Prædiken for koret

Litteraturanmeldelse af Dennis Nørmark bragt i Jyllands Posten den 22. November 2014. Mine kommentarer er undervejs indsat med kursiv:

Elegi: En række prominente forskere og debattører genudgiver debatbog om nationens sølle tilstand. Det er svært at forstå hvorfor.

Af Dennis Nørmark

For to år siden begavede en håndfuld forfattere os med bogen “Det danske klassesamfund”, hvor de i talkolonner og kort dokumenterede en stigende ulighed i det danske samfund. Hovedfokus blev lagt på, at middel-og arbejderklassen var blevet politisk overdøvet af den kulørte elendighed i underklassen, men at det så sandelig også var synd for dem, der gravede grøfter og kørte bus.

Bogen var stedvist interessant og genudgives nu i en ny version, fordi »tallene frem til 2012« ifølge forordet viser »dybere skel og nye brudflader«. Det er dog ret begrænset, hvad der for alvor retfærdiggør en opdatering af bogen. Den fremstår både mere overflødig og mindre troværdig end “førsteudgaven”.
Mere end nogensinde før er bogen eksempelvis belastet af et meget politiserende sprog, der manipulerer mere, end det oplyser.

Der ligger en antydning af bitterhed over begreber som »borgerskabets diskrete charme«, og så er det direkte manipulerende, når det eksempelvis hævdes, at der »omfordeles store summer fra almindelige lønmodtagere til kapitalejere og højtlønnede ledere/ specialister«. Billedet er let at forstå, men er bedragerisk formuleret, når virkeligheden stadig er, at en meget lille del af den danske befolkning betaler for de relativt mange. De 20 procent rigeste danskere betaler halvdelen af skatten.

Den ulighed er der sjovt nok ingen af bogens forfattere, der kan se det moralsk dubiøse i – eller overhovedet nævner med et ord.

Det er rigtigt, at folk med høje indkomster typisk betaler mere i skat, men det tager bogen faktisk højde for. De fleste statistikker handler om disponible indkomster, dvs. indkomster efter skat. De statistiske analyser bag bogen viser, at i 1985 tjente én i overklassen (2 procent af befolkningen) i snit 2,5 af en i arbejderklassen – i 2012 var det steget til 4,5. Det kan man anse for et problem eller ej, men fortjener vel anstændigvis en ordentlig debat.

(…) I en anden tabel viser forfatterne, at en betragtelig del af arbejder-og underklassen er på efterløn som 64-årige, mens tallet er langt mindre for overklassen.

Tolkningen bliver, at de lavere klasser er slidt op. Nuvel, men en anden analyse kunne fremhæve, at overklassen fortsætter det produktive liv op i en høj alder og dermed, igennem skatten, forsørger den udslidte underklasse. Igen en helt anden tolkning, med nøjagtigt de samme tal. Og sådan er det hele vejen igennem.

Der er næsten ikke én tabel, der ikke kunne tolkes stik modsat af, hvad forfatterne gør.

Det sidste er direkte fejlagtigt. Diskussionen handler om tabellen s.44 i bogen. Hér er underklassen slet ikke med, da den er defineret som folk, der er langvarigt uden for arbejdsmarkedet, og derfor slet ikke kan modtage efterløn.
Tabellen viser ganske rigtigt, at overklassen og den højere middelklasse ikke går så meget på efterløn som arbejdsklassen – og slet ikke allerede som 61-årige. Tallene viser imidlertid også, at dem, der går tidligt på efterløn, også har det mest belastende arbejdsmiljø. Samtidig viser en anden tabel, at en stor del af arbejderklassen ikke har indflydelse på deres arbejde (til forskel fra overklassen og den højere middelklasse).
Statistik kan naturligvis tolkes forskelligt, men Dennis Nørmark reducerer det til ren leg med tal. At det typisk er de mest nedslidte, der går tidligt på efterløn, er solidt og veldokumenteret.

Hen imod slutningen bliver det efterhånden ufrivilligt komisk – som når forfatterne forarges over den »uhyre systematiske ulighed« mellem karaktergennemsnittet hos hhv. børn i underklassen og børn i overklassen.

Igen en banal gennemgang af forhold, som ville være højst påfaldende, hvis de viste noget andet. Ja, nogle er bedre end andre, og disse evner går som regel i arv. Vi er desværre ikke lige.

Det nytter heller ikke at være imod mandage.

Alt i alt er “Klassekamp for oven” en dårligere kopi af sin forgænger. Der prædikes for koret og manipuleres med alle andre.

At der i årevis er ført en debat om, hvorfor det danske uddannelsessystem er så dårlige til at bryde den sociale arv, ignoreres totalt. Det »ufrivilligt komiske« må i så fald også gælde det store flertal i Folketinget, der i 2013 vedtog en folkeskolereform, hvor et af de tre centrale mål er, at »folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater«.

Er Venstre og Dansk Folkeparti så også »ufrivilligt komiske«, Nørmark?

Alt i alt har Nørmark i højere grad skrevet et liberalistisk debatindlæg end en anmeldelse. Det er en udbredt opfattelse i forlagsbranchen, at kvaliteten i anmeldelser er faldende, fordi anmeldere mere end før rider deres egne kæpheste. Dennis Nørmark er et godt eksempel på dette.

Lars Olsen, 14.12.2014

Lars Olsen, Niels Ploug, Lars Andersen, Sune Enevoldsen Sabiers og Jørgen Goul Andersen: »Klassekamp fra oven – den danske samfundsmodel under pres«. Gyldendal 2014.