Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.9.2016
Af Lars Olsen
Regeringens 2025-plan har udløst et sandt råbekor af etablerede interesser. Enhver organisation med respekt for sig selv giver sit besyv med. Det gælder også Landbrug & Fødevarer. Erhvervsorganisationens direktør – den fhv. socialdemokratiske minister Karen Hækkerup – havde i tirsdags kronikken i JP.
Hér var hele arbejdsgivernes ønskeliste: Lavere topskat, højere pensionsalder, længere arbejdstid m.v. Med stort engagement fremlagde Karen Hækkerup også mærkesagerne på tv:
»Det er katastrofalt, at vi i Danmark har så lav vækst (…) Hvis vi skal udvikle velfærdssamfundet, må vi slå ind på reformsporet,« fastslog den tidligere topsocialdemokrat, der tydeligvis har ladet meningerne skifte med afsenderen på lønchecken.
For nogle år siden diskuterede jeg politik og karriere med Karen Hækkerup. Min bog ”Eliternes Triumf” advarede imod de mange yngre akademikere i Folketinget, der betragter politik som taktisk spil og personlig karriere. Kun de færreste MF’ere tilhører i dag befolkningens store flertal af faglærte og ufaglærte, og det skaber blinde vinkler på Christiansborg.
3F Kastrup arrangerede et debatmøde. Jeg fremlagde bogens konklusioner, og to »røde« politikere kommenterede. Den ene var SF’s Karsten Hønge, som dengang var fagforeningsformand for tømrerne på Fyn – han delte min analyse. Den anden var cand.scient.pol. Karen Hækkerup, der dengang var S-folketingsmedlem.
Karen Hækkerup var nærmest forarget – der skulle ikke sættes spørgsmål ved hendes socialdemokratiske rødder. Hun har giftet sig til Hækkerup, men kommer fra en gammel socialdemokratisk familie, hvor bedstefar var borgmester i København. Vi har altid arbejdet for at børn fik en uddannelse, så hvorfor skal det gøres til et problem at være akademiker, spurgte hun. Hendes forargelse fortsatte, da vi fik fælles kørelejlighed fra Kastrup.
Sceneskift: Jeg er i gang med et stykke spændende politisk Danmarkshistorie – Poul Smidts biografi om Viggo Kampmann. Han blev i 1960 den første akademiker i spidsen for Socialdemokratiet. Skiftet i det gamle arbejderparti udløste knubbede ord i borgerlige aviser, men Kampmann opnåede med 42 pct. en valgsejr af Stauning’ske højder.
Eksempler som Kampmann bruges af meningsdannere, der nedtoner vore dages akademikerdominans i politik. Forskellen på dengang og nu er ellers til at få øje på. Datidens socialdemokrati var en folkebevægelse i tæt samarbejde med fagbevægelsen. Akademikere som Kampmann og Jens-Otto Krag var relativ få – den typiske MF’er var faglært eller ufaglært, med mange års erfaring fra fagbevægelse og kommunalpolitik. Forbindelsen til livet udenfor Christiansborg var tæt og stærk.
I dag er mønsteret et andet – ikke kun i Socialdemokratiet. Det store flertal af MF’erne har akademisk baggrund, og mange er tilmed relativ unge. Den nye politikertype har fortrængt den klassiske – kun 14 pct. af Folketinget er faglærte og ufaglærte.
Karen Hækkerups vej fra Københavns Borgerrepræsentation som 24-årig til direktørposten i Landbrug & Fødevarer er langt fra enkeltstående; listen over tidligere MF’ere i fremtrædende private og offentlige stillinger er ganske lang. Tidligere bragte folketingsmedlemmer solide erfaringer fra det virkelige liv ind på Christiansborg – i dag er politik et springbræt i ens videre karriere, MF giver bonus på CV’et.
Resultatet er politik, sådan som det læres på universitetet og udtænkes af et magtfuldt embedsapparat: 2025-planer, økonomiske regnemodeller, mediestrategier, taktik … Menneskers levevilkår reduceres til excel-ark og brikker i et politisk spil.
