Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.7.2011
Af Lars Olsen
For nogle år siden udsendte instruktøren Per Fly tre meget omtalte film. De skildrer hver sit sociale lag i det danske samfund: »Bænken« fortæller om de marginaliserede i en forstad, »Arven« om en rigmandssøn, mens den tredje film, »Drabet«, angiveligt handler om dem midt imellem – hovedpersonen er gymnasielærer.
Det er fremragende film, men desværre også eksempel på et skævt Danmarks-billede, der præger den offentlige debat. Det er kendetegnede, at hovedpersonen i den tredje film hverken er maskinarbejder eller sosu-assistent, men gymnasielærer. Han tilhører dermed den højst uddannede – og bedst lønnede – tiendedel af befolkningen.
Den offentlige debat er i stigende grad spændt ud mellem samfundets top og bund, mens det brede lag i midten går i glemmebogen. Det er de velstillede og højtuddannede 10-15 procent, der sætter dagsordenen – og strides indbyrdes. Det er hér, vi finder journalisterne, forskerne, konsulenterne, embedsmændene og efterhånden de fleste politikere. Det er også herfra, der skrives mange indlæg til aviserne.
I den anden ende af samfundspyramiden er de marginaliserede, også 10-15 procent. Underklassen er storleverandør af ammunition til den politiske debat – misrøgtede børn, dramatiske skudepisoder, etniske parallelsamfund, you name it.
Midt i har vi så det store flertal. To tredjedele er faglærte og ufaglærte, de fleste passer i al stilfærdighed deres arbejde – og glider under den offentlige radarskærm. Det er denne mekanisme, »det usynlige Danmark«, som nu har ramt et ellers særdeles omdiskuteret spørgsmål: Efterlønnen.
Indtil efterlønsaftalen mellem de radikale og VKO oplevede vi en massiv mediekampagne. Gang på gang mødte vi golfspillende tandlæger og akademikere, der hyggede sig på efterløn – til trods for at 83 procent af efterlønnerne er faglærte og ufaglærte. Drivkraften var de borgerlige dele af de definerende klasser: Erhvervsorganisationerne, de konservative, de radikale, en del økonomer og mediefolk.
Skævheden dokumenteres af en analyse fra Infomedia. I de seks store landsdækkende dagblade var der i 2010 hele 638 nyheds- og debatartikler, der gik ind for at afskaffe efterlønnen, 480 ville beskære den – og kun 287 bevare den. Hvis man mener, at medier og journalister systematisk er venstreorienterede, må tallene give stof til eftertanke.
Med aftalen i maj skæres efterlønnen ned til ingenting. Mange faglærte og ufaglærte får fremover 50 år på arbejdsmarkedet, de skal arbejde til de er over 70. Aftalen er den største sociale forringelse for almindelige lønmodtagere i flere årtier. Alligevel taler vi ikke længere om det. Medierne brugte ikke mange dage på indgrebets konsekvenser. De borgerlige meningsdannere hygger sig diskret over sejren – og deres progressive artsfæller er ligeglade.
Nu er det toldere og grænsebomme, der rydder tv-flader og aviskommentarer. For befolkningens store flertal har et par toldere i Kruså ingen praktisk betydning, men de meningsdannende samfundslag elsker symbolkampe – endnu engang kan nationalkonservative og globalprogressive flå hovederne af hinanden i en »værdidebat«.
Skraldemænd og fabriksarbejdere har ikke glemt efterlønnen, de ved hvad der står på spil. Spørgsmålet er, om de kan mobiliseres på nye måder? Afdelinger i 3F satser på, at samtlige medlemmer op til valget kontaktes personligt af lokale folk og opfordres til at stemme på de partier, som vil bevare efterlønnen. »Det usynlige Danmark« skal i bevægelse – stilfærdigt, fra mund til mund, ja nærmest usynligt.
