Ulighed. Skolekulturen gør en forskel

En virkelighedsnær uddannelseskultur mindsker uligheden i karaktererne og øger den sociale mobilitet

Af Lars Olsen

FLERE UNGE SKAL have mere uddannelse. Sådan lyder det politiske mantra. I 2006 blev stort set hele Folketinget enige om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent en videregående uddannelse. Og bestræbelsen går længere tilbage. Allerede i 1994 søsatte daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen programmet Uddannelse Til Alle.

Alligevel har tallene ikke for alvor rykket sig. Hver femte 25-årig har ikke anden uddannelse end folkeskolen. Samtidig er der en massiv social skævhed. Det er de ufaglærtes børn, der har langt den største risiko for at blive ufaglærte. Og det er akademikernes børn, som har langt de største chancer for at blive akademikere. Hvis flere skal nå længere, må der igen sparkes gang i den sociale mobilitet.

Målet om mere uddannelse til flere har da også udløst et hav af tiltag – ungepakker, mentorordninger, bedre vejledning og meget andet. Politikerne bruger både stok og gulerod for at få de unge videre. Men paradoksalt nok stilles der sjældent skarpt på uddannelsens kerne: Undervisningen.

Mens politikerne taler om mere uddannelse til de mange, er uddannelsesverden blevet mere boglig og akademisk. På mange folkeskoler er de praktiske fag smuldret bort, og gymnasieelever lærer i dag videnskabsteori og andet, der tidligere hørte hjemme på universitetet.

UNDERVISNINGSFORMER OG uddannelseskultur har imidlertid stor betydning for den sociale mobilitet. En praktisk og virkelighedsnær uddannelseskultur mindsker sociale forskelle og løfter unge fra faglærte og ufaglærte familier.

Det dokumenterer tabellen her på siden med gennemsnitskarakterer ved studentereksamen. I det almene gymnasium er der en markant social kløft. De ufaglærtes børn får 5,7 i snit, mens akademikerbørn scorer hele 7,8 – altså en forskel på 2,1. På htx – de tekniske gymnasier – er spændet kun det halve, 1,1 karakterpoint.

Hvorfor? Til tider antages det, at tekniske og naturvidenskabelige fag pr. natur er mere socialt neutrale, men det er en myte. Når man ser på karaktergennemsnittene i folkeskolen og gymnasiet, er det sociale spænd i fysik og matematik ikke mindre end i eksempelvis dansk.

Forskellen på htx og det almene gymnasium bunder i noget andet, nemlig undervisningsformer og uddannelseskultur. I forbindelse med min nye bog, »Uddannelse for de mange«, besøgte jeg en del uddannelsessteder for at indsamle eksempler på mere praktisk og virkelighedsnær undervisning. På htx i Roskilde forklarede en lærer forskellen sådan:

»Meget af vores undervisning er problem- og projektorienteret. Htx har mange af de samme fag som det almene gymnasium, men de læres på en anden måde. Vi lærer ikke eleverne en anden grads ligning uden at prøve, hvad den kan bruges til. Det anvendelsesorienterede gør undervisningen mere spiselig for eleverne, og mange finder deres indre Ole Opfinder,« sagde Erling Flyvholm.

Det er ikke bare undervisningen i de enkelte fag, som er mere anvendelsesorienteret. På htx er udgangspunktet for tværfaglige projekter et konkret problem, som eleverne kortlægger og udvikler løsninger på. For eksempel undersøgte en gruppe 2.g’ere problemerne med at få nødhjælp frem ved oversvømmelser, blandt andet ved samtaler med Røde Kors. Herefter udviklede de en taske, som kan flyde oven på vandet, i kraft af at to gasarter blandes og aktiverer en stor badering.

I det almene gymnasium er kulturen anderledes abstrakt. Såvel fag som tværfaglighed er i højere grad bygget op om teorier, begreber og metodeovervejelser. For eksempel havde jeg lejlighed til at læse et stort antal eksamensopgaver i det nye tværfaglige fag, AT. Opgaverne er typisk på 5-10 sider. De faktuelle forhold fylder ganske lidt, kilderne er et par taler, en Facebook-side, måske en enkelt bog. Til gengæld bruges rigtig mange ord på metoderne til analyse af disse kilder. Synopserne er spækket med hermeneutiske spiraler og diskursanalyser; den strategisk tænkende gymnasieelev får også i forbifarten nævnt Giddens, Fukuyama og andre teoretikere – ikke altid lige relevant, men det giver point ved eksamen.

KONSEKVENSERNE SES IKKE KUN i karaktererne, men også på frafaldet. Således viser en undersøgelse fra Epinion, at frafaldet er langt mere socialt betinget på det almene gymnasium end på htx og hhx (handelsgymnasierne). Unge fra hjem uden lange uddannelser oplever slet og ret en mere fremmed verden i det almene gymnasium end på htx og hhx.

Hvis flere skal nå længere, må vi reformere uddannelseskulturen. Boglige fag i folkeskole og ungdomsuddannelser skal i højere grad læres med udgangspunkt i det virkelige liv, og tværfaglighed bør være problem- og projektorienteret. Forskellen på htx og det almene gymnasium handler således ikke om at lære mere eller mindre, men om at lære på to forskellige måder. Og en gymnasieelev får mere brugbar viden af at lave et interview eller designe et spørgeskema end ved metodeovervejelser løsrevet fra praksis.

Samtidig må der ske en styrkelse af de praktiske fag i folkeskolen. De unge vælger efterfølgende mellem to hovedveje – den gymnasiale og erhvervsuddannelserne – men i dagens folkeskole møder de kun den gymnasiale verden.

VI HAR I DE SENESTE ÅR set et skifte i den erhvervspolitiske debat. Det er blevet klart, at fremtiden ikke bare er et »videnssamfund«, men et videns- og produktionssamfund. I erhvervspolitikken er både politikere, erhvervsliv og fagbevægelse ved at erkende, at viden og innovation indeholder et betydeligt praktisk element.

Det er på tide, at denne erkendelse slår igennem i uddannelsesverdenen. Unge skal i højere grad lære at tænke på tværs og forbinde teori og praksis. Det vil på én gang ruste dem til fremtiden og mindske de sociale skel.

Lars Olsen er cand.phil., journalist og forfatter – senest til ”Uddannelse for de mange”, der udkom 13.september.

Gennemsnitskarakterer ved studentereksamen 2008-10, fordelt på forældrenes uddannelse:

Kilde: Beregning på grundlag af tabeller på Undervisningsministeriets hjemmeside