Det forsvundne folk
Den 4.september 2018 udkom Det forsvundne Folk. En bog om arbejderklasse, voksende utryghed og politisk mistillid.
Langt de fleste anmeldelser var positive:
»Næppe nogen dansk forfatter har haft samme træfsikkerhed som Lars Olsen, når det kommer til at forudse væsentlige samfundsproblemer.
Han var blandt de første til at føre en social kritik mod centrum-venstres liberale udlændinge- og integrationspolitik tilbage i midten af nullerne. Han var også blandt de første til at gennemskue, at samme årtis centralisering og akademisering af uddannelsessystemet vendte den tunge ende nedad. Ligesom han mange år i forvejen forudså den mistillid til det politiske system, som nåede sit foreløbige klimaks ved valget i 2015, hvor en tredjedel af Folketinget blev skiftet ud.
Med den historik i baghovedet gør vi i rød blok klogt i at læse med i Det forsvundne folk…«
Kaare Dybvad, folketingsmedlem og forfatter, i Altinget
»Lars Olsen var arbejderistisk akademikerkritiker, længe før det blev cool. Allerede i 2005 udgav han »Det delte Danmark«, hvor han satte fokus på, hvordan Danmark både økonomisk og kulturelt var blevet opdelt. De tanker udbygger han 13 år senere i »Det forsvundne folk«, der ser nærmere på, hvordan de 11 akademiske procent af befolkningen sætter dagsordenen for resten, ikke mindst de 39 procent der stadig arbejder i fysiske erhverv og kan henregnes til det, man i gamle dage kaldte arbejderklassen.«
Mikkel Andersson i Berlingske *****
»Danske Lars Olsens nye bog er et let læst, velskrevet og meget solidt stykke dokumentation…«
Jonas Bals, malersvend og forfatter, i det norske dagblad Klassekampen
»Normalt er glemte folk noget, man finder i eksotiske egne dybt inde i jungler, men Lars Olsen har fundet sit folk på vores egne breddegrader og givet dem en stemme…«
Thomas Milsted i POV International, ******
»Lars Olsen har styr på tal og fakta, og kombineret med harmen og solidariteten bliver det en rigtig god bog…«
Tom Ekeroth i Danske Kommuner
»Problemet er i Olsens optik, at man på (næsten) alle fronter i debatten ikke har blik for dem, der gør det grove på arbejdsmarkedet (39 procent), og som ikke har overskud/gunstige betingelser til at blande sig og påvirke dagsordenen (…) Skyldes det, at man som ansat i medierne er endt i samme båd som den politiske, erhvervsøkonomiske og kulturelle elite, man servicerer med taletid og klummeplads? (…)
Datamaterialet er massivt og velvalgt – og analyserne skarpe«.
Journalist Johs. Lynge i fagbladet Journalisten
»Der er tale om en guldgrube af informationer fortalt i et ligetil sprog. Samtidig giver han os læsere et lille indblik i udviklingen i både Tyskland, Frankrig og England. Jeg nød, at vi også fik det udblik, fordi så mange bøger lader, som om Danmark er en ø uden sammenhæng med, hvad der foregår i andre lande. Det gælder ikke Lars Olsen.
”Det forsvundne folk” burde være pligtlæsning for ethvert folketingsmedlem, i hvert fald dem fra centrum-venstre.«
Ritt Bjerregaard i Jyllands-Posten
ISBN: 9788702262476
Udgivet 4. september 2018
Sider 184
Vejl. pris kr. 249,95