Indlæg og svar fra netavisen Altinget.dk, januar 2009

Der findes skoler uden for København!

DEBAT: Forfatter Lars Olsen tager – som andre storbyboere – fejl i forhold til friskolernes elevgrundlag på landet og i byen, skriver Ebbe Lillindal, formand for Dansk Friskoleforening.

Af Ebbe Lilliendal og Maren Skotte

Hhv. landsformand og informationskonsulent for Dansk Friskoleforening

Lars Olsen er aktuel med bogen ”Den sociale smeltedigel”, hvor en centrale pointe er, at Danmark lider under en social skævvridning, som forstærkes af de fri- og privatskolernes succes.

Han mener, at friskoler og privatskoler er med til at polarisere landets skoleelever og forhindrer, at der sker et kulturmøde mellem høj og lav.

Lars Olsen gør samme fejl som andre toneangivende storbyboere, nemlig glemmer, at der er endog store forskelle på land og by, hvad angår folke- som friskolernes rekrutteringsgrundlag.

Skal københavnerne sætte dagsordenen?

Lad os lige få proportionerne på plads: På landsplan går 13 procent af skoleeleverne i friskoler eller privatskoler, svarende til 92.000 elever. I København er det 26 procent af skoleeleverne, der går i de frie grundskoler, svarende til 5.500 børn.

Er det rimeligt, at knap 6 procent af landets friskoleelever bliver toneangivende for skoledebatten her til lands?

De familier, der sætter sig for at omdanne den lokale, lukkede folkeskole til en friskole bliver vel ikke med et trylleslag særligt ressourcestærke, fordi skolen nu er en friskole?

Reservat for de bedste

Også behovet for fripladser og specialundervisning i friskolerne levner ingen mistanke om, at friskolerne samlet set skulle være et reservat for særligt heldigt stillede. Rekrutteringsgrundlaget for friskolerne og folkeskolerne uden for storbyerne er nogenlunde ens.

I skoledebatten er det vigtigt at holde stramt fast i, at de sociale og kulturelle udfordringer i storbyerne og i resten af landet er usammenlignelige. I øvrigt bør man holde sig for øje, at skolen i dag kun er ét af flere mødesteder. Børns sociale møde finder sted i mange andre sammenhænge, blandt andet i idrætsklubber og andre fritidstilbud.

Nej til lange busture

Friskolerne ønsker i høj grad at medvirke til en større social mobilitet, hvorfor vi også aktivt gik ind i det københavnske projekt »Skoler på X og tværs«, der skulle få flere tosprogede elever til at søge friskolerne.

Men vi går ind for frihed, oplysning og medinddragelse. Kulturmøder og integration kræver information og kommunikation – ikke lange busture ud af byen for at blive blandet med andre!

Svar fra Lars Olsen:

Af Lars Olsen – Forfatter til ”Den sociale smeltedigel”

Jeg er enig med Ebbe Lilliendal og Maren Skotte i deres hovedpointe: At der er stor forskel på friskolerne på landet og i storbyerne. Det understreger jeg faktisk selv i »Den sociale smeltedigel«:

»Her er det vigtigt at huske nuancerne. Mange af friskolerne ude i landet har en relativ bred social profil – det er for eksempel tilfældet i dele af Fyn og Vestsjælland, som har en gammel friskoletradition. Også indenfor privatskolerne er der stor spændvidde. Der er en verden til forskel på privatskoler/realskoler i provinsen og de gamle fornemme københavnske gymnasier, som ofte har deres egen grundskole.

Min bekymring drejer sig især om storbyernes privatskoler, der mange steder er blevet udprægede velhaver-enklaver. Her møder børnene ikke det brede sociale spektrum, som for det meste er tilfældet i folkeskolen – eller på mere bredt sammensatte friskoler« (side 166-67).

Desværre bruger Lilliendal & Skotte sondringen København-resten til at bagatellisere problemet. Det er ikke kun i København, vi ser de højtuddannede fravælge den blandede folkeskole. Det samme er for eksempel tilfældet i andre hovedstadskommuner og i Århus. Den relevante skillelinje er derfor ikke København-resten, men mellem storbyer og mindre bysamfund.

Mønsteret er imidlertid særlig godt kortlagt i København. Det er i dag 38 procent af de københavnske akademikerbørn, der går i friskoler og privatskoler – og det er et demokratisk problem!

Disse børn kommer typisk fra velstående familier, vokser op i gode ejerboliger og går på privatskoler, hvor de fleste kammerater har samme baggrund. Siden går de videre til gode uddannelser og indflydelsesrige job, uden nogensinde at komme tæt på samfundets brede lag. De havde fået en bredere demokratisk dannelse, hvis de var kommet ud af osteklokken og var gået i folkeskolen med maskinarbejderens Jonas og rengøringsassistentens Fatima.

Det var lige præcis dén adskillelse, man ville overvinde ved at skabe folkeskolen. I starten af 1900-tallet var Venstre og Socialdemokratiet enige om, at demokratiet ikke var tjent med skellet mellem »den lærde skole« for de velstillede og »almueskolen« for det jævne folk. I stedet skulle der skabes en fælles folkeskole, som byggede bro mellem samfundsklasserne.

Det er denne flotte og unikke skandinaviske tradition, vi er ved at miste – især i de store byer. Desværre viser de politiske udtalelser til Altinget, at politikerne for 100 år siden tænkte betydeligt længere, end de gør i dag!