Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.2.2015
Af Lars Olsen
Folkeviddet i det nu hedengangne DDR havde særligt bid: »Staten lader som om den betaler – og vi lader som om vi arbejder,« lød en vits. Sådan er det også i dele af det socialistiske Cuba. Ledende cubanske økonomer vil bryde »den onde cirkel af lave lønninger og lav produktivitet«. Folk skal arbejde mere effektivt og skabe grobund for højere løn.
Den cubanske regering skønner, at der er én million overflødig ansatte i de offentlige virksomheder. Som rejsende støder vi dagligt på eksempler. Det tydeligste er en dame, som snorksover hen over skrivebordet. Det er den slags, nye reformer skal rydde op i.
Vestlige medier citerer gerne en lille kreds af systemkritikere, men inden for styrets rammer foregår i disse år en åben og selvkritisk debat. Præsident Raúl Castro har været med siden revolutionens start i 1953, men er som leder helt anderledes reformistisk end storebror Fidel. Da reformerne startede sidst i 00erne, var kun 15 pct. privat beskæftiget. I 2012 var det 23 pct. og ventes i 2016 at passere 40 pct.
Som turist nyder man godt af de mange familierestauranter, der laver fremragende mad. I byerne åbner private butikker og værksteder, og store dele af landbrugsjorden er nu overdraget til private eller små selvforvaltende kooperativer. Ja, selv i de trøstesløse boligblokke, opført i 1960erne og 1970erne efter sovjetisk forbillede, møder vi nu små værksteder, der reparerer cykler eller ure.
De store virksomheder er fortsat offentlige, men skal decentraliseres, effektiviseres og lade det private opsuge overflødig arbejdskraft. Og reformerne er tvingende nødvendige. Cuba er aldrig kommet sig over Sovjetblokkens kollaps. Industriproduktionen er det halve af i 1989, og frodige Cuba importerer 70 pct. af sine fødevarer.
Kun to faktorer hindrer total rabundus: Den hastigt voksende turisme og en udbredt »lægeeksport«. Cuba er kendt for sit velfungerende sundhedsvæsen, og tusindvis af læger arbejder i andre lande. 65 pct. af deres løn ryger direkte i statskassen.
Sceneskift: En rundtur i provinsbyen Sancti Spiritus viser socialismen på godt og ondt. I rigmændenes casino på den centrale plads er der nu offentligt bibliotek, og overklassens tidligere villaer bruges i dag til skoler og kultursteder. Ifølge Verdensbanken har Cuba det bedste uddannelsessystem i Latinamerika.
Vi slentrer imidlertid også ind på det private marked. Hér er masser af kød, frugt og grøntsager, men til svimlende priser for mange cubanere. Der er gode indtægtsforhold for taxachauffører, tjenere og guider, som får drikkepenge i hård turistvaluta. Derimod er hverdagen presset for skolelærere, landmænd og industriarbejdere. I mange familier er det de offentlige fødevareprogrammer, der holder sulten fra døren.
Vores guide, Rafael, er et godt eksempel på brudfladerne. Han har en universitetsgrad i engelsk og arbejdede som engelsklærer til lav løn. Siden var han i syv år bartender på et diskotek på grund af turisternes gode drikkepenge. Først nu har Rafael et job, hvor han bruger sit engelsk og får noget betaling i hård valuta.
Ingen kan reelt overskue dynamikken i reformerne. Ender »markedssocialismen« i dybe kapitalistiske skel som i resten af Latinamerika? Liberalisterne håber det, ortodokse kommunister frygter det, men det er langt fra givet. Resten af Latinamerika ændrer sig også. De fleste lande har i dag socialdemokratiske eller venstreorienterede regeringer. Latinamerika leder efter en ny model, der forener markedsøkonomi med social retfærdighed. Det gør Cuba også – bare fra et andet udgangspunkt.
