Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.8.2016
Af Lars Olsen
»Opråb til regeringen fra erhvervslivet: Husk reformer, der får flere i arbejde«. Sådan lød JP’s forside sidste mandag. Udsagnet illustrerer et skred i den politiske retorik – og medierne. I virkelighedens verden er det langt fra givet, at reformer på arbejdsmarkedet får folk i arbejde. Reformer af dagpenge, sygedagpenge, efterløn m.v. har øget udbuddet af arbejdskraft (arbejdsudbuddet), men om de jobsøgende også kommer i job, afhænger af så meget – ikke mindst konjunkturerne.
Ofte sættes der imidlertid automatisk lighedstegn mellem øget arbejdsudbud og flere job. Som det i JP udtrykkes af Cepos cheføkonom, Mads Lundby Hansen:
»Vi har gjort op, hvilke beskrevne reformtiltag der ligger på skrivebordet i Finansministeriet (…) Man kan øge velstanden med 87 mia. kroner ved at gennemføre velbeskrevne arbejdsmarkedsreformer. Det vil løfte beskæftigelsen med i alt 131.000 personer,« sagde Mads Lundby Hansen.
Det er kendetegnende, at Cepos ikke henviser til konkrete erfaringer, men til Finansministeriets regnemodeller. Virkeligheden opfører sig nemlig ganske anderledes. For eksempel skulle dagpengereformen i 2010 bringe titusinder af langtidsledige i job. I bedste fald har den øget beskæftigelsen marginalt, mens 72.000 har mistet dagpengene. De verdensfjerne regnemodeller har været en social katastrofe for tusindvis af mennesker.
De arbejdsløse er på løjerlig vis gået i glemmebogen hos både medier og politikere. Ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen er Danmark »tæt på fuld beskæftigelse«. Den officielle arbejdsløshed er da også kun 4 pct., men reelt er den betydelig højere – over 180.000 kan ikke finde et job.
Det dokumenterer Danmarks Statistik i AKU-undersøgelsen, som bruges af EU og andre internationale organisationer. AKU omfatter også arbejdsløse, der ikke medregnes blandt de registrerede ledige. For eksempel dem, der ikke alene har mistet dagpengene, men er røget helt ud af systemerne.
Hvorfor hører vi så lidt om 180.000 arbejdsløse? Arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer bruger mange kræfter på at »sælge« den modsatte historie – mangel på arbejdskraft. Det er dér ganske rigtigt indenfor nogle tekniske og naturvidenskabelige fag. Arbejdsgiverne har imidlertid også et andet motiv, der ofte overses: Jo større arbejdsudbud, desto flere konkurrerer om jobbene – og desto billigere kan arbejdsgiverne få arbejdskraften.
Også medierne har mistet interessen for de arbejdsløse. Dagpengene var et stort spørgsmål fra 2012 til -15; medierne elskede dramaet mellem Thorning-regeringen og det gamle bagland blandt fagbevægelse og arbejdervælgere. Siden skiftede regeringsmagten, et politisk flertal blev enige om nye dagpengeregler – og dagpengene er ikke længere »en god historie«.
Politikerne har deres helt egen grund til at fokusere mere på manglen på arbejdskraft end manglen på arbejde. På Christiansborg er reformer klingende mønt, som kan finansiere alskens gode gaver. MF’ere kalder reformer af pensionsalderen for »guldhanen«: man skruer på hanen, og en masse dejlige milliarder vælter ud.
En del af gevinsten vil vise sig at være bluff. Nogle seniorer er for nedslidte til at arbejde, andre fravælges af arbejdsgiverne, der ofte foretrækker de yngre. Men dén tid – dén sorg. Lige nu kan pengene fra reformer bruges til skattelettelser eller velfærd.
Lad mig slutte med en opfordring: Drop de verdensfjerne reformer og få SKAT til at fungere. Ansæt de nødvendige skattekontrollører, så milliarderne ikke fosser ud af statskassen. Dét er Christiansborgs virkelige – men forsømte – guldhane.
