Klumme i Jyllands-Posten 12.9.2022
Af Lars Olsen
Der er lagt i kakkelovnen til en valgkamp om velfærd og offentligt ansatte. Danmark står foran en rekrutteringskrise, hvor vi får desperat mangel på sosu’er, pædagoger og andre afgørende velfærdsarbejdere. Mette Frederiksen har derfor åbnet for højere løn til udvalgte grupper af offentligt ansatte, og dette er under massiv beskydning fra borgerlige politikere og medier.
»Hold på hat, briller og tegnebog. Hvor mange milliarder skal der bruges? Hvem skal have mere i løn, og hvem skal ikke,« spurgte Søren Pape Poulsen (K), da de tre statsministerkandidater for nylig tørnede sammen på DR.
»Det er designet til at stikke folk blår i øjnene. Nu kan alle sige, at det er sikkert mig,« sagde Venstres Jacob Ellemann-Jensen. ”Magtkritiske” medier fulgte trop. »Os, os, os: Lang række faggrupper forventer nu en bid af statsministerens lønløft – det kan koste staten milliarder«, hed det i en stor artikel i Berlingske onsdag.
For mig er det et deja-vu. Jeg fulgte omhyggeligt debatten om Arne-pensionen op til sidste valg, efter at min bog ”Det forsvundne folk” (2018) foreslog tidligere pension til folk med mange år på arbejdsmarkedet. Kritikken var dengang den samme:
»Største bluff i dansk politik i generationer (…) Alle sidder derhjemme og tror, at det er dem«, sagde Lars Løkke Rasmussen i en tv-debat i marts 2019 – akkurat som Ellemann gør i dag. »Enten får I massivt skuffede forventninger, eller også kommer i til at slå et gevaldigt hul i statskassen«, lød Løkkes diagnose. Medierne flød over med artikler om vanskelighederne ved tidlig pension.
Da det kom til stykket, var det imidlertid ikke umuligt. Der blev skaffet 3 mia. kr., og tidlig pension benyttes især af smede, håndværkere, slagteriarbejdere og andre med mange år i hårde job. Arne-pensionen er en relativ begrænset ordning, men den skabte større tryghed for dem, der rammes hårdest af stigende pensionsalder og ringere efterløn, og Venstre er blevet tvunget til at frede den folkeligt populære ordning.
Det samme vil ske denne gang. Mit gæt er, at regeringens 2030-plan senere på måneden vil afsætte et antal milliarder til lønløftet. Udmøntningen vil blandt andet ske gennem trepartsforhandlinger med fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Der bliver ikke penge til store generelle lønforbedringer, men trods alt nok til at gøre en forskel dér, hvor rekrutteringskrisen er værst – især når det spiller sammen med andre tiltag.
Der er også en anden lighed med Arne-debatten. Borgerlige politikere kan tale om ”den danske model”, Mette-kritiske – undskyld: magtkritiske – medier kan iscenesætte alskens vinkler, men i den brede befolkning er et lønløft i velfærden populært. Ikke alene blandt offentligt ansatte, der angler efter anerkendelse, men også hos mange danskere, der er bekymret for rekrutteringskrisen og velfærdens forvitring. Det bliver – som med Arne-pensionen – Twitter-segmentet contra store dele af folket.
Det hører selvfølgelig med, at et lønløft ikke kan stå alene. Nok så vigtigt er opgør med djøf’iseringen og omprioritering af uddannelserne. I tirsdags berettede JP, hvordan mange nyuddannede akademikere har svært ved at træde ind på arbejdsmarkedet – vi uddanner slet og ret for mange. Lad os hellere bruge pengene på ”varme hænder”, der tager sig af børn, syge og ældre. De fortjener mere af samfundets respekt og anerkendelse – og hér er løn en del af billedet.
