Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 28.11.2016
Af Lars Olsen
Nationalisme. Populisme. Vrede hvide mænd … Debatten tog fart med Brexit og fik fuldt blus efter Trumps sejr. Desværre ender det ofte i højttravende diskussioner om populisme og demokratiets lette tilstand. Nok så opsigtsvækkende er en ny politisk kraft: arbejdernes revolte. En »glemt« arbejderklasse manifesterer sig på begge sider af Atlanten og etablerer nye dynamikker.
Valgdeltagelsen i USA var den laveste i 20 år – 43 pct. stemte slet ikke. Trump mobiliserede imidlertid en ny vælgergruppe: den hvide arbejderklasse. Det tippede flertallet i tre gamle industristater – Michigan, Wisconsin og Pennsylvania – der ellers stemmer på Demokraterne. Og dermed blev Trump præsident.
Trumps fokus på produktionsjob spillede en afgørende rolle: skepsis overfor frihandel, kul på kulproduktionen, massive investeringer i USA’s infrastruktur … For arbejdere, presset af globaliseringen, var dette langt mere håndfast end Clintons løfter om mere lige adgang til universiteterne.
Demokraterne orienterer sig i dag imod storbyernes højere middelklasse, der drømmer om et multikulturelt »videnssamfund«. Dette skifte væk fra arbejderklasse og produktionsjob deler de med meget af Europas centrum-venstre, og det har gjort arbejderklassen politisk hjemløs.
Flertallet for Brexit var sommerens store politiske jordskælv. Efter EU-afstemningen kaldte britiske kommentatorer det for en »arbejderklasse-revolte«. Nej-flertallet var særlig stort i områder med økonomisk afmatning, hvor lønmodtagerne oplever pres på løn og arbejdsforhold – ikke mindst fra østeuropæiske indvandrere.
Den britiske politolog Robert Ford dokumenterer, at arbejderne i de sidste 15 år har fået et stadig mere tyndslidt forhold til de etablerede partier. Tony Blairs New Labour appellerede åbenlyst til den højere middelklasse. Mange arbejdervælgere stemte ikke – eller søgte mod Konservative. Hér fik de en slem skuffelse, da David Cameron med finanskrisen slog ind på en barsk og skæv nedskæringspolitik. Med Brexit sagde de tak for sidst.
Nej-flertallet blev båret igennem af meget forskellige kræfter. En del var konservative bedsteborgere, der drømte sig tilbage til Imperiet; overraskelsen var imidlertid det massive nej fra lønmodtagere nederst i hierarkiet. Sådan var det også ved valget i USA. Trump fik millioner af stemmer fra velbjærgede republikanske kernevælgere, men den hvide arbejderklasse tippede flertallet af valgmændene – og afgjorde valget.
Det næste drama er det franske præsidentvalg. Hidtil har jeg ikke troet, at Marine Le Pen fra Front Nationale kunne blive præsident, men nu er jeg i tvivl. Det antages, at vælgere fra højre- og venstrefløjen vil gå sammen og stoppe Le Pen i præsidentvalgets anden afgørende runde, men holder dét?
I skrivende stund er centrum-højre ved at vælge den kandidat, der efter alt at dømme skal dyste med Le Pen. Favoritten er superliberalisten Francois Fillon (når du – kære læser – ser disse linjer, er primærvalget afgjort). Fillon vil fyre en halv million offentlig ansatte og skære hårdt i sociale ydelser. Den progressive middelklasse vil formentlig stemme på ham alligevel for at stoppe Marine Le Pen, men for mange arbejdere vil hun være et bolværk for velfærdsstaten og de sociale rettigheder.
For de bedrestillede handler valg tit om store linjer og såkaldte »reformer«. De underprivilegerede vælgergrupper stiller mere jordnære spørgsmål: Har jeg job i morgen? Bliver mine levevilkår presset af indvandrere? Er der tryghed for min familie? Arbejdernes revolte sætter en ny dagsorden.
