelklasse. Det næste store spørgsmål er, om det også omsættes i praktisk politik. Det vil tiden vise.
