Klumme i Jyllands-Posten 26.9 2022

Af Lars Olsen

 

Vi skænkede det ikke mange tanker, da vi flyttede ind i den nye lejlighed i Holbæk: radiatorerne er opvarmet med gas, og det var vel fint nok. I dag er vi blandt dem, der sidder med sorteper – varmeregningen er 12.000 kroner højere end sidste år. Vi er på vej mod en vinter, hvor vi kan blive ruineret af at åbne for radiatoren.

I sidste måned offentliggjorde vores gasleverandør, Ørsted, et nyt årsregnskab: giga-overskud på 6 mia. kroner. I et interview med DR advarede adm. direktør Mads Nipper imod, at politikerne løber efter folkestemningen. Ørsted har foretaget store investeringer i grøn energi, og »så syntes jeg faktisk ikke, det er urimeligt, at vi har den ret lille del af vores forretning, hvor vi får fordel af de højere priser.«

Som kunde i »den ret lille del« af Ørsteds forretning føler jeg mig rent ud sagt p…. på. Jeg skal fryse til vinter for at Ørsted kan redde verden. Jeg bemærker også, at årets varmeregning stopper 31.marts, langt det meste er således varme fra før krigen i Ukraine. Det er ikke sandt, når politikerne tørrer de store gasregninger af i Putin og hans aggression. Selskaber som Ørsted forhøjede prisen – og scorede kassen – allerede i vinter.

Vi har som mange andre modtaget 6.000 kroner i varmehjælp fra staten. Medierne har svælget i eksempler på, at hjælpen ikke når frem til de rigtige, men tusinder er som os glade for den. Problemet er bare, at det er et meget lille plaster på såret med udsigt til en vinter, hvor vi i stor skala skal betale til Mads Nipper & Co.

 

Et bredt politisk flertal blev fredag enige om yderligere hjælp til kriseramte danskere. Aftalen understøtter brede grupper som børnefamilier og el-kunder, men nogle af de hårdest ramte er stadig i klemme.

Krisen vender den tunge ende nedad og belaster dårligt stillede og børnerige familier, men den rammer også lidt tilfældigt – busruter i landdistrikter, den lille købmand, 400.000 gaskunder, folk med træpillefyr og andre. Og hjælpen til os er stadig relativ beskeden, bortset fra tilbuddet om at udskyde varmeregningen og ophobe gæld.

Trods den politiske aftale vil energikrise og inflation fortsat være et hedt emne, der kan blive en gamechanger ved det forestående valg. For krisen har også genereret gigantiske profitter i energi- og transportselskaber, Mærsk forventer i år et overskud på hele 200 mia. Det er baggrunden for, at EU-kommissionen arbejder med en omfordeling, hvor særskat på overnormale profitter skal finansiere mere omfattende hjælpepakker, sådan som kommissionsformand Ursula von der Leyen for nylig bebudede i sin state-of-the-union tale.

Flere europæiske lande har allerede indført en sådan engangsskat, men herhjemme er særskatten kontroversiel. Mens regeringen og venstrefløjen lægger sig i slipstrømmen på EU-kommissionen, slår Venstre og Konservative syv kors for sig. Under det ”politiske topmøde” på TV2 onsdag tog den konservative partileder utvetydigt afstand fra sin tyske partifælle Ursula von der Leyen:

»Jeg er konservativ, jeg er dansk, og vi skal ikke betale mere i skat i dette land,« fastslog Søren Pape Poulsen. Venstres Jacob Ellemann-Jensen var enig og kaldte særskatten for »et misundelsesfænomen«.

 

Nej Ellemann, det har intet at gøre med misundelse. Samfundet kan ikke holde alle skadesløse, men må hindre de værste urimeligheder. Og pengene hertil findes hos dem, der tjener tykt på krisen.

21