Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 1.3.2013
Af Lars Olsen
Regeringen gør en tiltrængt indsats for produktions-Danmark – og får en masse ballade. Regeringstoppen har »glemt« den folkelige forventning om social retfærdighed
Så rundede dansk politik endnu et dramatisk hjørne. SRSF-regeringen fremlagde en vækstplan – oveni reformer af SU og kontanthjælp. Og ved første øjekast skulle man tro, at udspillene gav folkelig medvind:
For det første søger regeringen at skabe private arbejdspladser. De fleste bakker formentlig op om boligjob-ordningen, renovering af almene boliger og lavere afgifter på energi m.v., som også fagbevægelsen har efterlyst. De faglærte og ufaglærte kan tillige glæde sig over en ekstra milliard til efter- og erhvervsuddannelse.
For det andet kan de fleste se behovet for en reform af kontanthjælpen. For mange er i systemet i årevis, og især de unge er bedre tjent med at tage en uddannelse.
Alligevel får Thorning & Co. tæsk af medier og bagland. Socialdemokratiske borgmestre raser over smalhals i det offentlige, og utilfredsheden rækker langt ind i S og SF’s folketingsgrupper. I SF vokser kravet om et farvel til regeringen.
Protesterne går frem for alt på lettelsen af selskabsskatten. End ikke regeringens økonomer hævder, at der er mange sikre job i forslaget – hér batter lavere afgifter langt mere. Skattelettelsen gives til erhvervslivet over en bred kam, og mange steder bliver resultatet ikke flere job, men større lønfest på direktionsgangene.
På Christiansborg betragtes dette som dårlig kommunikation. Det er regeringen selv, der kæder reformer af kontanthjælp og SU sammen med vækstplan og skattelettelser og dermed skaber billedet af en »omvendt Robin Hood«, som tager fra de fattige og giver til de rige. Ja, det var ligefrem regeringens egne spindoktorer, der i søndags lækkede nyheden om lavere selskabsskat til tv2 og dermed satte rammen om ugens debat.
Problemet handler imidlertid ikke kun om kommunikation, men om en fundamental politisk fejlvurdering. Regeringstoppen har ikke forstået, at danskerne – og især de »røde« vælgere – forventer en socialt retfærdig fordeling af krisens byrder. Da finansminister Bjarne Corydon og tre andre ledende socialdemokrater i sommer skitserede deres politiske projekt, afskrev de fordelingskampen: »I 2012 er vores hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig«, hed det (Politikens kronik 20.8.2012).
Derfor oplever danskerne, at en »rød« regering først sænker topskatten og siden selskabsskatten, mens dén for de brede grupper står på løntilbageholdenhed, lavere dagpenge og ringere efterløn. Helt i strid med den socialdemokratiske tradition om, at »de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder«. Men godt i pagt med meningsmålinger, der viser et tydeligt mønster: At jo mere vi tjener, desto sværere har vi ved at se klasseskellene i samfundet.
