Klumme i Jyllands-Posten 9.3.2020
Af Lars Olsen
Som tusindvis af andre flygtede Karin og jeg fra den grå og regnfulde vinter og fik ladet batterierne op på Gran Canaria. Turen startede dramatisk. Vi landede med det sidste fly, før en usædvanlig sandstorm stoppede al flytrafik. I dagevis var alt indhyllet i sand, der blæste hertil fra Sahara og trængte ind alle vegne. Det gav tid til min nørdede interesse: Det historiske.
Hovedbyen Las Palmas er en perle: Autentiske spanske kvarterer og ikke mindst den gamle bydel Vegueta med katedral og hundredvis af klassiske huse fra den tidlige kolonitid. Spaniernes kolonisering af Gran Canaria startede i 1478, og få år senere – i 1492 – var Las Palmas sidste station før Columbus verdenshistoriske rejse til Amerika.
Columbus-museet ligger i den tidligere guvernørbygning, hvor han præsenterede akkreditiverne fra dronning Isabella. Museet giver en nærmest fysisk fornemmelse af, hvordan rejsen ændrede datidens verden. I en sal med gamle kort findes en nøjagtig kopi af verdens første globus, skabt af den tyske geograf Martin Behaim – også i 1492: Europa er som vi kender, Afrika også nogenlunde med, men Asien er al for stort – og Nord- og Sydamerika mangler! På kortene fra de næste århundreder toner ”Den nye Verden” gradvist frem på verdenskortene.
Et andet spændende rum genskaber Columbus’ kahyt på karavellen El Nina. Søfolkene sov ofte på dækket, men Columbus havde kahyt med seng, stol, bord og stabler af kort. Ikke luksus, men som et rimeligt hotelværelse.
Columbus blev længere end planlagt på De kanariske Øer. De tre skibe skulle repareres og have forsyninger, men det havde formentlig også en amourøs forklaring. Han tilbragte det meste af tiden på øen La Gomera, hvor hans gamle hus stadig findes. Guvernøren var den unge enke Beatrice di Bobadilla: »Det er højst sandsynligt, at den kvindelige guvernør og søfareren foretog sig andet sammen end at udveksle høflige smil,« vurderer historikeren og journalisten Gianni Granzotto i sin Columbus-biografi.
Desværre var Spaniens kolonisering af Gran Canaria også et forvarsel om den tragedie, der siden overgik Amerikas indianske befolkning. Da spanierne ankom, var øen beboet af canarii’er: et stenalderfolk med rødder blandt berberne i Nordafrika, muligvis bragt til øerne som led i en straffeekspedition under Romerriget.
Canarii’ernes skæbne er på fremragende vis dokumenteret på Det arkæologiske Museum i provinsbyen Galdar vest for Las Palmas. Museet er bygget op om den største Canarii-boplads, hvor der stadig er rester af deres runde stenhuse og øernes mest berømte præhistoriske hulemalerier.
Med film og 3D bliver fortiden og dens tragedie uhyre nærværende. Kun 3.000 af de 20.000 canarii’er overlevede, resten blev dræbt eller gik til grunde i slaveri og sygdom – som det få årtier senere skete for mange indianere i Amerika.
For nogle år siden gik turen til Gran Canarias solsikre og overturistede sydkyst, men vi foretrækker storbyen Las Palmas: Dens latinske atmosfære, 4 kilometer bystrand, en masse historie og i februar-marts tilmed et gigantisk karneval med titusinder af unge og ældre spaniere.
Vejret er knap så stabilt som på sydkysten, sol ved strand og pool veksler med mere skyede dage, perfekt til ture i øens frodige bjerge og hyggelige provinsbyer. For mange danskere er Gran Canaria blot sol, fest og farver, snyd ikke dig selv for øens spændende geografi og historie.
