’Signert’ i det norske dagblad Klassekampen den 27. juli 2024
Af Lars Olsen
Socialdemokratiske og socialistiske partier opstod som arbejderbevægelser, men har det i mange lande svært med arbejderklassen. Valgene i Frankrig og Storbritannien gør os klogere
Den franske arbejderklasse var engang repræsenteret af et stort kommunistparti, et af de stærkeste i Vesteuropa, i dag føler mange sig hægtet af det politiske system. Et par tal fra valget den 30.juni:
46 procent af arbejderne stemte slet ikke – 57 procent af dem, der gjorde, satte kryds ved Marine Le Pens højrepopulistiske alliance.
Venstresiden, forenet i Den nye Folkefront, fik et godt valg, men det skyldes stærk mobilisering af unge og offentligt ansatte funktionærer. Ifølge analyseinstituttet Ipsos stemte kun 21 procent af arbejderne på Folkefronten.
En alliance i 2.valgrunde mellem venstresiden og præsident Macrons centrum-højre stoppede Marine Le Pens march mod magten, men Frankrig er nu kastet ud i politisk krise.
Valget afspejler en dyb social og geografisk kløft. Geografen Christophe Guilluy betegner det som et Frankrig med to planeter – Metropolia og Periferia. Da De gule Veste lammede Frankrig i protest imod Macron og stigende benzinpriser, var det en »arbejderklasserevolte fra det perifere Frankrig«. Det samme er provinsens massive støtte til Le Pens Rassemblement National.
Storbyerne er blevet stadig dyrere, mange kvarterer er i dag citadeller for overklasse, højere middelklasse og studerende, mens arbejderklassen er fortrængt til mindre byer og landområder. Derude, hvor den kollektive trafik er væk, og skolen og lægeklinikken lukket.
»I dag stemmer mange på Rassemblement National, fordi folk har forstået, at næste etape af den nedgradering, de udsættes for, er velfærdsstatens sammenbrud«, siger Christophe Guilluy til danske Berlingske.
Venstresidens store svaghed er, at den på en god dag kan mobilisere mange i storbyerne, men har mistet forbindelsen til »det perifere Frankrig« og de store dele af arbejderklassen, der bor der.
Det klassemæssige mønster var anderledes ved valget i Storbritannien. Labour har nu et kæmpeflertal i parlamentet, højresiden var splittet og Labour genvandt the red wall – arbejderklasseområderne i Nordengland, der i 2019 vendte ryggen til Jeremy Corbyns mere yderligtgående Labour.
Målt i stemmetal fik Labour et beskedent valg: fremgang på 1,6 procentpoint, men den geografiske fordeling var optimal. Labour tabte storbykredse til De Grønne og uafhængige kandidater, der mobiliserede muslimske og venstreorienterede vælgere omkring Gaza. Dette blev imidlertid opvejet mange gange af gode valg i arbejderklasse- og provinsområder i Nordengland, Skotland og Wales.
Siden katastrofevalget i 2019 har Labour systematisk genopbygget appellen til arbejderklassen. It’s the culture, stupid: Under Corbyn så arbejderklassen ikke længere Labour som deres, men som et parti for »unge, quinoaspisende, universitetsuddannede, socialt liberale byboere, der stemte imod Brexit«, konkluderer Labour-rådgiveren Deborah Mattinson, der på basis af fokusgrupper skrev Beyond the red Wall.
De fleste arbejdere vil have social omfordeling, men deler ikke den akademiske venstrefløjs syn på nation, indvandring, klima og woke’isme.
Det har Starmer systematisk rettet op på, Labour er igen patriotiske og tough on crime. Samtidig er Starmer & Co. i de senere år rykket mod midten i den økonomisk-sociale politik. Det sidste kan skabe store vanskeligheder med at opretholde opbakningen i arbejderklassen, der ligesom andre briter forventer bedre levevilkår og velfærd.
Det er imidlertid forkert, når folk på den skandinaviske venstrefløj betragter Starmer som en ny Tony Blair. Vicepremierminister er venstrefløjs-socialdemokraten Angela Rayner, der er rundet af arbejderklassen og fagbevægelsen og nu skal gennemføre et af de vigtige valgløfter: 1,5 million nye betalbare boliger.
Under valgkampen offentliggjorde dagbladet Guardian Labours planer for om nødvendigt at hæve arveafgiften og beskatningen af kapitalgevinster. Partitoppen er bevidst om, at velfærdssystemet er i ruiner efter 14 års konservativ nedskæringspolitik, og mange forventer at skarpere social omfordeling bliver nødvendig.
Labour gør klogt i sit fokus på working people. Det højrepopulistiske Reform UK, ledet af Nigel Farage, er nu det næststørste parti i store dele af Nordengland og Wales. Områder, der tidligere havde fabrikker, miner og stærke fagforeninger, men i dag er præget af afindustrialisering, lavtlønsjob og utryghed.
Arbejderklasse-strategien er dog ikke uden omkostninger: Muslimske og andre etniske minoriteter kan – på linje med storby-venstrefløjen – gå over til uafhængige kandidater eller De Grønne. Labour er i et krydspres.
I Danmark er dette krydspres velkendt. Socialdemokratiet oplevede det i Mette Frederiksens første periode, hvor der også var fokus på arbejderklassen (at Mette Frederiksens siden har forladt strategien, må vente til en anden gang).
Socialdemokratiet erobrede regeringsmagten i 2019 på en stærk cocktail: Stram udlændingepolitik. »Rød« velfærdspolitik og Arne-pension. Opgør med mange års centralisering omkring de store byer.
Dagens klassekonflikter handler også om geografi, størstedelen af arbejderklassen og den lavere middelklasse bor udenfor de dyre områder i hovedstaden og Aarhus. I 2019 og 2022 fik Socialdemokratiet da også 35-40 procent i mange provinsbyer, Dansk Folkeparti er knockoutet.
Arbejderklasse-strategien kostede også hos os: Socialdemokratiet mistede storbyvælgere med lange uddannelser, men de stemte på Radikale og venstrefløjen – og Danmark fik et rød-grønt flertal.
Det er denne logik, Labour-toppen er bevidst om. Hvis Labour mister storbyvælgere til Grønne eller uafhængig venstrefløj, medvirker det stadig til et progressivt flertal. Men hvis Nigel Farage overtager store dele af Nordengland og Wales, får højrefløjen flertallet.
At prioritere arbejderklassen socialt og kulturelt koster i storbyernes højere middelklasse, men nu som før: Det er nøglen til flertallet.
