Kommentar i Altinget, juni 2023

Af Lars Olsen

 

Vi har fået velfærdens tavse flertal. Mens politikerne bruger milliarder på forsvar og Ukraine – og medierne er fyldt med klima – vil jævne danskere frem for alt have bedre velfærd.

 

Er velfærdsstaten dér for mig, hvis jeg får brug for det? Stadig flere danskere tvivler – 42 procent er bekymrede for, om det er tilfældet. Endnu flere, næsten 60 procent, mener, at velfærden er blevet dårligere i de seneste tre år – under Mette Frederiksens socialdemokratiske regering.

Det fremgår af to nye analyser, der med lidt forskellige spørgsmål har kortlagt danskernes syn på velfærd m.v. – og de peger samme vej. Den ene er foretaget i marts i år af Norstat for kommunikationsbureauet Community, den anden efter valget i 2022 af YouGov/Jørgen Goul Andersen for Mandag Morgen.

Begge viser to tydelige tendenser:

For det første en udbredt velfærdspessimisme. Især de midaldrende og ældre er bekymrede for, om velfærdsstaten vil være der for dem. Samtidig er flertallet utilfredse med kvaliteten på sygehuse, hjemmehjælp og folkeskole, kun bibliotekerne klarer frisag. Og utilfredsheden er større end ved 2019-valget.

For det andet en kløft mellem folk flest og definerende samfundsgrupper som politikere og medier. Hér handler dagsordenen nok så meget om klima og sikkerhed – politikerne er enige om en historisk stigning i forsvarsbudgettet, og Danmark er i front med store milliardbeløb til Ukraine. Jævne danskere er imidlertid nok så meget optaget af den skrantende velfærd.

 

På spørgsmålet om, hvor der skal bruges flere penge, rydder klassisk velfærd top-5: Sygehuse, hjemmehjælp, folkepension, daginstitutioner og folkeskole. Først længere nede på listen kommer klima og forsvar.

Også blandt danskerne er det en social kløft. Ifølge Communitys data betegner 44 procent af akademikerne klima som ”meget vigtigt”, blandt faglærte er det kun 26 procent.

Professor i statskundskab Anne Rasmussen kalder det en »klassisk behovspyramide«, hvor store dele af befolkningen prioriterer det nære:

»Vi ved godt, at der er krig i Europa, og at der skal sættes ind overfor klimaet. Men på begge områder er Danmark et meget lille land, og det kan være svært at se, at vi gør en forskel. Men sådan er det ikke med sygehusene og de andre klassiske velfærdsområder. De er helt anderledes tæt på vælgerne,« siger Anne Rasmussen til Mandag Morgen.

Forklaringen ligger formentlig tæt på rigtig mange danskere, der ikke kommer til orde i medier og politik. En gruppe, der i stigende grad er politisk hjemløse:

 

Jørgen Goul Andersen/Mandag Morgen har således også spurgt, hvilken regering der bedst sikrer gode sygehuse, daginstitutioner og forhold for de ældre.

Ved 2019-valget pegede de fleste på en socialdemokratisk-ledet regering, velfærden er Socialdemokratiets klassiske trumfkort – i 2022 var dette dog skrumpet betydeligt. Rigtig mange mener nu, at der ikke er forskel på en borgerlig og en S-ledet regering.

Udviklingen er bemærkelsesværdig al den stund, at Mette Frederiksen & Co. i 2019 gik til valg på bedre velfærd. Pengene skulle følge det stigende antal ældre og børn, Arne-pensionen blev indført, og der kom minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Det rettede imidlertid ikke op på mange års offentlig smalhals op gennem 10’erne, og borgerne har oplevet stribevis af kommunale sparerunder. Samtidig blev 2019 tolket som et ”klimavalg”, selvom det mindst lige så meget var et velfærdsvalg. Fra foråret 2022 skabte Ruslands angreb på Ukraine tilmed et dramatisk  fokus på forsvar og sikkerhed.

Befolkningen var imidlertid fortsat bekymret for den nære velfærd, og for mange blev skellet mellem en ”rød” og ”blå” regering mindre tydeligt.

 

Kredsen omkring Mette Frederiksen er bevidst om vælgernes bekymring. I sidste uge fremlagde SVM-regeringen en ambitiøs plan for sygehusene, der tilfører hele 5 mia. ekstra frem mod 2030. Det er klogt, sygehusene er helt i top hos danskerne.

Regeringen havde heller ikke det traditionelle problem med finansieringen. Samme dag opjusterede Finansministeriet det økonomiske råderum med 16 mia., det var sørme heldigt.

Det store spørgsmål er: hvad med den øvrige kernevelfærd? Hjemmehjælp, folkeskole og daginstitutioner ligger også højt hos vælgerne, men drives af de økonomisk trængte kommuner.

Regeringen har siden 2019 kompenseret kommunerne for demografien, dvs. at der bliver flere børn og ældre. De kompenseres imidlertid stadig ikke for den stigende velstand – at danskerne med øget velstand også får større forventninger til den offentlige velfærd.

For nylig viste en opgørelse fra Finansministeriet, at der op gennem 10’erne opstod en stigende diskrepans. Det offentlige forbrug skulle i år være 50 mia. højere, hvis det siden 2010 havde fulgt både antallet af børn og ældre og den stigende velstand (svar på spørgsmål 165 fra Finansudvalget/Pelle Dragsted).

Årets økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL var da også usædvanlig vanskelige, få dage inden aftalen var mange borgmestre stemt for at sige nej. Under et natligt drama, der gik under mediernes radar, lykkedes det dog at presse over 2 mia. kroner mere til drift og anlæg ud af finansministeren – og borgmestrene nikkede ja.

Det fjerner dog ikke den voksende diskrepans mellem samfundets velstand og den kommunale velfærd. Og mange kommuner står overfor sparerunder i de kommende år.

 

De to nye analyser skærer det ud i pap: Danskerne mærker et velfærdssamfund under pres, de vil bruge flere penge på kernevelfærd, men flertallets prioriteringer har svært ved at trænge igennem hos medier og politikere.

Da det rød-grønne flertal i 2019 blev enige om 70 procent-målet, var der bred opbakning fra medier og borgerlige partier. Danmark har i klimapolitikken påtaget sig en dyr rolle som international front-runner, selv om Mette Frederiksens regeringer ikke har fået meget kredit for det i den hjemlige opinion.

Danmark er også helt i front med våbenhjælp og støtte til Ukraine, og store milliardbeløb ruller mod forsvaret stort set uden debat.

Læg dertil at SVM-regeringen bruger milliarder på skattelettelser i en situation, der snarere kalder på en særlig krigsskat på de velaflagte, også det gør velfærden til sorteper.

Jeg siger ikke, at vi bare skal glemme klima og krig i Europa. Realiteten er bare, at klima, krudt og kugler påkalder sig betydelig stærkere interesse blandt medier og politikere end den stedmoderlige finansiering af velfærden. Og at dette skaber en kløft mellem de definerende eliter og folk flest.

I sidste ende er det Danmarks sociale og politiske stabilitet, der er fundamentet for vores internationale engagement. Måske er det tid til at lytte til velfærdens tavse flertal.

21