Klumme i Altinget marts 2025:
Af Lars Olsen
Det gamle socialliberale midterparti er forvandlet til skruppelløse ungdomspopulister. Med en indædt kampagne imod epx-reformen taler Radikale sig endnu længere væk fra et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og SF
»Vi vil prøve at overbevise danskerne om – især når vi er ude på gymnasierne – at man skal stemme på et af de partier, der ikke indgår i den her aftale, så vi kan få flyttet de måske bare fem mandater, der skal til. Og så skal man jo starte forfra.«
De Radikale vil gøre næste folketingsvalg til et opgør om epx-reformen. Ifølge Martin Lidegaard i Altinget er især førstegangsvælgerne på gymnasierne mål for agitationen. Tidligere var det klimaet, der skulle mobiliseres på, i dag opfordrer Martin Lidegaard til at stemme på de klimaskeptiske Danmarksdemokrater – de er nemlig også imod epx-reformen.
Den højprofilerede kamp mod epx-reformen er ikke kun et forsøg på at kapre vælgere, men får også Christiansborg-politiske konsekvenser. I toppen af Socialdemokratiet og SF betragtes Radikale i stigende grad som et løbsk missil, og den dybe uenighed om uddannelsespolitikken gør kun et regeringssamarbejde efter næste valg mere usandsynligt – det vender jeg tilbage til.
Først et par ord om kampagnen, der allerede er startet med en stribe kronikker og debatindlæg. Det centrale anklagepunkt er, at reformen af de gymnasiale uddannelser hæver adgangskravet fra 5 til 6 på stx, hhx og htx. Det vil udelukke tusindvis af unge og nærmest ekspedere dem direkte ned i den sociale massegrav:
»Forskellene trækker lange spor i de unges liv: Jo længere og højere uddannelse man har, desto længere liv, bedre sundhed og højere indkomster får man også bagefter,« skrev Martin Lidegaard for nylig i Jyllands-Posten.
Det er rigtigt, at godt seks tusinde i hver årgang har mellem 5 og 6 i snit efter 9.klasse, og at de fremover må bruge epx som adgangsvej til en videregående uddannelse (på epx bliver karakterkravet blot bestået afgangsprøve, dvs. 2).
Men der er faktisk en anelse flere, som befinder sig i karakterspændet mellem 2 og 5 og i kraft af epx får åbnet en ny dør til gymnasiet. Ifølge analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det frem for alt børn fra arbejderklassen, der befinder sig i dette spænd. Med reformen bliver der således mere socialt lige muligheder for at tage en gymnasial uddannelse.
Der er imidlertid en rød tråd i de radikales kampagne: en trosbekendelse til lang akademisk uddannelse. Længst mulig uddannelse giver ikke alene et bedre liv, men også højere løn og dermed angiveligt bedre dansk økonomi. Det er således forkert, når regeringen og andre vil have færre på universitetet:
»Hvis det betyder, at vi ikke får flere faglærte, har jeg nogenlunde ro i maven, ved tanken om at vi under alle omstændigheder kommer til at trække mere på international arbejdskraft fremover«, siger Martin Lidegaard.
At manglen på faglært arbejdskraft i dén grad sparkes til hjørne, er bemærkelsesværdigt. Danmark har som videns- og produktionssamfund store potentialer indenfor medicin, grøn omstilling og andet, de radikale plejer at hylde.
Disse potentialer realiseres imidlertid kun, hvis vi både har højtuddannede forskere og dygtige faglærte, der kan omsætte nye ideer i praksis og produktion. I videns- og produktionssamfundet må uddannelsessystemet gå på begge ben – både omkring færdigheder og et bredere syn på dannelse.
At være dannet som menneske handler ikke kun om Rifbjerg-tekster og doriske søjler, men også om at bygge en hule i skoven med ungerne og tilberede en velsmagende langtidskogt pastaret.
I virkeligheden handler striden ikke kun om epx, men om hele retningen i uddannelsessystemet. Med en stribe reformer har SVM-regeringen – støttet af SF og andre – indledt dét, Mattias Tesfaye kalder »et paradigmeskifte«.
Mens penge og status i årtier blev koncentreret om stx og akademisk uddannelse, bliver der nu helt anderledes fokus på de faglærte og professionsuddannede. Uddannelsessystemet indrettes efter en fremtid, hvor Danmark både er videns- og produktionssamfund.
Dette afspejler sig også i den økonomiske prioritering. I dag bruger staten kun 240.000 kroner på at uddanne en faglært. Med epx-reformen og forbedringer af erhvervsuddannelserne vil tallet i 2030 være 350.000 kroner – en stigning på næsten 50 procent.
Martin Lidegaard & Co. lukker øjnene for denne massive forbedring, når han anklager regeringen for at »føre en uddannelsespolitik, der for første gang i årtier satser på, at vi skal have mindre og ringere uddannelse«.
I realiteten fører Radikale klassekamp til fordel for den højere middelklasses børn, der typisk tager stx og lange akademiske uddannelser. Og det bringer dem på frontal kollision med Socialdemokratiet, Venstre og SF – partier som de gerne vil i regering med efter næste valg.
I toppen af Socialdemokratiet er det ikke glemt, at det var Radikale, som i kølvandet på minksagen trak tæppet under Mette Frederiksens S-regering og udløste folketingsvalget i 2022. Opgøret om uddannelsespolitikken gør afstanden endnu større.
Paradigmeskiftet er hjerteblod for den nye toneangivende S-generation omkring Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad, det var en selvstændig grund til at finde sammen med Venstre i stedet for Radikale og Enhedslisten.
Den anden vigtige partner, SF, taler om en regering af Socialdemokratiet, SF og enten Radikale eller Moderaterne. Uofficielt betragter SF-toppen dog Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne som mere driftssikre end Radikale og dermed mere oplagte.
Kampagnen mod epx og paradigmeskiftet i uddannelsessystemet indgår i Radikales nye ungdomsstrategi, det skal kapre stemmer blandt gymnasieelever, uni-studerende og akademikere, men taler det gamle midterparti længere væk fra regeringskontorerne – og længere ud i den politiske ørken.
