De geografiske klasseskel vokser i Danmark. Områder med høje indkomster – typisk i København/Frederiksberg og Nordsjælland – har også den største fremgang. Helt modsat områder med mange lavindkomster på landet og i de mindre byer. Og skævheden har politiske konsekvenser. Store dele af befolkningen mener ikke, at de får en retfærdig andel i fremgangen, i værste fald fører det til politisk mistillid.
Noget af det mest dramatiske er København, der er som forvandlet på få årtier. Det er fremragende skildret i filmen Best in the World, hvor jeg er blandt de interviewede. Den kan ses gratis på Filmstriben.
Inger Støjberg italesætter opgøret med »de fine saloner« i København, men beskyldes med rette for »jyderi«. Den hårdest ramte region er Sjælland/Lolland-Falster, som jeg sætter fokus på i kronikken om det polariserede Sjælland.
Efter valget i 2022 dykkede jeg også ned i de geografiske forskelle. Mens Inger Støjberg står stærkt i dele af Vest- og Nordjylland, blev hun på Sjælland og Fyn stoppet af lokalt forankrede socialdemokrater – som også slog mere kendte partifæller.