Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 16.1.2017
Af Lars Olsen
Det offentlige rum er fyldt med meningsmålinger – nogle mere interessante end andre. En af de mere tankevækkende var i sidste uge i Ugebrevet A4. Analyse Danmark spurgte, hvordan folk vurderer kvaliteten af de lokale skoler, daginstitutioner, ældrepleje m.v. Resultatet viste en bemærkelsesværdig forskel på store og små kommuner. I de små kommuner mener 42 pct., at den lokale velfærd er god eller meget god – i de store kommuner er det kun 25 pct.
Undersøgelsen sætter et kraftigt spørgsmålstegn ved årets 10-års jubilæum: strukturreformen der i 2007 slog 271 kommuner sammen til 98 langt større. De nye tal viser, at tilfredsheden hos borgerne typisk er størst i de mindre kommuner, som ikke blev berørt af kommunalreformen.
Især på ældreområdet er det tydeligt, at borgerne i de små kommuner er mere tilfredse: »Det tager jeg som udtryk for, at der er bedre netværk lokalt, og at det giver større tilfredshed,« siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen. Især de større kommuner har nedlagt mange små ældrecentre. Det medfører længere transport for de pårørende og svagere bånd til lokalområdet.
Der er også betydelig forskel på tilfredsheden med de lokale skoler. TV2 satte for nylig fokus på de mange skolelukninger, der fulgte efter strukturreformen. I de seneste ti år er der nedlagt 172 lokale folkeskoler, og en bølge af nye friskoler er skyllet over landet.
Politikere og uddannelsesteknokrater har tydeligvis bevæget sig for langt væk fra familiernes hverdag. Elever på store skoler får ifølge analyser marginalt højere karakterer, men prisen betales i form af mindre tryghed, længere til kammeraterne og svagere bånd til lokalområdet. Og forældrene tager konsekvensen – de stemmer med fødderne.
Undersøgelser har tidligere vist, at borgere i store kommuner har mindre tillid til politikerne, simpelthen fordi de opleves som mindre lydhøre. Strukturreformen, der blev iværksat af daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, blev da også langt mere vidtgående, end der var lagt op til.
Eksperterne i Strukturkommissionen gjorde forarbejdet. De pegede på, at den ideelle kommune er på 20-50.000 indbyggere – kommuner med under 20.000 er for små, kommuner med over 50.000 indebærer risiko for »stordriftsulemper«.
Mange af de nye kommuner blev imidlertid al for store – den gennemsnitlige kommune er i dag på 55.000 indbyggere. Forestillingen om »stort er godt« gik hånd i hånd med Venstres ønske om store enheder, der gør det lettere at udlicitere og drive ældrepleje m.v. på markedsvilkår. Hertil kom, at Løkke lod hele initiativet være op til de enkelte kommuner:
»Kommunerne gik amok i kampen om at blive større end naboerne. Det betød, at vi er havnet på størrelser, der er langt større, end hvad der er fornuftigt ud fra økonomiske, faglige og demokratiske perspektiver,« siger kommunalforskeren Roger Buch.
Det er næppe realistisk, at der brydes op i de eksisterende kommuner. Tallene viser imidlertid, at byrådene har en stor opgave i at udvikle nærdemokrati og skabe bedre bånd til de forskellige lokalområder, der typisk er i en storkommune. Samtidig kan jeg ikke dy mig for et lille politisk æselspark:
Kommentatorer omtaler ofte Lars Løkke Rasmussen som »en eminent håndværker«: Det er kun rigtigt i en snæver Christiansborg-logik, hvor Løkke har overlevet det mest utænkelige. Strukturreformen var ikke blot fejlslagen centralisering, men indebar også omlægningen af Skat – og gigantiske huller i statskassen. I et samfundsperspektiv er Løkkes generalieblad alt andet end imponerende.
