Klumme i Altinget, marts 2023
Af Lars Olsen
To nye analyser gør os klogere på klasseskel og geografi: Uligheden er voksende, og konsekvensen er politisk marginalisering og populisme. Men desværre – det politiske opgør med skævhed og centralisering er gået i stå.
Rungsted 892.443 kr., Sejerø 319.064 kr.
At den typiske indkomst landet over er meget forskellig, kommer næppe som den store overraskelse. Nok så bemærkelsesværdigt er det, at forskellene er blevet større, og at betydelige befolkningsgrupper føler sig hægtet af – socialt og politisk.
Den første udvikling – stigende geografisk ulighed – dokumenteres af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny kortlægning af danskernes erhvervsindkomster. De områder, der havde de højeste indkomster for ti år siden, har også haft den største fremgang siden.
Det er frem for alt København/Frederiksberg og Nordsjælland, der er på den grønne gren. Højdespringeren er Gentofte med et hop i den typiske disponible indkomst på 43 procent. Først på en 8-plads finder vi den højest placerede jyske kommune – Silkeborg.
København, der for få årtier siden var en slidt arbejderby, er i dag kommunen med femtehøjest fremgang. Københavnernes erhvervsindkomster stiger mere end ude i landet, samtidig får byen stadig rigere tilflyttere. Disse to kraftfulde motorer – ulighed og flyttemønstre – booster også indkomsterne i landets andre velhaverområder, klasseskel handler i stigende grad om geografi.
Hvor finder vi så de lavtlønnede?
Blandt sognene med de laveste erhvervsindkomster er Vollsmose, Gellerup og en del andre udsatte boligområder. Her bor mange med prekære job – små selvstændige, løse ansættelser, vekslen mellem arbejdsløshed og beskæftigelse (folk på langvarig overførselsindkomst, pensionister og studerende indgår ikke i opgørelsen af erhvervsindkomster).
Kun to af de 400 fattigste sogne er i København – Tingbjerg og Bispebjerg. Derimod er der en del i Aarhus og Odense, og vi finder ligeledes en stribe sogne i andre provinsbyer.
Langt de fleste lavindkomst-områder befinder sig imidlertid i landdistrikter og mindre byer – Langeland, Lolland, Bornholm, sogne i Nord-, Vest- og Sønderjylland. Fire ud af fem sogne med lavindkomster er langt fra de store byer, skellet mellem højt- og lavtlønnede handler i høj grad om center-periferi. Det er frem for alt i periferien, vi finder store grupper, der går på arbejde og bidrager til samfundet, men ikke får ret meget ud af det.
Store dele af befolkningen er bevidste om dette skel. 51 procent af danskerne er således enige i, at »befolkningen uden for de store byer får mindre del i den økonomiske udvikling, end de fortjener«.
Hertil kommer en bredere følelse af uretfærdighed. I landdistrikter og mindre byer mener mange, at der er for langt til for eksempel kommunen og sygehuset. En udbredt frustration, der blandt de mest radikaliserede fører til politisk mistillid og skaber grobund for populisme.
Det fremgår af en ny bog, Langt Ude, hvor valgforskeren Johannes Andersen kortlægger mistillid til politikerne og populistiske vælgergrupper.
I den store valgundersøgelse fra 2019-valget identificerer Johannes Andersen således 21 procent, der betegnes som »populistiske vælgere«; efter deres opfattelse træffer politikerne ikke de rigtige beslutninger for landet, og frem for alt – de fleste politikere er ligeglade med folket. Blandt de populistiske vælgere finder vi særlig mange ufaglærte arbejdere, folk med beskedne indkomster og midaldrende/ældre.
Johannes Andersen punkterer en udbredt myte – at populisme er et fænomen på højrefløjen. De populistiske vælgere fordeler sig på højre, midte og venstrefløj stort set som resten befolkningen. Ved 2019-valget stod tre partier særlig stærkt i denne gruppe: Dansk Folkeparti, Enhedslisten og – mere overraskende – Socialdemokratiet.
De »populistiske vælgere« bor over hele landet, men er især koncentreret i landdistrikter og mindre byer. Og hér er økonomisk skævhed og centralisering vigtige drivkræfter i mistilliden til det politiske system. Samtidig er »populististerne« udtryk for en bredere frustration, der deles af rigtig mange andre i lokalområderne udenfor de større byer.
Vi har i de senere år set et opbrud i mange vestlige lande: Trump, Gule Veste, senest en højre-populistisk regering i Italien… Opbruddet drives af samfundsgrupper og provinsområder, der føler sig tilsidesat og revolterer imod dominerende storby-eliter. Vi oplevede lidt af det samme i 2015 med »det gule Danmark«, hvor Dansk Folkeparti blev størst på Syd- og Vestsjælland og i det sydlige Jylland.
De nye analyser bekræfter det endnu engang: den mentale kløft mellem centre og periferi findes også herhjemme og bunder i reelle og voksende skel.
I en årrække var der da også politisk fokus på aspekter af dette. Efter chokket ved 2015-valget udflyttede Løkke-regeringen statslige arbejdspladser, og i 2019-21 gennemførte Mette Frederiksen & Kaare Dybvad et bredt opgør med centraliseringen: nye uddannelser i provinsbyerne, nærpoliti, nærhospitaler, motorveje, reform af den kommunale udligning…. Læg dertil at en ordning som Arne-pensionen især benyttes af faglærte og ufaglærte i forstæder og provinsområder.
Siden er udviklingen imidlertid gået i stå – den politiske hukommelse er påfaldende kort. Vi har ikke hørt meget til den nye SMV-regering omkring de geografiske skel. Regeringsgrundlaget taler om »et lille land med større sammenhængskraft«, konkrete tiltag lader dog vente på sig. Socialdemokratiet og Venstre har begge store vælgergrupper i provinsen, men forekommer optaget af alt mulig andet.
Og ja, der er krig i Europa, klimakrise og mange store spørgsmål på Slotsholmen. For folk i Tranekær og Blåvandshuk handler det dog nok så meget om en lokal læge, skolen og pengene sidst på måneden.
