Debatindlæg i Politiken 18.1.2020
20. januar kan en halv million borgere i Hovedstadsområdet stemme til Tryg-valget. Valget afgør, om Danmarks største almennyttige fond, TrygFonden, tør prioritere de utrygge nederst på klassestigen – og om Danmarks største forsikringsselskab investerer grønt og fordeler afkastet retfærdigt.
Af Lars Olsen, forfatter
Magnus Skovrind Pedersen, næstformand i Tryghedsgruppen
Monika Skadborg, formand for ungeklimarådet
Rune Holm, tilflytningskonsulent Bornholm
Alle genopstiller til Repræsentantskabet
DANSK ERHVERVSLIV MØDER med rette offentlig kritik. Giga-bonusser til Nets-direktører, Panama-papers, hvidvask i bankerne… Skandaler, der heldigvis også diskuteres politisk.
Men dansk erhvervsliv påvirkes ikke kun fra Christiansborg. Den almindelige dansker har større indflydelse, end vi tit gør os klart.
122.000 lønmodtagere arbejder i forenings- og forbrugerejede virksomheder – bare tænk på landets største dagligvarekæde, Coop, Nordens største forsikringsselskab, Tryg, energiselskabet SEAS-NVE, Lån & Spar Bank, Arbejdernes Landsbank og mange andre. Næsten hver tiende omsat krone i dansk erhvervsliv sker i denne – potentielt demokratiske – del af økonomien.
Medlemmerne har imidlertid sjældent brugt deres magt. De forbrugerejede virksomheder ender derfor i mange tilfælde med at blive drevet af dem, der i amerikansk debat kaldes fat cats: en lille kreds af professionelle erhvervs- og organisationsfolk, som med stærke netværk fra magteliten gør bestyrelsesarbejde til en lukrativ levevej – og ikke tør udfordre status quo.
I disse år ser vi et befriende brud på dette mønster. Ved valget til energiselskabet Radius eksploderede valgdeltagelsen, da fhv. folketingsmedlem Pelle Dragsted (Enhl.) stillede op for at hindre et salg til private investorer. Massevis af kunder – og en del andre kandidater – var enige. De ville ikke overlade kritisk infrastruktur i Hovedstaden til en kapitalfond eller andre, der blot kan malke selskabet, sådan som mange oplevede det ved salget af DONG-aktierne i 2014.
Også i pensionskasserne er der langt større deltagelse i generalforsamlinger og bestyrelsesvalg. Det er frem for alt ønsket om grønne investeringer, der får medlemmerne op af sofaen. Og selskaberne er ved at ændre sig. For eksempel har MP Pension netop vundet et udbud på forvaltning af lønmodtagerfonden LDs mange milliarder, fordi de prioriterer ansvarlighed overfor klimaet.
FRA PÅ MANDAG er der så valg til en af Danmarks allerstørste medlemsejede virksomheder – Tryghedsgruppen. En halv million københavnere, bornholmere og nordsjællændere skal tage stilling til, hvordan vi forvalter aktiemajoriteten i Tryg, og hvordan Danmarks største almennyttige fond, TrygFonden, prioriterer sine hundredvis af millioner. Alle med forsikring i Tryg, Alka og en stribe andre forsikringsselskaber kan deltage i valget, der afholdes regionalt år for år.
Vi blev valgt til Repræsentantskabet i 2015. Dengang var Tryghedsgruppen styret af etablerede erhvervs- og organisationsfolk. For bordenden sad en tidligere direktør i den store cementvirksomhed F. L. Smidth, mens bestyrelsens otte medlemmer også talte en fhv. landbrugspræsident og to erhvervsmænd med et væld af andre bestyrelsesposter – ifølge analyser var/er alle fire centrale i den danske magtelite.
Tryghedsgruppen var dengang præget af topstyring og fokus på største muligt aktieafkast. Repræsentantskabet måtte sågar diskutere, om man reelt skulle afvikle TrygFonden – og dermed droppe livreddertårne, hjertestartere og banebrydende forskning fra TrygFondens børneforskningscenter.
Dengang vedtog man også, at der i de gode år udbetales en bonus til medlemmerne (de danske forsikringstagere i Tryg). Det er i pagt med andelstankens bedste traditioner. Desværre fik den tidligere ledelse skruet en bonusmodel sammen, hvor en uforholdsmæssig stor del af pengene udbetales til landets allerstørste virksomheder. Og det er bunduretfærdigt – langt de fleste af Trygs indtægter kommer nemlig fra almindelige privatkunder. Denne »omvendte Robin Hood« skal stoppes, og det bliver et slagsmålene i det nye Repræsentantskab.
Meget af billedet er imidlertid allerede skiftet, og TrygFondens ramme udvidet til 650 millioner om året. Fordi kunderne i Tryg bruger deres stemmeret og vælger alt fra jyske landmænd, studerende og små erhvervsdrivende til fagforeningsfolk og andre, der som os har fokus på demokratisering. Med ekstra midler er vejen for alvor banet for nye projekter, der gavner de knap så privilegerede danskere:
I FORÅRET 2019 VAR nedslidning og tidlig folkepension det store emne. Ved et lykketræf blev den politiske debat også ledsaget af ny viden. Offentligheden fik de første resultater af Projekt Seniorarbejdsliv, som er finansieret af TrygFonden. Et projekt om de sene år på arbejdsmarkedet, der er blevet til efter års pres fra os.
Projekt Seniorarbejdslivs analyser slog bredt igennem i medierne. Og tallene var opsigtsvækkende: For eksempel at over halvdelen 50+ med fysisk arbejde døjer med ugentlige smerter.
De store Tryghedsmålinger, der er gennemført siden 2004, viser en markant øget utryghed. En af de vigtigste årsager er, at ikke alle kan arbejde til de er 68 eller 70, sådan som politiske reformer antager.
En anden årsag er, at de 22 procent af danskerne, som har mindre godt helbred, er langt mere utrygge end for ti år siden. De oplever ikke længere det sikkerhedsnet, der tidligere kendetegnede velfærdssamfundet. Læg dertil de seneste års nye store utryghedsskaber: Stress.
Vi står imidlertid med et paradoks: TrygFonden har landets største viden om utrygheden, men bruger sjældent sine egne målinger. Til tider har der været berøringsangst overfor tiltag, der kunne opfattes som kontroversielle. TrygFonden skal turde stille skarpt på den folkelige utryghed udenfor middelklassens komfortzone.
Samtidig skal vi videreføre TrygFondens gode projekter. Tag bare hjertestartere og organisering af »hjerteløbere«. Statistikkerne viser, at danskerne har langt større chance for at overleve et hjertetilfælde, end før vi satte ind.
VI ER NU KOMMET i gang med en større revision af fondens strategi. Med i overvejelserne er et tema om lokale handlingsfællesskaber. Vi har støttet Medborgerne, der på Ydre Nørrebro samler alt fra beboerforeninger og moskeer til lokale fagforeninger og uddannelsesinstitutioner; en ny type organisering hvor borgerne engageres i konkrete forslag til at forbedre en hårdt trængt bydel. Det er community organizing, sådan som man kender det fra USA og England – og med et nyt fokus kan vi for alvor bringe dette til Danmark.
Vi skal systematisk støtte borgere, der handler i deres lokalområde og dermed bidrager til revitaliseringen af folkestyret. Om det er i landdistrikterne eller på stenbroen, vil det give en kæmpe værdi, at mennesker bliver bedre i stand til at tage vare på deres lokalsamfund og liv. Det er også det bedste svar på disse års udbredte mistillid til politikerne.
Fornyelsen handler også om vores forhold til klodens klima. Det er efterhånden gået op for alle, at vi skal til at lave fundamentalt om på vores energiforsyning. Alligevel har Tryg stadig investeret ca. 94 millioner i »sort energi« som kul og gas. Det skal være slut, så vi også i landets største forsikringsselskab får grøn samvittighed. Et skifte, vi også har set i landets pensionsselskaber, hvor omstilling af investeringerne er sket, uden at det koster på afkastet.
VALGET FRA 20. JANUAR TIL 7. februar er således vigtigt. For første gang kan tusindvis fra det tidligere fagforeningsejede Alka-forsikring også stemme. Der er ikke mindre end 70 kandidater til 21 pladser.
Blandt kandidaterne er der flere fra toppen af erhvervslivet og nogle af landets største interesseorganisationer. Mennesker, der har travle topjob, stribevis af bestyrelsesposter – og let kommer til at betragte Repræsentantskabet som endnu en dag på kontoret.
Hvis vi skal fortsætte fornyelsen, skal der vælges et Repræsentantskab, der bidrager med nye ideer, kritiske spørgsmål og brede erfaringsgrundlag. Ved det seneste valg i Region Nordjylland fik en direktør og en fhv. minister følgeskab af en vandløbsbiolog, en landmand, en sygeplejerske og et postbud. Sådan! De demokratiske virksomheder skal ikke overlades til magteliten i erhvervslivet og de store organisationer – for så bliver det business as usual.
