Anmeldelse i Politiken 29.10. 2012:

Debatbog genopliver arbejderen

Af Kristian Madsen

Klassesamfundet vender tilbage i en inspirerende og tiltrængt opsang til en venstrefløj, der har bildt sig selv ind, at uligheden og arbejderklassen ikke længere eksisterer.

Man skal ikke lade sig snyde af den rædsomme mintblå halvfjerdseræstetik, som Gyldendal af uransagelige årsager har pakket sin For pointen hos de fire forfattere – journalist Lars Olsen, tidligere forskningschef i Socialforskningsinstituttet Niels Ploug samt økonomerne Lars Andersen og Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – er den stik modsatte: Det danske klassesamfund er ikke noget, der eksisterede i 70′ erne, og som vi lagde bag os, da arbejderklassen fik bil, parcelhus og chartertur til Thailand. Det er et faktisk fænomen, der stadig trækker dybe spor i 10’ernes Danmark, som forskelle i livsmuligheder mellem buschaufførens og gymnasielektorens børn.

Når politikere, medier og samfundsforskere ikke længere taler om uligheder mellem arbejderklassen og de mere privilegerede, er det ifølge forfatterne ikke, fordi ulighederne er forsvundet.

Det er, fordi de er blevet malet over i en politisk debat, hvor de færreste efterhånden har nogen berøring med arbejderklassens kultur og problemer og derfor ikke kan se de dybe skel, som forfatterne på baggrund af et overbevisende talmateriale påpeger stadig eksisterer.

ANKLAGEN RETTER sig særligt mod centrum-venstre, der har ladet kampen mod social ulighed for arbejderklassen afløse af en hattedamesolidaritet med de helt særligt socialt udsatte, hvor uligheden er mere åbenlys: narkomaner, hjemløse, flygtningebørn, prostituerede osv.

Men politikere, journalister og forskere ænser ikke nedslidningen af rengøringsdamen, erhvervsskolernes forfald og ghettoiseringen af de almene boligområder, for de har dem ikke inde på livet, selv om arbejderklassen – forfatterne genopliver ganske effektivt det bedagede begreb – udgør 47 procent af danskerne.

Så politikerne kan lystigt afskaffe efterlønnen og forringe dagpengene. For det er jo som klasseskellene meget gammeldags og noget, kun de 47 procent, som eliten har glemt eksistensen af, bruger.

ANALYSENS GRUNDVÆRKTØJ er en slags opdatering af Erik Jørgen Hansens gamle socialgruppemodel med fem samfundsklasser, som forfatterne allerede lancerede her i avisen forrige lørdag.

Dette nye begrebsapparat fortjener at blive bogens blivende bidrag til den politiske diskussion. For den sætter nye proportioner for debatten og giver en inspirerende ny prisme at se nogle kendte problemer i.

Det er overbevisende, inspirerende og stærkt, stærkt tiltrængt: måske det mest betydningsfulde bidrag til centrum-venstres idéudvikling i flere år.

Så gør det måske mindre, at bogen er lidt tynd på andre strækninger og nogle gange føles som et lidt udvidet notat fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

De »pejlemærker«, forfatterne præsenterer som en konkluderende »opsang«, er hverken særligt konkrete eller nye for den, der har fulgt specielt Lars Olsens øvrige udmærkede forfatterskab eller jævnlige indlæg her i avisen. Og der citeres så flittigt fra Olsens egne og andre af de senere års bøger om over-og underklassen, at det får lidt karakter af socialpolitisk ruskomsnusk.

Og det havde været velgørende med knap så meget surt med sur på i bogens grundtone: Jo, der er klasseskel, og jo, udviklingen i den sociale mobilitet er gået i stå. Men Danmark er altså fortsat blandt de bedste i verden til både lighed og brud på social arv, og et internationalt perspektiv kunne have været velgørende.

MEN SELVE ANALYSEN er både vigtig og velgørende i en fattig tid for nye ideer fra venstre side.

Bogen giver dermed et stærkt grundlag for en ny debat, der retter de politiske projektører tilbage mod arbejderklassens problemer, og i det hele taget tør tale om sociale skel, som en konkret faktor i vores samfund. Derfor fortjener bogen plads som en del af tidens grundpensum for alle, der identificerer sig med centrum-venstre.