Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 16.10.2017

Af Lars Olsen

 

Foredrag bringer mig rundt i mange hjørner af det danske samfund. For nylig talte jeg om social sammenhængskraft hos boligselskabet DAB, der i år fejrer 75 års jubilæum. Det var en stor forsamling. Næsten 250 beboervalgte bestyrelsesmedlemmer brugte en weekend på at diskutere udviklingen af boligområderne.

Da jeg trådte ind i salen, var »en kendt beboer« næsten færdig. Det var kokken Søren Gericke. Han hører – ligesom jeg – til de 980.000 almene beboere. At dømme på stemningen, havde det været stærkt underholdende.

Gennem årene har jeg holdt foredrag på en del af den slags konferencer. Det har slået mig, at almene boliger er under radarskærmen – politikere, embedsmænd og mediefolk bor i ejer- og andelsboliger. I Folketing og kommuner er »borgerinddragelse« et af tidens modeord, men i den almene sektor er det virkelighed. Boligselskaberne skønner, at der er omkring 25.000 »beboerdemokrater« – beboervalgte medlemmer af afdelings- og selskabsbestyrelser.

Vi hører næsten kun om almene boliger i forbindelse med et mindre antal »ghettoer«. Og manglen på politisk viden og engagement skaber bekymring. Taleren før mig var Niels Olsen, der er direktør for DAB: »Boligpolitikken hviler på et svagt fundament. Der er stor forskel på de politikere, man møder ude i kommunerne, der kender noget til forholdene – og så Folketinget«.

 

Bekymringen er velbegrundet. Da VLAK-regeringen foreslog store lettelser i boligskatten, hed udspillet ganske betegnende »Tryghed for boligejerne«. Kun hårdt pres fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sikrede, at almene lejere også fik del i skattelettelserne. I forsommeren var den gal igen. Under økonomi-forhandlingerne med KL lagde Finansministeriet pludselig et nyt forslag på bordet: Kommunerne skulle betale en langt større del af grundkapitalen i almene boliger. Forslaget ville reelt stoppe nyt byggeri og blev først taget af bordet efter pres fra KL og DF.

Det hører med, at almene boliger sorterer under LA’s Ole Birk Olesen, der er ideologisk modstander af almene boliger. Området har som en vandrepokal skiftet ministerium fire gange på seks år, og erfarne embedsmænd har fundet mere meningsfuld beskæftigelse.

Den almene sektor er netop nu i gang med besparelser på hele 1,5 mia. kroner. Det var S-finansminister Bjarne Corydon, der i 2014 satte gang i dette. De mere veldrevne boligselskaber har for længst effektiviseret driften, men Finansministeriet har overdrevne forestillinger om milliardstore besparelser – akkurat som de havde omkring Skat. Kodeordene er stordrift og professionalisering. Ministeriet vil erstatte beboervalgte bestyrelsesmedlemmer med professionelle – læs: Højt betalte erhvervsfolk.

Mit rækkehus-område i Humlebæk er et godt eksempel på de tvivlsomme gevinster ved stordrift. Da vi flyttede hertil for ti år siden, var der to ejendomsfunktionærer: Hyggelige folk der selv boede i området. De kendte beboerne og løste opgaverne effektivt og ubureaukratisk. I dag er vi del af et stort driftscenter med 15 funktionærer, heraf tre ledere og en koordinator (!) Når vi skal have vand på fyret, indføjes det i koordinatorens plan og gives til første ledige mand. Vi har mistet nærhed og social kapital.

 

I realiteten er det en kulturkonflikt. Med svage politikere og et atomiseret Boligministerium står Finansministeriet bomstærkt. Almene boligers kvaliteter – beboerdemokrati, nærhed mellem ansatte og beboere – passer simpelthen ikke i excel-arkene. At kampen handler om én million danskeres hverdag, nævnes blot for en ordens skyld.

21