Om bogen “Den sociale smeltedigel”

“Den sociale smeltedigel” handler om en unik dansk tradition – en skole for alle samfundslag. Den fortæller, hvordan den fælles folkeskole opstod i starten af 1900-tallet, hvordan mennesker har oplevet den i forskellige miljøer og hvad den betyder for samfundet i dag.

Læs kort om bogens indhold i forlagets anmelderbrev.

Bogen indeholder analyser fra COWI om skolemiljøets betydning for de unges chancer. Læs mere om metoden bag analyserne her COWI-metode2009

Bogen har ført til debat med folk i den private skoleverden. Læs en af debatterne her

Anmeldelser i uddrag

I sin anmeldelse i POLITIKEN 24.1.2009 skriver Poul Aarøe Pedersen blandt andet:

FOLKESKOLEN LÆNGE LEVE

Lars Olsen giver i sine nye, fremragende debatbog privilegerede forældre til privat- skoleelever lidt at tænke over.

Det er nu snart 200 år siden, at Danmark som det første land i verden indførte undervisningspligt (…)

Siden da er det gået stærkt for landets fremmeste kulturinstitution, og den udvikling har journalist og forfatter Lars Olsen set nærmere på i sin nye debatbog ‘Den sociale smeltedigel’. Heri sætter han både egne og andres ord på den udvikling, som folkeskolen (og Danmark) har været gennem de seneste 100 år.

Det gør han godt, tankevækkende og velskrevet.

LARS OLSEN er vel, hvad man kan kalde en god, gammeldags folkeskolefan. Skulle nogen være i tvivl, kan man bare læse Olsens to meget debatskabende debatbøger ‘Det delte Danmark’ (2005) og ‘Den nye ulighed’ (2007), hvor folkeskolen også spiller en væsentlig rolle. I ‘Den sociale smeltedigel’ har folkeskolen imidlertid fået hovedrollen:

Først i form af et historisk grundrids over udviklingen i 1900-tallet, hvor den væsentligste pointe er, at den blandede folkeskole – altså folkeskolen som ‘social smeltedigel’, hvor børn fra alle klasser mødes – er en ‘bevidst politisk proces’, som bønderne i Venstre og arbejderne i Socialdemokratiet har arbejdet målrettet hen imod (…)

Hernæst – i bogens anden del – giver han ordet til bl.a. chefkriminalinspektør Per Larsen og forfatter Jens Smærup Sørensen. Gennem disse knappe, men yderst velfungerende personlige beretninger fra folkeskolen får de og Lars Olsen sat kød og blod og endefulde på folkeskolens nyere historie. (Det virker dog her en smule ‘dovent’ og malplaceret, at Lars Olsen også bruger plads på at referere fra hhv. Villy Søvndals og Anders Fogh Rasmussens biografier i stedet for at tale med dem selv).

Endelig spiller folkeskolen også hovedrollen, når Lars Olsen i bogens afsluttende del beskriver og beklager, at folkeskolens historiske evne til at smelte nationen sammen på tværs af sociale skel er vigende – ikke mindst i de store byer (…)

PÅ UNIVERSITETERNE ville man helt sikkert kalde Lars Olsen strukturalist. Nogen tungtskrivende professor er han dog ikke, snarere en velskrivende fortæller med stor analytisk sans – og med en klar fornemmelse for at blande de forskellige genrer, han har i spil (…)

I WEEKENDAVISEN 30.1.2009 får bogen også pæne ord med på vejen af Frede Vestergaard. Blandt andet følgende:

VÆLG DIT BARNS SKOLE MED OMTANKE

I Danmark er folkeskolen for alle samfundslag. I hundrede år har familier fra forskellige miljøer mødt hinanden i skolen. Det skaber social sammenhængskraft.

Den samme tradition har man i de andre nordiske lande, men den er langtfra kendt i andre lande. I Tyskland og England er skoleverdenen langt mere socialt opsplittet. Børn fra de forskellige sociale lag går i skole hver for sig. Ikke nødvendigvis fordi de går i privatskole, men fordi børnene som i Tyskland på et tidligt tidspunkt deles i boglig og praktisk linie, ligesom tilfældet var i Danmark med mellemskolen fra 1903 til 1958 (…)

Den sociale smeltedigel er fortællingen om, hvordan folkeskolen igennem de sidste hundrede år har fået den form, den har i dag. Igennem alle årene støttet af Socialdemokraterne og Venstre plus De Radikale og indtil op igennem 1950erne imod De Konservatives ønske om at opretholde en delt skole. Men forfatterens egentlige budskab er, at fællesskabets skole er truet af underminering.

Og Lars Olsen argumenterer rimeligt overbevisende. I hvert fald når det gælder de store bysamfund og vel især København og hovedstadsområdet (…)