Klumme i Altinget marts 2025:
Af Lars Olsen
I mange år betragtede udlandet vores udlændingepolitik som fremmedfjendsk. I dag ses det danske socialdemokrati som inspiration i strategien imod højrepopulismen
Trumps ny-imperialisme har dybe rødder. Historikeren Christian Egander Skov siger det præcist: »vores tid er revolutionær, konservativ revolutionær«.
I land efter land vender store samfundsgrupper ryggen til det etablerede og stemmer på et nyt populistisk højre. De gør oprør mod elitære globalister, det nationale skal revitaliseres.
Protesten har flere årsager, men en af de vigtigste er »en masseindvandring uden fortilfælde«. I en fremragende feature peger New York Times på, at der under Biden kom flere indvandrere end »på højdepunktet ved Ellis Island« – dengang for over 100 år siden, hvor millioner af fattige europæere strømmede til øen ved Frihedsgudinden udenfor New York.
How Denmark’s Social Democrats Are Succeeding With Stricter Immigration Policies – The New York Times
Den store amerikanske avis var i Danmark for at opklare et mysterium: hvordan kan Socialdemokratiet vinde valgene på trods af »en ære med højreorienteret populisme«?
»I de senere år er der ikke ét eneste højindkomstland, hvor et centrum-venstre-parti har ført en progressiv politik og er blevet genvalgt – bortset fra Danmark (…) I Danmark skimtes det, hvordan en anden version af venstrefløjen kan se ud – mere orienteret imod arbejderklassen, mere fokuseret på fællesskaber og mere restriktive overfor indvandring«.
New York Times ser Danmark som inspiration for USA’s Demokrater, der er i krise efter at have tabt arbejderklassen til Trump:
»Arbejdervælgerne erkender stiltiende en vigtig sandhed: at restriktiv tilgang til indvandring i sidste ende er progressivt, da det muliggør det samfund, som progressive ønsker. Det skaber en følelse af fællesskab og naboskab, der gør det muligt at tage sig af de sårbare amerikanere. Ved at erkende denne sammenhæng, kan det politiske venstre komme ud af den vildrede, den i dag befinder sig i«.
Borgerlige ude i verden har i noget tid dyrket Danmark. I Washington Post ser den konservative redaktør Ramesh Ponnuru også Danmark som vejen frem for USA’s slagne Demokrater. Han elaborerer ligefrem på Shakespeares Hamlet med ordene »something is working in the state of Denmark«.
I slutspurten af den tyske valgkamp pegede den kommende forbundskansler på, hvordan Danmark har tacklet højrepopulismen: »En socialdemokratisk ledet regering har løst problemet ved at føre en meget hård migrationspolitik. Højrepopulisterne er praktisk taget forsvundet, hos os er de fordoblet,« sagde Friedrich Merz fra det konservative CDU.
https://www.berlingske.dk/internationalt/han-droemmer-om-at-goere-som-mette-frederiksen-men-intet-tyder-paa
Det nye er, at også liberale i USA og venstreorienterede i Europa skeler til Danmark. For nylig var det britiske New Statesman, et magasin tæt på Labour: »Danmark viser hvordan Labour kan besejre det populistiske højre,« hed deres feature.
De interviewede Martin Engell-Rossen, Mette Frederiksens strateg og kabinetschef i Statsministeriet 2019-21. Han beskriver den danske strategi i nogle punkter: At genskabe troværdigheden i arbejderklassen udenfor storbyerne, Arne-pension betalt af bankerne og at sætte politiske prioriteter igennem på tværs af embedsapparatet.
Det afgørende er dog det fjerde punkt – nytænkning af indvandringspolitikken. »Uden dette havde vi ikke haft troværdighed omkring alt det andet«, siger Martin Engell-Rossen.
Det britiske magasin har fat i en vigtig pointe, der ofte overses herhjemme. Nytænkningen bestod ikke blot i at stramme, det havde tidligere regeringer allerede gjort:
»Frederiksens præstation var at udvikle en autentisk socialdemokratisk tilgang (…) Hvis kampen stod om, hvem der var mest modbydelige overfor udlændinge, ville højrepopulisterne altid vinde, men hvis det handlede om at bevare det danske sociale demokrati, ville hun have fat i den lange ende«, påpeger New Statesman.
Jeg blev kontaktet af New York Times i det sene efterår. Journalisten David Leonhardt var overbevist om, at Demokraterne ville tabe præsidentvalget på grund af den hidtil usete indvandring. Han var derfor optaget af det danske socialdemokrati og planlagde at rejse til Danmark.
Jeg gav min vurdering af S-strategien og inviterede ham til Holbæk, så han også erfarede, hvordan integrationsproblemer og løsninger udspiller sig udenfor København. Han så boligsocialt arbejde, udsatte områder, blandet nybyggeri og andet i Holbæk.
Når New York Times kommer til København, rulles den røde løber ud. David Leonhardt blev modtaget af Mette Frederiksen i Statsministeriet, og midt i det fortravlede epx-forløb ryddede Mattias Tesfaye kalenderen og fortalte om Velkommen Mustafa, hans bog om 30 års socialdemokratisk udlændingestrid.
David Leonhardt har studeret amerikansk indvandringshistorie. Den lange og grundige feature i New York Times Magazine handlede derfor ikke kun om Danmark, men trak også perspektivet op internationalt.
Leonhardt henviser til den franske økonom Thomas Pikettys analyser af, at »det politiske venstre er skiftet væk fra dets rødder i arbejderklassen og over til en mere velstående, akademisk version af progressivitet«.
Det har gjort venstrefløjen blind for indvandringens sociale slagside: »Hastig indvandring presser skoler, social service, velfærdsprogrammer og boligmarked, især i arbejderkvartererne hvor indvandrerne som regel bor«, påpeger Leonhardt.
Han henviser også til økonom og Nobelpristager Angus Deaton, der dokumenterer en anden klassemæssig konsekvens af masseindvandringen: mange indvandrere arbejder i restauranter, service, byggeri og andet, hvor højindkomsterne nyder godt af pres på lønningerne og dermed lavere priser.
Dét er dette klasseskel, venstresiden i stigende grad er opmærksom på. Lad mig slutte i Norge, hvor den tidligere næstformand i Arbeiderpartiet, Trond Giske, opfordrer sine partifæller til at »se til Danmark« for at genvinde arbejderklassen og træde op mod Fremskrittspartiet.
Giske drager en parallel mellem to Oslo-forstæder, det velstående Bærum og det mere folkelige Groruddalen:
»Folk ønsker en skrap indvandringspolitik, og arbejdsfolk ønsker det allermest. Det er Groruddalen, ikke Bærum, der bærer byrderne ved integrationen (…) I Bærum betyder indvandring først og fremmest billigere rengøring og levering af mad. Der er en stor klasseforskel i, hvordan indvandringen opleves«.
