Klumme i Altinget 18.11.2020
Af Lars Olsen
Ja, minkgate er en vaskeægte skandale, men hvor i Corona-indsatsen ville de borgerlige have gjort det anderledes? Svaret blafrer i vinden – og har gjort det siden april. Meget tyder på, at en V-ledet regering havde fulgt en »svensk« strategi, med fatale konsekvenser for folkesundheden.
Corona’ens anden fase har ramt Europa hårdt. I Italien er over halvdelen af de indlagte på sygehusene nu covid-patienter, og Lægeforeningen opfordrer regeringen til total nedlukning. I Portugal er der udgangsforbud i weekenden fra lørdag kl.13.
Eller kig til Sverige lige på den anden side af Øresund. I 18 af 21 regioner er der vidtgående restriktioner. Man skal ikke have fysisk kontakt udenfor ens egen husstand, og man opfordres til at undgå indkøbscentre, fitnesscentre og kollektiv trafik. Sygehusene frygter en barsk vinter.
Danmark er – sammen med Norge, Finland og et par stykker til – et af ganske få lande, hvor smitten er nogenlunde under kontrol. Lige nu. Og hvor borgerne har en grad af frihed, som millioner af europæere kun kan drømme om.
Vi hører om det som dryp i nyhederne. Nu lukker Østrig, nye restriktioner i Frankrig, nu strammer England… Og totalt løsrevet herfra kører vores egen debat. Hvor en borgerlig opposition, i tæt parløb med medierne, dagligt skyder på regeringens Corona-håndtering.
Med minkgate har de endda fået en vaskeægte skandale. Fødevareminister Mogens Jensen og hans embedsapparat har i månedsvis kendt til faren for smitte fra mink til mennesker og vice versa. Enhedslisten og Hjørrings borgmester har advaret gang på gang. Alligevel er kursen slinget afsted, Jensen fortjener en fyreseddel.
Den »blå« oppositions hovedanke er imidlertid en anden. Man finder fejl hos regeringen, også alvorlige fejl, man fisker stemmer blandt minkejere og Corona-trætte danskere, det er imidlertid uklart, hvad en borgerlig regering – ledet af Venstre – ville have gjort anderledes.
Sådan har det været i månedsvis. Da Mette Frederiksen gennemførte den resolutte nedlukning den 11. marts, var landet i kollektivt chok. »Samfundssind« var på alles læber og den brede politiske opbakning forbilledlig.
Det varede imidlertid kortere, end mange i dag kan huske. Allerede i april startede heppekoret af erhvervslobbyister og toneangivende borgerlige: Genåbning. Forrest i koret var fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen, i starten lignede han en liberalistisk enmandshær, men pø om pø blev det Venstres politik.
Dag efter dag satte erhvervslobbyisterne og de borgerlige kritikere sig på nyhedsfladen. Foråret igennem havde Horesta-direktør Katia Østergaard nærmest slået sin seng op i TV-2 News. Når restauranterne tog et break, var rejsebranchen klar. Lad os nu rejse ud i verden, det går jo fint… Regeringen og dens forsigtighedsprincip var under voldsomt pres.
Sidst på sommeren fulgte så konsekvensen: Smitten begyndte at stige. Det distraherede imidlertid ikke den borgerlige opposition. Flere henviste til Sverige, hvor det også så fint ud – dengang.
19. september bragte Politiken et interview med den svenske statsepidemilog: »Tegnell er glad for, at Sverige ikke gjorde som Danmark«. Han fik bemærkelsesværdig opbakning fra Venstres gruppeformand. Tegnell »gør stort indtryk«, sagde Karsten Lauritzen, der »ikke er overbevist om, at den danske strategi var den rigtige«.
V-gruppeformanden pegede på, at den svenske strategi er langt mere forudsigelig, der er mindre »zigzag« med åbninger, lukninger og konstante nye tiltag. »Jeg har virkelig ondt af dem, der driver restaurant eller værtshus«, tilføjede Karsten Lauritzen.
Sverige fulgte indtil for nylig en strategi, hvor man undgik nedlukning, men i stedet appellerede til hr. og fru Svenssons gode vilje. Eller som det i disse dage udtrykkes af Venstres Jacob Ellemann-Jensen i helsides annoncer:
»Der er forskel på at styre et land og lede et land. I Venstre tror vi på, at mennesker trives bedst med frihed under ansvar. Ikke med stram styring, omklamring og en masse begrænsninger«.
Det er denne Tegnell-tilgang, som svenskerne selv forlader, men stadig trives i Danmarks borgerlige opposition. En tilgang, der giver frit slag til stemmefiskeri og gusten interessevaretagelse af kortsigtede erhvervsinteresser.
Kig dog ud i verden. USA’s Trump og britiske Boris Johnson sagde i lang tid nej til at lukke ned. De havde blikket stift rettet imod kortsigtede erhvervsinteresser. Men: smitten løb løbsk, hundredtusinder døde – og økonomien blev ramt langt hårdere på længere sigt.
Seks måneders Corona-krise har lært os ét: rettidig omhu. Krisen har belønnet de lande, hvis politikere magtede at lukke ned i foråret og gennemføre rettidige restriktioner hér i efteråret. Og den har straffet dem, der skævede til kortsigtede økonomiske interesser, mens de lod smitten vokse, og nu må gribe til drakoniske tiltag.
I den første boldgade har vi Mette Frederiksen og Norges konservative Erna Solberg, i det anden højrefløjspolitikere som Trump og Boris Johnson, men paradoksalt nok også det svenske »folkehjem«. I de kortsigtede erhvervsinteressers boldgade har vi tillige Venstre og meget af den borgerlige blok. Det siges bare ikke højt, sejladsen sker under bekvemmelighedsflag.
