​

De kortlægger klassesamfundet med kritiske og optimistiske øjne

Den ene er ung socialdemokratisk politiker fra Svendborg, den anden en erfaren journalist og forfatter fra hovedstaden. Begge ønsker forandring i Danmark og kalder til debat om forskellene mellem by og land. Det er vigtig og tankevækkende læsning hele vejen.

Anmeldelse af Nicklas Freisleben Lund
Jyllands Posten 12. december 2024

Elite versus folk.
Centrum versus periferi.
De fine saloner versus produktions-Danmark.

Det er den hvepserede, forfatter og journalist Lars Olsen og det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg stikker deres hænder ned i med debatbogen ”Det de kalder udkant kalder vi hjem”.

Titlen genbruger Bjørn Brandenborgs valgslogan fra 2022, ligesom den udstikker bogens projekt – en kritik af årtiers centralisering og den voksende ulighed, som klæber til udviklingen.

Det vigtigste og bedste ved ”Det de kalder udkant” er bogens belæg for, at kritikken har været berettiget.

Særligt fascinerende er de forskellige Danmarkskort i bogen, der afbilder alt fra demografiske forskelle over udvikling i boligpriser til befolkningsandele af arbejdsløse og udsatte unge.

Det, der tegner sig, er et delt Danmark, og det forfatterne kalder for en »dobbelt polarisering«.

På den ene side samles højtuddannede og højtlønnede sig i og omkring København og andre større byer. På den anden side har vi »yderområder, som har en høj koncentration af lave indkomster og nogle tillige betydelige grupper på overførselsindkomst« og derfor et »svagt skattegrundlag, store sociale problemer og en tiltagende velfærdskrise«.

Ulighed og klassesamfund

Det er selvsagt sin sag kort at vurdere den data, som ligger til grund for de tanker og forslag, der kommer til udtryk i bogen, men ”Det de kalder udkant” opleves umiddelbart som overbevisende og vedkommende, netop fordi den samler og gennemlyser en genkendelig fortælling om et i stigende grad økonomisk, socialt og kulturelt segregeret Danmark.

Man kan anklage ”Det de kalder udkant” for at være en reprise. Den ene af bogens forfattere, journalisten Lars Olsen, har således – alene og med skiftende medforfattere – i godt tyve år skrevet bøger om ”Det delte Danmark” (2005), ”Den nye ulighed” (2007) og ”Det danske klassesamfund” (2012), ligesom det nye geografiske klasselandskab blev præsenteret i 2021-udgivelsen ”Rige børn leger bedst”.

Jeg synes, det er rigtigere at sige, at ”Det I kalder udkant” snarere viderefører Lars Olsens vigtige bidrag til det 21. århundredes samfundsdebat med synliggørelsen og problematiseringen af fortsatte klasseskel, deres baggrunde og konsekvenser.

”Det de kalder udkant” er både en kritisk og en optimistisk bog.

Lars Olsen og Bjørn Brandenborg udpeger et mulighedsrum, der befinder sig uden for København, men ikke er stereotypen om en udmarvet udkant. I stedet er der tale om provinsbyer, hvor et stigende antal børnefamilier flytter til, hvor der eksisterer et driftigt produktions-Danmark og et potentiale for, at den grønne omstilling vil skabe tusindvis af nye job.

Fogh og Løkke som skurke

Det er klart, ar den udvikling ikke kommer af sig selv, men kræver politisk handling. Det handler blandt andet om velfærd, der skal være til stede i hele Danmark. Derfor handler det også om øgede ressourcer, som skal sikres via højere beskatning af de dyreste boliger i kombination med det, forfatterne kalder for »et nyt og mere retfærdigt udligningssystem mellem kommunerne«. 

Det handler om nye ordninger for boliglån, om strategiske omprioriteringer i uddannelsessystemet, om skabelse af grønne jobs i provinsen og om udflytning af statslige arbejdspladser.

Der er helt sikkert læsere, der vil slå sig på de forslag. Det er de to forfatteren helt bevidste om, og det næstsidste afsnit hedder slet og ret: ”Rige og hovedstadsopinion vil stritte i mod”.

Det er vanskeligt ikke at læse ”Det de kalder udkant” som en udpræget socialdemokratisk bog anno 2024.

Det er tydeligt i centraliseringsfortællingen, der har Anders Fogh, Venstre-Lars Løkke og 2007-kommunalreformen som de store skurke med Helle Thorning og Bjarne Corydon i liden flatterende biroller. 

Mere uldne er formuleringerne om Mette Frederiksen-regeringerne. Den socialdemokratiske samtidskritik må balancere på partilinjen, tænker man.

Det handler også om den tydelige positionering mod de andre venstrefløjspartiers påståede privilegieblinde kreative klasse og storbyvinkler på virkeligheden. Og den lige så tydelige afstandtagen til Danmarksdemokraterne, der nok »taler ind i et virkeligt skel«, hvad angår utilfredse og frustrerede i provinsen, men hvis faktiske politik, skriver Brandenborg og Olsen, trækker den forkerte vej.

Trækker tråde til andre debatbøger

Sidst men ikke mindst genkender man i analysen centrale pointer fra den strøm af nyere bogudgivelser, der har markeret Socialdemokratiets ideologiske position på forskellige politikområder.

Indvandringsskepsissen, der titter frem, trækker tråde til Mattias Tesfayes ”Velkommen Mustafa” fra 2017, og Kaare Dybvad Beks ”De lærdes tyranni” fra samme år genfindes i Lars Olsen og Bjørn Brandenborgs akademiseringskritik. Endelig matcher visionen om et grønt produktionseventyr Magnus Barsøes ”Det grønne pengetræ”, der udkom tidligere i år. 

Mest af alt genkender man den ubrydelige kobling mellem velfærdsstat og fortsat vækst.

Uanset partiforhold kan man læse ”Det de kalder udkant” som endnu et interessant forsøg på placere det store folke-, arbejder- og regeringsparti som samlende centrum i et Danmark under forandring. 

Men den bedste grund til at læse bogen er ikke dens svar, men de spørgsmål og udfordringer den konfronterer. De, der kommer til syne i optegningen af et nyt, dansk klasselandskab