Manus til klumme i Jyllands-Posten 9.5.2022

Af Lars Olsen

 

Lad mig starte med en i disse klima-tider ukorrekt bekendelse: jeg har en forkærlighed for slagterbutikker. Intet kan slå en god leverpostej eller flæskesteg. Da vi sidste år rykkede teltpælene til Holbæk, blev jeg hyppig gæst hos den lokale Munkholmslagter.

Jeg blev tit betjent af den unge slagterlærling. Forleden dukkede han op i det lokale dagblad, Nordvestnyt. Christian Egedal Olsen er kåret som Danmarks bedste gourmetslagterlærling. Det skete ved Skills, den årlige festival, hvor hundredvis af unge fra 49 faglige uddannelser dyster om at være bedst.

Skills består af praktiske konkurrencer, som publikum kan engagere sig i, eksempelvis skal slagterne lave rullepølse og scoremiddag med tre retter. 67.000 gæster fandt i år vej til det store stævne i Høng, hvor de også så murere konkurrere på de flotteste flisevægge og sosu’er dyste om den bedste ældrepleje.

 

Skills skifter værtsby fra år til år, jeg var også i Odense, andre gange har vi fulgt det i medierne, men aldrig har festivalen fyldt som i Holbæk.

Nordvestnyt fortæller om endnu en holbækker: Danmarks dygtigste urmagerlærling. Da jeg i søndags var til 1.maj i det lokale 3f, faldt jeg i snak med en af vores kommunalpolitikere. Charlotte Nielsen er lærer og har i mange år arbejdet for en mere praksisfaglig skole. Nu berettede hun stolt, at en tidligere elev var kåret som Danmarks bedste møbelsnedkerlærling.

Da vi boede i København og Humlebæk, var Skills ikke noget særligt. Medierne var nærmest ligeglade, gymnasier og universiteter er jo anderledes interessante. Folk talte heller ikke om dét, kun få unge tager en erhvervsuddannelse, så de færreste kender nogen der er med. Sådan er det ikke på Vestsjælland. Det er en stor begivenhed, som tre dage i træk var tophistorien i det regionale TV2 Øst.

 

Skæve uddannelser bliver snart Danmarks største samfundsproblem. Vi mangler op mod 100.000 faglærte i 2030 – store årgange af erhvervsuddannede går på pension og afløses af små årgange, hvor al for mange er gået den gymnasiale og akademiske vej. Der bliver desperat mangel på håndværkere, og Ældresagen spår en »humanitær krise« med for få sosu’er i ældreplejen.

Tusindvis af unge besøgte Skills. For mange var det en ahaoplevelse at se de ofte ukendte praktiske fag. Undervisningsministeren peger på, at skolen kun præsenterer eleverne for de fag, de skal have i det almene gymnasium: »Vi har afskaffet snart sagt alle de praktiske fag. Da jeg var barn, var der metalsløjdværksted på skolen og meget andet«, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil til TV2 Øst.

Forhåbentlig får hun også gjort noget ved det. Indtil nu har ingen regering turde tage favntag med det akademiske monster, der har skabt hovedsporet: boglige fag i skolen – alment gymnasium – universitet. Et monster, der forener stærke uddannelsesbureaukratier, højtråbende studentergrupper og snæversynede hovedstadsmedier.

Samtidig har politikerne også på anden vis indrettet samfundet efter de langt uddannede. Kun få murere eller sosu’er kan arbejde til de er 74,5 – men det er kravet til de unge på erhvervsuddannelserne. Ikke noget under at de flygter om bag skrivebordene.

Skills viser den stolthed, der ligger i erhvervsuddannelser, hvor unge vokser og modnes af at mestre et fag. Det er en kolossal drivkraft, men den slippes først fri, når vi gør op med det akademiske monster i uddannelses- og pensionssystemet.

21